Råstof logo

Historien om de danske vindmøller er et eventyr, der udviklede sig til et epos om en kæmpe industri. Foto: Colorbox.

10 skridt på vejen mod en vindmøllesucces

Af Benny Christensen

Der er gjort mange forsøg på at forklare den danske succes på det internationale vindmøllemarked. Men måske begynder historien mere end 100 år før, vindkraften blev “genopdaget” efter oliekrisen i 1973-74.

I Danmark har vindkraften i 7-800 år været brugt til at male korn – men de danske kornmøller lignede dem, der stod i nabolandene – og der var ikke specielt mange af dem. Mølleriet var et stærkt reguleret erhverv og det var strafbart for bønderne at male deres eget korn.

Det blev der lavet om på med en ny lov, der fra 1852 til 1862 gradvis ophævede monopolet på at udnytte vindenergien. Og her startede den udvikling, der måske var med til at give Danmark førertrøjen på vindmølle-området.

1860: Bønderne laver deres egne møller

”Danmark havde mellem 1907 og 1918 en vindmølleindustri med ca. 20 fabrikker og mange mindre producenter. Udviklingen kulminerede i 1916, da der blev opstillet 1.317 møller. Den rekord er aldrig siden blevet slået”.

I 1860 kunne man i den lokale avis læse, at bønderne på Mors var begyndt at sætte møller op på ladetagene. De hjemmelavede møller var meget simple. Man stillede en kraftig bjælke på højkant, monterede en aksel med 4 vinger på toppen og etablerede et træk med to skiver og et reb eller kæde ned til de maskiner, der skulle drives. Når møllen skulle i brug blev der sat sejl på vingerne og hele maskineriet blev drejet op mod vinden med håndkraft.

Byggeriet blev hurtigt overtaget af professionelle møllebyggere. Bjælken var der stadig, men skiverne og rebet blev udskiftet med tandhjulsdrev og en lodret aksel. “Stokmøller” blev de kaldt og de blev især populære i egnene omkring Limfjorden og langs den jyske vestkyst, hvor der var masser af vind.

1895: “Klapsejleren” – en dansk specialitet.

Den første maskinstatistik i landbruget i 1907 viste, at der var 4.600 gårde, der havde vindmøller. Mindst 4.000 af dem var nok stokmøller. Resten var industrielt fremstillede møller – for nu havde Danmark fået en vindmølleindustri.

En fabrik i Esbjerg producerede fra 1876 møller, der var inspireret af de amerikanske “vindroser” med mange tætsiddende blade og var i næsten 20 år alene på det danske marked. Men i 1890’erne kom der flere producenter. Nogle byggede vindroser – andre en ny dansk specialitet – “klapsejleren” med 5 eller 6 vinger, der havde drejelige træklapper. Begge typer var i modsætning til stokmøllerne “selvregulerende”.  Bladene eller klapperne indstillede sig efter vindstyrken og møllen drejede selv op mod vinden (“krøjede”) ved hjælp af 2 tværstillede “krøjerotorer”.

I den næste statistik fra 1923 var der 16.600 gårde med vindmøller og over 70% af møllerne stod i Nord- og Vestjylland. Siden 1907 var der altså leveret mere end 12.000 nye vindmøller alene til landbruget. Mange stokmøller var også udskiftet med de nye “jernmøller”. Der blev også solgt møller til bl.a. vandværker og landvindingsprojekter.

Danmark havde mellem 1907 og 1918 en vindmølleindustri med ca. 20 fabrikker og mange mindre producenter. Udviklingen kulminerede i 1916, da der blev opstillet 1.317 møller. Den rekord er aldrig siden blevet slået.

Heide’s Maskinværksted på Mors byggede i årene før 1. Verdenskrig en mølle om ugen og fortsatte produktionen helt til 1944, men efter 1920 blev det sjældent til mere end 10 møller om året. Heide-møllen på billedet var den sidste klapsejler i aktivt brug. Den blev leveret i 1934 og i 1990’erne malede den stadig korn til gårdens besætning.

1918: Den rigtige mølle på det forkerte tidspunkt

Målinger viste, at “Agricco-møllen” var 30-50 % mere effektiv end de bedste klapsejlere. og i en test på Oxford University i England i var den også topscorer i forhold til andre nye europæiske møller. Der blev fremstillet ca. 100 møller og nogle blev eksporteret. Men interessen for vindkraften dalede efter krigen – og produktionen stoppede i 1925.

1901: Poul la Cour’s “ideale vindmølle”.

Den danske vindmøllepioner Poul la Cour fik i 1891 sin første vindmølle på Askov Højskole og i 1901 designede han sin “ideale mølle”- en 4-vinget klapsejler til el-produktion – men det varede mange år før det blev almindeligt at bruge vindmøller på elværkerne.

Poul la Cours “idealmølle” blev dog i over 50 år solgt og videreudviklet af Lykkegaards Maskinfabrik på Fyn. I mellemkrigsårene opretholdt man produktionen ved eksport – og på hjemmemarkedet “leasede” man møllerne ud til mindre elværker – så de kun skulle betale for de producerede kilowatt-timer. Under anden verdenskrig solgte man ca. 60 store klapsejlere (16-18 m diameter) til værkerne. En 18 m mølle i Fjaltring syd for Lemvig producerede i 1944 over 75.000 kWh.

Efter krigen blev der igen eksporteret møller. Den sidste blev leveret i 1957.

1940: FLS-Aeromotorer

Efter krigsudbruddet i 1939 undersøgte en af landets store virksomheder, F.L. Smidth & Co., muligheden for at starte produktion af el-producerende vindmøller, og i maj 1940 besluttede man at bygge videre på erfaringerne fra Agricco-møllen.

Allerede i august samme år var en prototype klar og i 1941-42 blev der bygget 13 tovingede møller med 17,5 m diameter og i 1942-44 blev der suppleret med 7 trevingede møller med 24 m diameter. Alle møllerne leverede ligesom Lykkegaards klapsejlere jævnstrøm, og produktionen var afhængig af hvor meget de lokale net kunne aftage. Nogle af de tovingede møller producerede 80-90.000 kWh om året, mens andre ikke nåede over 30.000 kWh. Mens de tidligere el-producerende møller havde gear og generator placeret på jorden, var de på Aeromotoren flyttet op i toppen som på de møller, vi kender idag. Mølletoppen på billedet er bevaret hos DVS.

1957: Gedser-møllen

På Poul la Cour’s første kursus for “vindelektrikere” i 1904 var den yngste deltager, Johannes Juul, kun 17 år gammel. I 1947, da han var ansat hos det sydøstsjællandske elselskab SEAS, fortsatte han, hvor Poul la Cour slap 40 år før – og supplerede med erfaringerne fra Agricco-møllen og Aeromotorerne. Der blev bygget vindtunneler hos SEAS for at finde den optimale vingeform og i 1950 blev der opført en lille 2-vinget forsøgsmølle. Juul vidste, at hvis vindkraften skulle have en chance skulle man ikke producere jævnstrøm til små lokale net. Møllerne skulle lave vekselstrøm, der kunne transporteres længere, så der var et stort net til at aftage strømmen. I 1953 blev en Aeromotor på Bogø ombygget til vekselsstrøm.

Juuls forsøg vakte international opmærksomhed og i 1957 blev der bygget en statslig forsøgsmølle ved Gedser. Juul konstruerede 200 kW-møllen på basis af sine forsøg. Efter 4 års drift, hvor møllen nåede en årsproduktion på over 300.000 kWh, konkluderede man, at priserne på kul og olie nu var så lave, at der ikke var udsigt til, at vindkraften kunne blive rentabel. Juul kunne ikke tilslutte sig konklusionen.

1975: Riisager-møllen

Efter oliekrisen i vinteren 1973-74 drøftede de danske politikere, om det var kul eller atomkraft, der skulle erstatte den dyre olie. Men der var andre, der genopdagede vindkraften. Tømreren Christian Riisager i Skærbæk syd for Herning huskede vindmøllerne fra sin barndom i Vendsyssel (Her var der i 1936 stadig over 6.000 af dem). Han tog også en tur til Falster for at se Gedser-møllen – og byggede så en 7,5 kW mølle i haven. Den havde trævinger og producerede vekselstrøm med en asynkronmotor. I efteråret 1975 prøvede han at slutte strømmen fra møllen til en stikkontakt – og konstaterede at el-måleren løb baglæns. Det skulle der naturligvis tilladelse til – og den fik han først i foråret 1976.

Sammen med en lokal smed byggede han to møller, der var lidt større end den i haven (22 kW) og blev den første af de nye vindmølleproducenter. Mange af delene i møllerne var hentet hos auto-ophuggere og skrothandlere.

1975: Tvind-møllen

I 1975 startede skolerne Tvind ved Ulfborg byggeriet af en vindmølle i et helt andet format. Da den stod færdig tre år senere var det verdens største – selv om den hurtigt blev overhalet af store møller i USA og Tyskland. De er for længst væk, mens Tvind-møllen stadig producerer strøm.

Tvind-møllen fik stor betydning som lærested og inspirationskilde for mange af dem, der skabte den nye danske vindmølleindustri – og dens glasfibervinger blev grundlaget for udviklingen af vingerne til næste generation af de nye danske vindmøller.

1978: Møllerne fra Thy

I Thy byggede en gruppe med Preben Maegaard som drivende kraft en 22 kW mølle med Erik Grove-Nielsen’s 5 m glasfibervinger.  Møllen kom ikke i produktion, men for Dansk Smedemesterforening udarbejdede gruppen byggeanvisninger og skaffede komponenter til mindre virksomheder, der ville starte vindmølleproduktion.

I samarbejde med gearproducenter blev der – inspireret af “Aeromotorerne” – udviklet “integrerede gear,” der var et bærende element i møllerne og kunne kobles direkte til vingenav og generator.

1979: Herborg HVK-10

Længere nede i Jylland udviklede den nybagte student Henrik Stiesdal og smeden i Herborg Karl Erik Jørgensen også en 22 kW-mølle. Ligesom i møllen fra Thy havde den et solidt industrigear, elektronisk ”krøjning” – og glasfibervingerne var de samme.

Og mens Thy-folkene gik i samarbejde med smedemestrene, blev der i 1979 udviklet en 30 kW “produktions-udgave” af Herborg-møllen – og rettighederne blev samme år solgt til Vestas i Lem.

Året efter startede Nordtank på Djursland og Danregn (Bonus) i Brande. Det danske “vindmølleeventyr” var løbet i gang…

Der kan læses meget mere om baggrunden for de moderne danske møller i 12. årgang af et netop udkommet årsskrift, der kan købes på Energimuseet i Tange, Folkecenteret i Thy, Poul la Cour Museet i Askov og hos Danmarks Vindkrafthistoriske Samling (www.vindhistorie.dk

Fotos:
1901 LaCour (Lyne Lokalarkiv)

1918 og 1957: Energimuseet

1978: Folkecenteret

1979.HVK: Henrik Stiesdal

Benny Christensen, Danmarks Vindkrafthistoriske Samling (DVS)

Relaterede artikler

Atomkraft: Græsrodssag blev til folketingsbeslutni... Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi vil altid huske den 24. januar 2019. Det var dagen, da et flertal i Folketinget tilkendegav, at Danmark ønsker en r...
De økologiske krisers tre faser I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned, kun ét problem.
Energifællesskaber er en del af løsningen Fremtidens grønne elsystem balanceres bedst med både sol- og vindenergi. Men afgifter arbejder imod lokale energifællesskaber med solcelleanlæg.

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.