Råstof logo

Klimaforandringer er kun en del af problemet, En hel økologisk krise truer. Det siger Anders Borgen. Foto: Pixabay

De økologiske krisers tre faser

Af Anders Borgen

I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned kun ét problem. Det kan godt være, at han har lyst til kaffe, og at røven klør, men det bliver alt sammen vurderet i lyset af flystyrtet. En god pilot forstår at prioritere og foretager sig intet, som kan risikere at forværre risikoen for at styrte ned.

 

Kronik

I verdens nuværende situation er der kun ét problem, som overskygger alle andre, og som alle bør prioritere over alt andet. Problemet er den faldende biodiversitet. Brexit, topskat og seniorpension kan være interessante nok at diskutere, men alle disse emner bør vurderes i lyset af den faldende biodiversitet. Biodiversiteten er i frit fald, hvilket vil føre til et økologisk kollaps, med mindre noget får udviklingen til at vende. Det er der foreløbig ikke noget, der tyder på, og vi må derfor forvente, at et kollaps indtræffer på et eller andet tidspunkt. Ingen ved hvornår, og næsten ingen politikere forstår tilsyneladende, hvad et økologisk kollaps overhovedet er.

For at forklare hvad et økologisk kollaps er, kan vi igen tage op at flyve med piloten. Hvis en møtrik falder af en flyver som følge af almindelig slitage, eller fordi den ikke var blevet strammet tilstrækkeligt, er der næppe nogen, der bemærker det. Der er for en sikkerheds skyld altid sat rigeligt med møtrikker på. Der er næppe heller nogen, der bemærker den næste, eller den næste. I denne fase vil problemerne opstå i konstant tempo som følge af tidens tand. Hvis der bliver ved med at falde møtrikker af, så begynder vingerne på et tidspunkt at ryste, og advarselslamperne i cockpittet begynder at blinke. På det tidspunkt går udviklingen ind i en ny fase, hvor møtrikkerne ikke bare falder af, fordi de ikke var strammet tilstrækkeligt i udgangspunktet, men fordi der mangler så mange møtrikker, at rystelserne i vingerne i sig selv får flere møtrikker til at falde af. Herefter vil de ikke falde af i konstant tempo, men i et selvforstærkende stigende tempo. I den situation behøver man ikke at være flymekaniker for at forudsige, at flyet på et eller andet tidspunkt vil miste en af sine vitale dele, hvilket vil få flyet til at styrte ned.

Alt i naturen er på den ene eller anden måde forbundet, og jordens biosfære har netop derfor en fantastisk evne til at regulere sig selv. Jordens temperatur reguleres af atmosfærens kemiske sammensætning, som styres af forholdet mellem dyr og planter på jorden, og skydækkets klimaregulerende effekt styres bl.a. af frigivelsen af aerozoler fra havets mikroorganismer. Dyr og planter udryddes, og andre opstår. Det er helt naturligt. Naturen skal nok klare sig, hvis bare den får tid til at restituere sig. Hvis bare nye arter kan nå at udvikle sig i samme hastighed, som andre forsvinder, så skal naturen nok klare sig. Problemet opstår, når arter forsvinder hurtigere, end nye arter kan opstå eller migrere. I den situation kommer biosfæren ud i en situation, hvor arter begynder at forsvinde alene fordi andre allerede er forsvundet. I den situation bringes udviklingen ud af kontrol, fordi biosfæren vil gå over i en selvforstærkende effekt, hvor arter vil forsvinde ikke i konstant fart, men i en eksponentielt stigende hastighed. Dette kan lede til økologisk kollaps.

Jeg bor ved Mariager Fjord, og folk her på egnen ved godt, hvad et økologisk kollaps er. Hvert år stiger mængden af alger i fjorden, og iltindholdet falder. Når det sker, vil først ét og så flere dyr i fjorden enten flygte eller dø. Der kan også opstå små områder på de dybeste steder i fjorden, hvor der opstår lokal iltsvind, hvor stort set alt liv dør. Når muslingerne dør, så kan de ikke længere rense vandet for alger, og så accelereres iltsvindet. Fra stranden kan man ikke se ret meget, men biologerne kan advare imod, at fjorden er på vej ind i et økologisk kollaps. Det kan man følge hvert år, men de fleste år stiger iltindholdet igen, når temperaturen falder i løbet af efteråret, hvorved systemet så at sige bliver nulstillet. Flyet er landet, og bliver repareret, så det er klar til næste afgang. I sommeren 1997 nåede temperaturen ikke at falde, inden det gik galt. Iltindholdet i fjorden faldt, som det plejer i løbet af sommeren, og muslingerne begyndte at dø, men udviklingen nåede ikke at vende, inden det gik galt. I løbet af et enkelt døgn blev havvandet i fjorden forvandlet til en rådden mudderpøl, og hele fjorden døde på én gang. Mariager Fjord var dermed i 1997 udsat for et lokalt økologisk kollaps. Flyet nåede ikke at lande, inden det blev repareret. Dette er den tredje fase i en økologisk krise.

Allerede i 1992 advarede Brundtland-Kommissionen om, at biodiversiteten i verden er faldende, og at det er tegn på, at vi er på vej imod et økologisk kollaps. For nylig kom endnu en FN-rapport, som bekræfter, at biodiversiteten falder dramatisk i hele verden i en hastighed, der kun kan sammenlignes med de øvrige 5 masseudryddelser, som verden har oplevet i sin 4-5 milliarder års historie. Den sidste masseudryddelse var ved afslutningen af kridttiden for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne og de fleste andre planter og dyr uddøde på én gang. Det bliver ofte fremstillet, som om det skyldes et meteornedslag i Chicxulub i Mexico. Imidlertid var dinosaurerne på det tidspunkt allerede ved at uddø, og der var faktisk kun 14 arter tilbage, da meteoren ramte og udryddede de sidste. At meteor-nedslaget udløste klimaforandringer, som fik så stor indflydelse på mange arter, skyldes især, at verdens økosystem af andre årsager i forvejen var hårdt presset og derfor meget sårbar overfor klimaforandringerne. Det samme ser vi i dag. Et økologisk kollaps er altså ikke en udvikling, hvor arterne uddør én efter én i et konstant eller stigende tempo, indtil menneskene måske også selv bliver en af de truede arter. Et økologisk kollaps betyder, at udviklingen kommer over the tipping point, hvor resten af arterne uddør næsten samtidig, fordi økosystemet er så hårdt presset, at det har mistet sin selvregulerende evne. Kollapset er, at hele flyet styrter ned samtidig, fordi den sidste møtrik, der holdt haleroret på plads, faldt ud. Det økologiske kollaps sker, når nøglearterne i naturen forsvinder, fordi de arter, som de var afhængige af, er forsvundet. Alle fisk, muslinger og andre bunddyr i Mariager Fjord i dag er indvandret fra andre fjorde, for der var ikke nogen tilbage i Mariager Fjord efter kollapset i 1997. Mange fisk kan overleve lokalt iltsvind i en fjord ved at flygte til områder med mere ilt, men ingen overlever, når hele fjorden oplever et samlet økologisk kollaps. I modsætning til iltsvindet i Mariager Fjord er biodiversitetskrisen i verden ikke lokal. Biodiversitetskrisen er global, og det betyder, at et kollaps risikerer at omfatte hele kloden samtidig. Der vil ikke være nogen steder at flygte hen, og der vil ikke være nogen steder at komme tilbage fra, hvis det sker. Der er intet, absolut intet, der tyder på, at hverken menneskeheden eller nogen af de dyrearter, vi normalt sammenligner os med, vil overleve et globalt økologisk kollaps.

Arter uddør, og økosystemer destabiliseres blandt andet på grund af klimaforandringer. Derfor er klimapolitik et vigtigt emne, men det skal ses i lyset af den faldende biodiversitet og risikoen for økologisk kollaps. At havene stiger flere meter, og at vi oplever en ny verdenskrig, fordi en milliard mennesker drives på flugt på grund af tørke og oversvømmelser, er jo alvorligt nok i sig selv, men sammenlignet med et økologisk kollaps er det trods alt småproblemer af primært økonomisk, kulturel og politisk betydning. Vi kan være uenige om, hvor alvorlige klimaforandringerne er, og hvor hurtigt vi skal reagere på dem, men grundlæggende kender og forstår vi klimaproblematikken så godt, at selv skolebørn som Greta Thunberg kan forstå det. Vi forstår mekanismerne, og politisk har vi en eller anden grad af plan for, hvordan vi løser det. I modsætning hertil har menneskeheden endnu ingen politisk plan for at begrænse faldet i biodiversiteten, og vi har ikke biologisk viden om, at der er regulerende mekanismer, der vil kunne bremse faldet. Vi sidder i et fly, hvor møtrikkerne falder ud i en hidtil uset og konstant stigende hastighed, og der er intet, der tyder på, at en landingsbane eller et koldt efterår vil redde os. Derfor er biodiversiteten vigtigere end klimakrisen i sig selv. Klimapolitik er primært vigtigt, fordi klimaforandringer bidrager til den faldende biodiversitet, og fordi vi godt ved, hvad der skal til for at løse den del af problemet, men som alle andre politiske emner er klimapolitikken underordnet i forhold til biodiversitets-problematikken og risikoen for et økologisk kollaps.

Nogle rapporter peger på, at mængden af insekter er reduceret med 75% indenfor de seneste 25 år, altså et fald på omkring 5-6% om året. Hvis udviklingen fortsætter, som alt tyder på, at den gør, så vil mængden efter yderligere 25 år altså være reduceret med 95%. Det er vanskeligt at forestille sig, at noget økosystem vil kunne bestå med en så kraftig reduktion i den biologiske aktivitet. Andre tal peger på, at diversiteten af landlevende dyr er reduceret med 20% siden år 1900, altså en reduktion på kun 2‰ om året, altså langt lavere. Biologiske systemer kan opretholdes, så længe systemets selvregulerende evne kan kompensere for påvirkninger, og det er ikke til helt at beregne, hvornår et biologisk system går fra Fase 2 til Fase 3. Det er muligt, at tallene for biodiversitetskrisen er usikre, og at det vil gå langsommere, og forhåbentligt meget langsommere, men at forestille sig, at systemet slet ikke vil bryde sammen på et tidspunkt virker useriøst. Realistisk set er der nok snarere tale om årtier end om århundreder, og at vort nuværende befolkningstal og industrielle samfundsmodel er et tusindårsrige, er i hvert fald udelukket.

Vi har nu fået en nyt folketingsflertal og en ny regering, som slår sig op på at ville føre en grøn politik. Det er jeg ikke i tvivl om, at den gerne vil. Spørgsmålet er blot, om de forstår problemet omfang og karakter. Den økologiske krise, som vi befinder os i, er anderledes end tidligere problemer med syreregn eller huller i ozonlaget. Syreregnen kunne stoppes ved at sætte røgrensere på kraftværkernes skorstene, og nedbrydningen af ozonlaget kunne stoppes ved at udfase brugen af freon. Det var forholdsvis enkle opgaver at løse disse kriser, fordi de blev standset allerede i Fase 1. Klimakrisen og dermed også biodiversiteteskrisen er nu rykket ind i Fase 2, hvor det ikke er nok at skære ned på brugen af fossile brændstoffer eller at stoppe opdyrkningen af naturområder. For selv om vi gjorde det, så ville temperaturen fortsætte med at stige, og arter vil fortsætte med at forsvinde, fordi krisen allerede er blevet selvkørende og selvforstærkende. Eksempelvis vil temperaturstigningerne optø dele af permafrosten i bl.a. Sibirien og Canada, hvilket vil frigive methan til atmosfæren, og methan er en meget kraftig drivhusgas. De aktuelle brande i Amazonas er delvis opstået på grund af temperaturstigningerne, og vil selv bidrage til yderligere temperaturstigninger. Klimaforandringer presser økonomien, og det fører ofte til destabiliserede politiske systemer og populisme. Politikere, der presses på økonomien vil ty til kortsigtede løsninger, eksempelvis yderligere opdyrkning af naturområder, som vil forstærke biodiversitetskrisen og klimaforandringerne.

For at standse en økologisk krise i Fase 2 er det altså ikke tilstrækkeligt at stoppe den menneskeskabte påvirkning af miljøet. Vi bliver nødt til også aktivt at kompensere for de kriseforstærkende processer, som er sat i gang, fordi vi ikke handlede i tide og fik standset udviklingen i Fase 1. Eksempelvis vil invasive arter blive et stigende problem i fremtiden. Invasive arter migrerer for at udfylde det økologiske vakuum, der opstår, når miljøet ændrer sig, eksempelvis på grund af klimaforandringer eller tilbagegang af hjemmehørende arter. Men de invasive arter er ofte selv med til yderligere at destabilisere miljøet, herunder at udrydde hjemmehørende arter, fordi disse ikke er udviklet til at leve i symbiose med de nye arter. Jo længere vi kommer ind i krisen, jo flere nye problemer skal der på denne måde løses udover de oprindelige problemer, som startede krisen.

Jeg er ked af at optræde som dommedagsprofet, men jeg tror, at det er vigtigt at forstå de økologiske krisers logik og processer for at forstå deres omfang. Og jeg håber, at vore politikere i både opposition og regering begynder at forstå, hvad opgaven med grøn omstilling lyder på.

Vi sidder i et fly, hvor møtrikkerne falder ud i en hidtil uset og konstant stigende hastighed. (…). Derfor er biodiversiteten vigtigere end klimakrisen i sig selv”. 

Anders Borgen, Ph.d. Agrologica

Anders Borgen er Ph.d og ansat hos Agrologica.

Relaterede artikler

Olieselskaberne er klimakrisens hovedaktører ”De store forureneres mesterstykke var at tørre klimakrisen af på dig og mig.” Sådan siger debattøren George Monbiot.
Klimakrisens verdenskort viser en skæv verden Hvilke dele af verden bærer hovedansvaret for klimakrisen? Hvor udledes der mest CO2 pr. indbygger? Og hvem er mest sårbare over for klimaforandringer...
Lad os trække stikket til overforbrug af elektroni... Verdens voksende forbrug af elektronik er en belastning for klima og miljø. I den rige del af verden bør vi købe mindre, bedre og genbruge. Men vi kan...

Kommentarer (2)

  • Avatar

    Louise Hansen

    |

    At kalde denne kronik for opløftende læsning vil være en direkte løgn. Imidlertid er den vigtig. Der er brug for seriøse opråb som dette, hvis vi skal have nogen som helst chance for at bremse det økologiske kollaps, før det ryger ind i fase 3. Og jeg har længe været særdeles uforstående overfor, at biodiversitetskrisen ikke får mere opmærksomhed, politisk såvel som samfundsmæssigt. Så tak for opråbet – jeg håber, at flere følger, og at de alle bliver hørt, før flyet styrter ned.

    Reply

  • Avatar

    john jørgensen

    |

    Hvis man kigger på landbrug som jo stjæler en masse plads fra biodiversiteten, så er en tredie vej dukket op for verdens bønder og forbrugere. Det er fokus på mikrolivet i jorden der er fælles for disse systemer, (kendt som permakultur, conservation, regenerative m.fl). Samtidig med at dette mikroliv genoprettes (ca 1/3 af planetens arter findes under jorden), oplagres kulstof fra CO2 og vand som ellers løber i vandløb og ender i havet. Sammen med uønskede stoffer fra by og land. Plantevæksten kan så gro i en større del af året, skaffe mere regn, nedbryde metan, køle planeten og give føde og levesteder til biodiversiteten. Samtidig får vi en bedre kvalitet på fødevarerne. Bottomline; klima, livskvalitet og biodiversitet kan ikke skilles ad. Win-Win

    Reply

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.