Råstof logo

Den gamle Sporveje-bus, som fik navnet “Energibussen”, rummede en hel planche-udstilling om atomkraft. Foto: Jesper Carlsen.

Del 2: Den folkelige modstand var det stærkeste våben mod atomkraft

Af Claus Christensen

Historien om atomkraften i Danmark, del 2: Jesper Carlsen ser tilbage på sin tid som aktivist i OOA i 1970erne og 1980erne. I anden del fortæller han blandt andet om en happening i Sverige, hvor landets energiminister fik en kilometerlang underskiftindsamling leveret som toiletrulle.

”Vi skulle skaffe over 150 turistbusser, som kunne køre atomkraftmodstandere til demonstrationen i Sverige. Det var i sig selv en kæmpe opgave”. Året er 1981, og Jesper Carlsen er med til at organisere en march fra København til Barsebäck, hvor svenskerne har placeret ét af deres fire atomkraftværker kun 20 km. fra Danmarks hovedstad. På det tidspunkt er den folkelige modstand i Danmark mod Barsebäck stærkt stigende. Samme dag som marchen finder sted, siger daværende miljøminister, Erik Holst (S), at man fra den danske regerings side deler bekymringen: “Vi er ikke glade for det, det burde ikke ligge der”.

March mod Barsebäck

OOA måtte tage forskellige midler i brug for at skaffe busser til demonstrationen, forklarer Jesper Carlsen. ”Vi kontaktede en række højskoler, blandt andre Tvind, som vi vidste havde deres egen busser, og vi ringede til alle mulige vognmænd, hvoraf flere stillede busser gratis til rådighed for os. På den måde blev vognmændene nærmest aktivister for en weekend. Det lykkedes til sidst at få de mange tusinde mennesker bragt til Sverige”. Efter demonstrationen gik turen hjem til Jylland. ”Vi var med færgen Halmstad-Grenaa hjem. Vi sejlede om natten, og vi sang som om vi lige havde slået Sverige i fodbold. 20 musikere fra Aarhus Friskole spillede op, så hele færgen gyngede”. Op mod 25.000 mennesker havde deltaget i marchen. Sammen med 1978-demonstrationen ved Gyllingnæs og Stevns, hvor 50.000 mennesker var med, blev Barsebäck-marchen en mærkedag for OOA-aktivismen.

Skib med atomaffald

Det skulle ikke blive sidste gang, at Sverige fik besøg af de fredeligt demonstrerende OOA-aktivister. I januar 1983 begyndte det svenske skib ”Sigyn” at sejle brugt atomkraftbrændsel til et oparbejdningsanlæg i La Hague i det nordvestlige Frankrig. ”Svenskerne var stolte over ”Sigyn”. Det var jo et meget sikkert skib, mente de. Vi andre var noget mere skeptiske. ”Sigyns” sejlrute var ned gennem Øresund, et af verden mest trafikerede farvande, og hvem vidste, hvad man skulle gøre i tilfælde af, at skibet skulle forlise med tonsvis af højradioaktivt materiale ombord?”, spørger Jesper Carlsen. Protesten mod transporten af atomaffaldet til søs førte til en underskriftindsamling, der fik 80.000 danske signaturer. ”Vi havde virkelig vind i sejlene i Danmark på det tidspunkt. Men ikke i Sverige. Og så var det, at jeg fik ideen om denne her gigantisk lange toiletrulle med underskrifter, som vi ville overrække den svenske miljøminister, Birgitta Dahl.” Som et kedeligt kuriosum kan i øvrigt nævnes, at den “ekstremt navigationssikre” “Sigyn” på sin jomfrurejse den 25. november 1982 stødte på grund i Barsebäck havn og fik en 1/2 m lang flænge i skroget og flere buler.  Værftsarbejdere i Landskrona smuglede et stykke udskiftet bule ud, som havnede hos OOA. Som jernskulpturen “den utænkelige bule” blev dette skrotstykke senere indviet som kunstværk på Nationalmuseet i år 2000.

Toiletrulle som underskriftindsamling

OOA besluttede at sende fem aktivister til Stockholm for at overbringe miljøministeren de mange underskrifter. Jesper Carlsen var én af dem. ”Vi diskuterede selvfølgelig, hvordan vi skulle pakke vores budskab ind. Vores toiletrulle var en fremragende måde at skabe opmærksomhed på. På en måde signalerede toiletrullen jo, at vi havde med affald at gøre.

”Vi fik masser af kritik, men det ændrede ikke på, at vi altid gik konstruktivt til værks. Vi var positive og ville være uafhængige af andre politiske spørgsmål”.

Jesper Carlsen, OOA

Den tidligere OOA-aktivist gennem 10 år Jesper Carlsen kan også skrive pensioneret musik- og højskolelærer på sit cv. Han er stadig aktiv bassist, og samtidig den glade medejer af en vindmølle.

Jeg husker, at indsamlingen fik titlen ”1,25 km danskar säger här: Stop Sigyn”. På turen til Stockholm stoppede vi op i flere byer – kørte ind på torvet og trak omkring 20 meter af underskiftrullen ud. Det gav syn for sagen!”. Gruppen med de fem OOA-aktivister endte med at få foretræde for miljøminister Birgitta Dahl. ”Jeg husker, at tidligere DR-journalist og Sverige-korrespondent, Jørgen Poulsen, gav os en hjælpende hånd. Poulsen var i Stockholm og fik lavet et interview med både miljøministeren og os fra OOA. Vi skulle efterfølgende deltage i en pressekonference. Vi kørte forkert, men Jørgen Poulsen fik os samlet op i sin bil og sørget for at få os frem. På pressekonferencen var ministeren i øvrigt ikke særligt lydhør. Hun slog problemet med ”Sigyn” hen med en bemærkning om, at skibet skam var sikkert nok, og vi danskere hellere skulle se at få vores kulkraftværker væk. Og det skulle vi jo egentlig også, men det med atomkraften kom hun for nemt om ved.”
Svenskerne var altså ikke til sinds med det samme at indstille deres atomkraftforsyning. Men i 1988 meddelte den svenske Riksdag dog, at man ville lukke to reaktorer i 1995/1996. Samme år, altså 1988, besatte OOA-aktivister i 36 timer den svenske ambassade i København i protest mod “Sigyns” sejlads med højradioaktivt atombrændsel i de danske farvande.

”Politiske plattenslagere”

Miljøminister Birgitta Dahl var ikke ene om at indtage en kritisk distance til OOA. I det hele taget måtte modstanderne af atomkraft lægge øre til mangt og meget. Fra arkiverne kan man for eksempel finde en lederartikel af redaktør T. Morsing i Ingeniørens Ugeblad den 2. februar 1974. Her betegner Morsing modstanderne af atomkraft som: ”politiske plattenslagere, dommedagsprofeter og pseudomarxistiske skrålhalse”. (Fra Vedvarende energi i Danmark – En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000). I bladet ”Hovedområdet” (9. juli 1976) citeres svampeprofessor Morten Lange, som netop var udnævnt til formand for regeringens energiråd, for følgende beskrivelse af modstanderne af atomkraft: “…modstanden er jo et led i en ganske almindelig ”religiøs” bølge sat i gang af brøndkarsespisende barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”. Jesper Carlsen husker også den skepsis – og til tider mere end det – som OOA blev mødt med. ”Vi fik masser af kritik, men det ændrede ikke på, at vi altid gik konstruktivt til værks. Vi var positive og ville være uafhængige af andre politiske spørgsmål. På en måde var vi født ud af flower-power-tiden og ville absolut ikke bruge voldelige midler. Vi havde altid et sjovt påfund, som vi synes skulle bære vores budskab”. Fra statens side blev OOA også betragtet med en vis skepsis. ”Vi vidste allerede dengang, at PET aflyttede vores telefoner. Det kunne vi også få noget sjovt ud af. Forneden på telefonen på Fredscenteret i Aarhus, hvor OOA holdt til, stod der: ”Husk at tale tydeligt af hensyn til ældre efterretningsfolk””.

80.000 danskere skrev under på, at den svenske regering skulle stoppe atomaffaldsskibet "Sigyn"s sejladser til Frankrig. Foto: Fra Jesper Carlsens arkiv.

Tysk politi tog hårdt fat

OOA blev aldrig udsat for fysisk hårdhændede metoder af hverken svensk eller dansk politi. Men sådan var det ikke i Vesttyskland. Her havde man andre erfaringer med demonstrationer og terror, og Jesper Carlsen husker især en demonstration i 1976 i Brokdorf i Slesvig-Holsten: ”Vi var taget derned for at støtte op om tyske og hollandske aktivisters demonstration mod et af de farligste atomanlæg i Vesttyskland. Men vi fik aldrig lov at komme i nærheden af Brokdorf. Inde i centrum af Hamborg blev vi alle lagt i håndjern, sat ind i en bus og blev kørt væk. Det var helt imod vores principper: Vi ville netop ikke ende med den slags konfrontationer. Det var faktisk ret uhyggeligt at opleve, at demokratiet blev sat ud af spil. Det var som om, at man ville beskytte de fine atomkraftværker mod enhver modstand”. Også året efter måtte OOA-aktivisterne se en demonstration i Tyskland gå fløjten. Her var det i forbindelse med et atomkraftværk i Vadehavet, som tyskerne på det tidspunkt barslede med. ”Vi tog flere hundrede OOA-folk afsted mod den dansk-tyske grænse. Men på den tyske side stod politiet klar. Vi måtte overhovedet ikke nærme os det område, som vi ville. I stedet blev vi gelejdet ned til havet af små markstier. Der var ikke noget at gøre. Vi var nødt til at se det sjove i det. Så mens vi passerede marker med græssende køer, fandt vi på at lave sangen ”Sig nej til atomkraft” om til ”Sig muh til atomkraft”. Vi var bare glade for at være aktivister i et land som Danmark, der ikke havde investeret milliarder i atomkraft som Vesttyskland, hvor der blev slået hårdt ned på modstanden”.

“Sig nej til atomkraft” blev sunget og spillet af bandet Gnags, som i øvrigt var hovednavn til “Rock mod atomkraft”.

Tomatkassevagt

Den folkelige opbakning til sagen var alfa og omega i OOA´s kamp mod atomkraft. ”Det var mødet med den menige mand, som var krumtappen i vores arbejde”, fortæller Jesper Carlsen. ”Vi var flere end 100 aktivister fra Aarhus-gruppen, som havde faste vagter, hvor man gik med en tomatkasse af flamingo på maven. Kassen var fyldt op med solmærker, t-shirts og forskellige informationsmaterialer om atomkraft, som vi solgte eller delte ud til folk. Det foregik ofte på Strøget i Aarhus, og vi kaldte det ”tomatkassevagt”.  Ud over solmærket og t-shirts havde vi også girokort med, så folk kunne melde sig ind i OOA.” I tomatkasserne var der desuden oplysningspjecer om vedvarende energi, men det var primært salget af solmærket som gjorde, at OOA fik mange penge ind. Der blev solgt solmærker så langt væk som i USA og Japan. Da man afholdte ”Rock mod atomkraft” fik organisationen yderligere en million kroner ind, som blev omsat til en landsdækkende husstandsomdelt pjece: “Danmark uden atomkraft”. OOA blev både økonomisk velkonsolideret og stadig mere velorganiseret.
OOA havde også sin egen bus, Energibussen. Den var en udrangeret sporvejebus fra Aarhus og fungerede som omrejsende informationscentral. ”Bussen var genial – spektakulær og hyggelig. Og så var det praktisk, at man kunne køre hen med den, hvor man ville”, forklarer Jesper Carlsen. OOA´s energibus blev benyttet af foreningens lokalgrupper og kom vidt omkring. Den havde en plancheudstilling om atomkraft og om de mange muligheder i en alternativ energiplan. ”Når vi kom ud i på landet med bussen, bemærkede vi, at det ikke kun var unge studerende, der blev engagerede i atomkraft nej tak-bevægelsen. I universitetsbyerne var det ofte studerende, som havde tiden til frivilligt arbejde, men på landet var det ofte en “Fru Jensen”, som vi forsynede med studiekredsmateriale og klistermærker. I den store Aarhus-gruppe mødtes vi om aftenen efter “tomatkassetid” i vores mere målrettede kampagnegrupper som teatergruppen, pressegruppen, butiksgruppen, rockkoncertgruppen, skolegruppen, trykkerigruppen og mange flere”.

OOA nedlægger sig selv

OOA opløste sig selv i maj år 2000. Foreningen skrev ud i sit sidste nyhedsbrev, ”at OOA har opnået en række store sejre, og at der nu ikke længere findes en tilstrækkelig stærk gruppe af aktive, som er engageret i at videreføre OOAs oplysningsarbejde.” I Vestergade i Aarhus kan man den dag i dag se OOA´s solmærke i magnum-størrelse pryde en stor vestvendt gavl. Historien om dét solmærke husker Jesper Carlsen udmærket. ”I Vestergade lå ”Tropefisken”, som solgte akvariefisk. Ejeren bevilligede udsmykningen af sin gavl til OOA, og han fik det sågar skrevet ind i servitutterne, så det ikke bare kunne fjernes. For 10 år siden fik vi malet det op igen, så man stadig kan blive husket på atomkraft nej tak-bevægelsen.”
Da folketinget i 1985 omsider besluttede, at atomkraft ikke skulle indgå i den danske energiforsyning, var modstanden ikke længere nogen folkesag, påpeger Jesper Carlsen. Sejren var klar, men betød også at OOA mistede indflydelse. ”Men indflydelsen kan man alligevel se i dag. Rigtig mange af de gamle OOA-folk sidder jo i dag og arbejder med energiplaner, vedvarende energi og andet, der har med den grønne omstilling at gøre. Ingen af problemerne ved atomkraft er løst, og globalt set er udviklingen stadig bekymrende, fordi energiforbruget hele tiden vokser.”

Husgavlen i Vestergade i Aarhus prydes den dag i dag af det berømte solmærke. Foto: Flemming Jeppesen

Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF.

Relaterede artikler

Atomkraft: Græsrodssag blev til folketingsbeslutni... Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi vil altid huske den 24. januar 2019. Det var dagen, da et flertal i Folketinget tilkendegav, at Danmark ønsker en r...
De økologiske krisers tre faser I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned, kun ét problem.
Energifællesskaber er en del af løsningen Fremtidens grønne elsystem balanceres bedst med både sol- og vindenergi. Men afgifter arbejder imod lokale energifællesskaber med solcelleanlæg.

Kommentarer (4)

  • Avatar

    Ejvin Beuse

    |

    Ren nostalgi at læse Jespers erindringer fra dengang. godt at nogen har orden i arkiverne (og i hovedet) så den slags historieskrivning ikke bliver glemt.

    Reply

  • Avatar

    Jesper

    |

    Hvor kan jeg finde kilder på:
    “Som et kedeligt kuriosum kan i øvrigt nævnes, at den “ekstremt navigationssikre” “Sigyn” på sin jomfrurejse den 25. november 1982 stødte på grund i Barsebäck havn og fik en 1/2 m lang flænge i skroget og flere buler. Værftsarbejdere i Landskrona smuglede et stykke udskiftet bule ud, som havnede hos OOA. Som jernskulpturen “den utænkelige bule” blev dette skrotstykke senere indviet som kunstværk på Nationalmuseet i år 2000.”?

    Jeg skriver SRP opgave, og kan ikke finde det nogen andre steder. Det ville være en kæmpe hjælp, hvis dette kunne fremskaffes.

    Reply

    • Avatar

      Claus Christensen

      |

      Hej Jesper. Jeg vil lige sætte dig i forbindelse med Jesper Carlsen – det gør jeg lige via mail. Så vidt jeg husker fra interviewet havde Jesper ikke selv nogle kilder på det, men det kan da betale sig lige at spørge ham igen. held og lykke med opgaven! Venlig hilsen Claus Christensen, redaktør.

      Reply

      • Avatar

        Jesper

        |

        Mange tak for den hurtige tilbagemelding, det er vigtigt, når man har en deadline. Jeg håber han kan fortælle mere. Tak for det!

        Reply

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.