Råstof logo

Har klimaet tabt sine aktivister?

Af Melina Antonia Buns

Det kunne være tiden for de store demonstrationer: For vores miljø og klima. Men når blot 1.500 mennesker deltager i en dansk klimamarch anno 2017, kan det næppe siges, at tiden er til de store protestmarcher. Hvor er opråbet for en stærk klimaindsats, nu hvor det allerede er alvorligt? Og hvor er den globale bevidsthed i vores globaliserede verden? En refleksion om aktivismens tilstand i Danmark.

Det er tid til maksimal modstand, skrev Politiken i anledning af klimamarchen den 29. april 2017 – men i betragtning af den lave tilslutning til den danske udgave af den globale klimamarch må man spørge, om borgerne er blevet apatiske over for politiske demonstrationer, så snart disse handler om globale strukturer og ikke om vindmøller i borgernes egne lokalområder. Mens miljø- og klimapolitik er blevet mainstream, er disse holdninger ikke blevet omsat til konkrete politiske handlinger, der adresserer bæredygtig økonomisk vækst eller tiltag mod klimaforandringer. Man er nødt til at spørge, om den manglende politiske vilje, de utilstrækkelige aftaler og omlægningen af klimaansvaret til den enkelte borger udhuler klimapolitikkens globale perspektiver. Der kan altså være grunde nok til at agitere for en mere ambitiøs klimapolitik, der bryder med konsument-kapitalismens principper og kobler økonomisk vækst fra køb af varer.

En globaliseret verden frembringer ikke nødvendigvis global bevidsthed.

Sociale bevægelsers protest

Siden 1960erne har den vestlige verden set en udvikling af nye politiske virkemidler, som blev grebet af den enkelte borger som et middel til at indgå i de politiske, men også sociale og kulturelle protester og processer. Begyndende med fredsbevægelsen under den kolde krig, som inddelte verden i politiske, økonomiske og miltære blokke, har man i Danmark og de vestlige lande i de efterfølgende årtier oplevet større eller mindre protestbevægelser imod atomvåben og atomkraft, for fred og for alternativer til det kapitalistiske samfund. Til trods for de forskellige emner, den enkelte bevægelse rettede sig imod eller for, havde disse nye opståede sociale bevægelser det til fælles, at de ville skabe et alternativ til de etablerede institutioner ud fra socio-økonomiske, politiske og kulturelle samfundsforandringer. For at påvirke processerne til at kunne opnå den ønskede forandring blev der siden 1960erne udviklet nye politiske virkemidler, såsom underskriftsindsamlinger, lovlige demonstrationer, boykot, tilbageholdelse af leje eller skat, besættelse, sit-ins eller blokader, der siden har etableret sig som standardrepertoire for politiske protestaktioner.

Fra kollektiv identitet til subjektaktivisme

I 2008 spurgte den tyske sociolog Simon Teune, om der overhovedet stadig fandtes sociale bevægelser. Hvis det antages, at sociale bevægelser tematiserer samfundsmæssige modsigelser, kunne der ikke ses empirisk bevis for sociale bevægelser. Derimod, argumenterede Teune, findes sociale bevægelser stadigvæk, hvis de defineres som ikke-statslige grupper, der enes ved en kollektiv identitet og en stræben efter en principiel social forandring. Ifølge Teune skyldes tvivlen på bevægelsernes eksistens, at disse ikke længere er massemobiliserende og derfor ikke er med i borgernes bevidsthed.

Netop den kollektive identitet er ved at forfalde, når klimaaktivismen kun kommer til udtryk i den enkelte borgers forbrug og adfærd, fx ved at benytte flyrejser mindre eller frasige sig kød og andre klimabelastende fødevarer. ”En relativ svag tradition for radikal aktivisme i Danmark samt mange år uden protest-aktivisme er nok et par af grundene til, at vi ikke ser stor opbakning til klimademonstrationer og lignende”, forklarer Jeppe Læssøe, der er professor MSO og forsker i miljø og socio-kulturelle forandringsprocesser ved DPU. Han vurderer, at ”yngre generationer tilsyneladende ikke er vrede og systemkritiske som tidligere, men snarere søger efter positive alternativer.” Det er, ifølge Læssøe, netop gennem ændringer i forbrugernes adfærd, at en form for klimaaktivisme kommer til udtryk, og som nu ser ud til at befordre større initiativer til bæredygtige produktions- og levemåder.

De-politisering

Samtidig har miljøbevægelserne siden 1970erne forandret sig fra at være græsrodsbaseret til at være professionel medlemsbaseret og hierarkisk struktureret, fra at anfægte værdier og politiske ideologier til at beskæftige sig med daglige husholdningsteknologier. Professionalisering, der i stedet for at arbejde konfrontativt, førte til mere og mere policy-arbejde inden for det etablerede politiske system, samtidig med at miljø og klima blev fælleseje, bidrog til, at bevægelsen har mistet sit mobiliseringspotentiale, sin folkelig forankring og sin kritik. ”Det svækker den folkelige oplysningsproces”, konstaterer Jeppe Læssøe. Det er ikke konsekvent når politikerne adresserer klimaforandringer og underskriver internationale aftaler for at begrænse den globale opvarmning, men fortsætter med at føre den samme ikke-bæredygtige politik. For at forhindre klimaforandringerne skal økonomiske, kulturelle og sociale strukturer forandres – men nutidens politik formidler måske i stedet illusionen om, at de iværksatte tiltag er tilstrækkelige og fokuserer derfor på håndteringen af klimaforandringernes konsekvenser, som herefter i øvrigt bliver gjort til et teknisk snarere end et politisk problem.

Think global, act local – act local, think local

Hver gang nye vindmøller skal opføres, protesterer følelsesladede modstandere, da de frygter forringelse af de landskabelige værdier eller livskvalitet med det resultat, at nogle projekter helt opgives. Hvis klimaforandringerne skal begrænses, er vedvarende energi essentielt. Men også, at vi som borgere tager et globalt ansvar. Det vil betyde, at vi er nødt til at omlægge vores livsstil, skære ned i vores forbrug og bruge færre ressourcer. Det vil indebære, at vi er nødt til at støtte og kræve en omlægning til vedvarende energi med den konsekvens, at vindmøller bliver synlige i landskabet, men som i sidste ende vil bidrage til, at biodiversiteten kan bevares. Nu hvor mennesker i andre dele af verdenen allerede er udsat for klimaforandringer, er det mere nødvendigt end før, at den globaliserede verden lever op til sin betegnelse og agerer globalt.

Når miljøbevægelsens slogans think global, act local ofte i realiteten bliver act local, think local, skyldes det ifølge Jeppe Læssøe ”først og fremmest, at globale trusler er abstrakte, fjerne og komplekse, mens de lokale er sansekonkrete, erfaringsbaserede og nærværende.” Det komplementeres med ”manglende uddannelse til fremme af tænkning i sammenhænge, globale værdier og demokratisk handlekompetence”, uddyber Læssøe. En globaliseret verden frembringer ikke nødvendigvis global bevidsthed; og hvis denne bevidsthed findes, er det uvist, om vi er villige til at se de store sammenhæng og agere ifølge dem. For det er nemmere at protestere og råbe højt, når ansvaret ligger hos andre – men det globale klima kræver, at også vi selv omlægger vores livsstil.

Klimaaktivisme i nye klæder

Så selvom klimatruslen anerkendes, gør dens alvor ikke. Den enkelte borgers omlægning af forbrug og adfærd er vigtig, men ikke nok. ”Praktiske sociale eksperimenter såvel som politiske visioner og debat er utrolig vigtige at udvikle, hvis fortrængningstendensen skal modvirkes, og den politiske aktivitet skal styrkes”, forklarer Jeppe Læssøe. For Læssøe er det en nødvendig del af indsatsen, ”at de kræfter, der modarbejder en klimapolitik, der står mål med problemerne, kritiseres og bekæmpes samtidig med, at der udvikles attraktive og realistiske alternativer for samfundet.” I så fald må klimaaktivismen og dens aktører huske tilbage til den tid, da de tematiserede samfundsmæssige modsigelser og forsøge at genoplive og mobilisere den geist over for det nuværende lokale såvel som globale samfund. Men det forudsætter, at aktivismen skal samles uden for det politiske system for netop at kunne sætte spørgsmålstegn ved de politiske handlinger: For protestaktioner har vist sig at udgør et vigtigt element i påvirkningen af den offentlige mening og det repræsentative demokratiets policy-processer.

Melina Antonia Buns er skribent for RÅSTOF.

Relaterede artikler

Atomkraft: Græsrodssag blev til folketingsbeslutni... Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi vil altid huske den 24. januar 2019. Det var dagen, da et flertal i Folketinget tilkendegav, at Danmark ønsker en r...
De økologiske krisers tre faser I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned, kun ét problem.
Energifællesskaber er en del af løsningen Fremtidens grønne elsystem balanceres bedst med både sol- og vindenergi. Men afgifter arbejder imod lokale energifællesskaber med solcelleanlæg.

Kommentarer (2)

  • Avatar

    Per Mikkelsen

    |

    Det er ikke i orden at benævne vindmøllemodstand som følelsesladet – underforstået som ufornuftig. Det kan være meget velbegrundet at være modstander af et bestemt vindmølleprojekt. Flere af de kystnære vindmølleprojekter er ufornuftige, fordi de er ødelægger store visuelle værdier for mange mennesker og fordi der er alternativer placeringen længere ude på havet. Mange vindmølleprojekter på land er ufornuftige, fordi de baseres på vindmølleentreprenørers ansøgninger til myndighederne, og derfor kommer til ligge som mindre spredte og ødelæggende tekniske anlæg i værdifulde landskaber i stedet for at blive planlagt af stat og kommuner i nogle få store sammenhængende vindmølleparker i nogle prioriterede robuste landsakber og med mulighed for ekspropriationer og uden mulighed for store gevinster til lodsejere og entreprenører betalt af skatteborgerne.

    Reply

    • Avatar

      Melina

      |

      Tak for din kommentar!
      Vi er enige med dig, at der er et problem med private investorer, der køber land for at sætte vindmøller op, uden at interagere med og integrere lokalbefolkningen i processen.
      Men der findes også tilfælde, som fx i Haderslev Kommune, hvor lokalbefolkningens modstand er meget stor, og hvor byrådspolitikere også vakler – selvom det kommunale projekt er baseret på lokaleje og netop ikke båret af private investorer. Projektet giver også gunstige betingelser for de få berørte ift. ejendomsværditab. Alligevel er det tvivlsomt om projektet bliver til noget.
      Hvis Danmark skal nå sine målsætninger i grøn omstilling, vil det være godt, om flere lokalejede vindmølleprojekter kunne komme op at stå.

      Reply

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.