Råstof logo

Barsebäckmarch den 13. september 1980. Foto: Søren Rud.

Historien om atomkraften i Danmark, del 1: ”Der var jo nogle ting på spil, som var alvorlige”

Del artiklen med andre
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on FacebookPrint this pageEmail this to someone

Af Claus Christensen

Det var dramatiske år i 1970erne. Planer om atomkraftværker i Danmark lå klar i skuffen hos elselskaberne, men græsrødder i energibevægelsen ville det anderledes. 

Et amerikansk dollargrin ruller ind på parkeringspladsen ved Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus. Året er 1975. På pladsen har OOA-aktivister (Organisation til Oplysning om Atomkraft) taget opstilling og er klar til at tage imod direktør E.L. Jakobsen. Det er ham, der sidder bag rattet i bilen. Jakobsen er direktør for det jysk-fynske energiselskab ELSAM, og det er ham, der under et møde med bekymrede borgere på Gyllingnæs i 1974 arrogant har meldt ud: ”I kan diskutere lige så meget I vil. I får atomkraft alligevel”. I det naturskønne område, Gyllingnæs, mellem Odder og Horsens, er det meningen, at Danmarks første atomkraftværk skal ligge. Hvis det altså står til ELSAM, som denne dag har generalforsamling på idrætsanlægget i Vejlby.

Direktør i dollargrin

”Det fik elselskaberne til at sige: Vi kan opføre atomkraftværker, og vi kan gå i gang i næste uge”.

Jesper Carlsen

En af aktivisterne fra dengang hedder Jesper Carlsen. Det er ham, jeg har siddende foran mig. På bordet ligger et væld af fotos fra 70erne og 80ernes OOA-aktivistiske tid. Nogle i sort-hvid andre i farver. Også et foto af Jakobsens store flyder og ét af politiet, der er kommet for at fjerne demonstranterne, dukker op (se nedenfor). Jesper Carlsen er i dag 63 år. Den tidligere musiklærer på Vestbirk Højskole husker aktionen tydeligt. Det var dén demonstration, der fik ham til at engagere sig i modstanden mod atomkraft. ”Der var generalforsamling i ELSAM, og vi tænkte: Der skal dælme være noget opmærksomhed derude. Så vi stillede os fredeligt op med nogle skilte, mens der kom delegerede til generalforsamlingen. Så ankommer direktøren i et stort dollargrin, og vi skulle flytte os, så han kunne komme ind. Det var så provokerende, at Jakobsen kom i en kæmpe benzinsluger. Samtidigt dukkede politiet op og bad os om at fortrække fra stedet. De to ting fik os til at sige: ”Fandme nej, det kan ikke være rigtigt! Der var jo nogle ting på spil, som var alvorlige.”

Direktør E.L. Jakobsen ankommer til ELSAMs generalforsamling i Vejlby Risskov Hallen. Foto: Jesper Carlsen.
ELSAM havde planerne klar for atomkraft i Danmark. I sidste ende blev det en sejr for bevægelsen mod atomkraft. Her er politiet rykket ud for at fjerne demonstranter. Foto: Jesper Carlsen.

Én underskrift var nok

På det tidspunkt blev det klart, at Folketinget ikke skulle inddrages, for at atomkraften kunne blive indført i Danmark. En underskrift fra undervisningsministeren var nok. Det skyldtes det ejendommelige, at atomenergikommissionen hørte ind under Undervisningsministeriet. ”Elselskaberne proklamerede: Vi kan opføre atomkraftværker, og vi kan gå i gang i næste uge”, husker Jesper Carlsen. Planerne gik på, at de første værker kunne stå klar i 1980. ”Så den første kamp gik ud på at få råbt politikerne op og kræve, at de ville udskyde beslutningen, så den kunne tages op i Folketinget på et oplyst grundlag.” Allerede i 1971 havde ELSAM faktisk ansøgt Miljøministeriet om at reservere bestemte områder til fremtidens atomkraftværker, ikke kun ved Gyllingnæs men også på Stevns.

Hvad skal væk?

Hos OOA er man i 1974 i fuld gang. Ikke kun med at bedrive politisk lobbyarbejde, men også med at få folkelig opbakning til kampen mod atomkraft. Organisationen opretter over 100 lokalafdelinger i hele landet. Arrangerer høringer, foredrag og studiekredse. Det herostratisk berømte solmærke Atomkraft – nej tak ser dagens lys i 1975. Oplysningpjecer og aviser bliver trykt og husstandsomdelt. Der bliver sat rockmusik til kampen og arrangeret demonstrationer og protestmarcher.  ”Barsebäck var helt centralt for vores arbejde. Det var jo en kæmpe fejl, at de byggede det – 20 km fra København. Der havde vi en god sag, som hjalp os. Det rejste jo spørgsmålet om sikkerheden for Danmark. Hvad ville der ske, hvis København blev ramt af en ulykke på Barsebäck? Eksperter sloges om, hvor mange dødsfald, det ville betyde. Vi rejste også spørgsmålet om oprydning efter en ulykke. Jeg husker, at OOA lavede en happening – en vaskedag. De klædte en stor gruppe aktivister ud i tætte plasticdragter og gav dem skurebørster i hånden. Og så begyndte de at gøre rent inde i København – op og ned på husfacaderne og fortovene. Bare for at vise hvor håbløs sådan en aktion med at rense byen ville være.”

Atomvåben og atomkraft

Jesper Carlsen var aktivist i OOA-lokalgruppen i Aarhus i studieårene 1975-86. Engagementet strakte sig til både butiksgruppen, energibusgruppen, studiekredsgruppen, energikontorsgruppen, økonomigruppen og forskellige kampagnegrupper. Han taler om tiden i 1970erne: At man skal se bevægelsen mod atomkraft gennem det historiske. Det, der skete efter 2. verdenskrig. ”De store begivenheder, som truede verdens eksistens, atomoprustningen under den kolde krig og forureningen, spillede ind. Folkene, der startede OOA, havde for manges vedkommende været aktive i politiske bevægelser mod især atomvåbenkapløbet. Og så var der de bilfrie søndage under oliekrisen, som jo satte gang i snakken om atomkraft i Danmark”, forklarer Jesper Carlsen. Oliekrisen rejste for alvor spørgsmålet om forsyningssikkerheden på energiområdet. I Mellemøsten brugte sheikerne olien som politisk og økonomisk våben, og ved at skrue ned for produktionen røg priserne voldsomt i vejret, og det blev også alvor for lille Danmark. Ud over de bilfrie søndage blev gadebelysningen og varmen også skruet ned. Den enkelte dansker blev berørt.

Den lille mand og systemet

Allerede i januar 1974 havde en lille gruppe af modstandere mod atomkraft fundet sammen. De havde dannet OOA, Organisation til Oplysning om Atomkraft. ”Der blev dannet en græsrodsorganisation med et landssekretariat. Og det var nogle af de rigtig gode folk, der var med. Men det var en lille kreds. De fik råbt op om det farlige ved atomkraften og krævede en ordentlig debat. Hvad med sikkerhed, radioaktivt affald og spredning af plutonium? Det var fra starten en kamp mellem den lille mand og systemet. Elselskaberne var jo en teknokratisk verden, hvor man mente, at kun fagkundskaben havde kompetance til at udtale sig om tingene.” Men hvordan kunne man i OOA gå ind i en så kompliceret diskussion som spørgsmålet om energi, forsyningssikkerhed, atomkraft, vedvarende energi? ”Der sad nogle virkelig dygtige folk i OOA med viden og ekspertise. De indsamlede kritiske rapporter og fik lavet et helt internationalt bibliotek om energi og atomkraft, og folketingspolitikere kontaktede utallige gange OOA for at få viden”.
Debatmiljøet var præget af en arrogant bedrevidenhed fra tilhængernes side, husker Jesper Carlsen. “Vi var oppe mod nogle debattører, som sagde: Det ved du ikke noget om, du lille mand. Du må hellere gå hjem og læse på lektien. Vi blev kaldt naive, romantiske amatører, og vedvarende energi blev latterliggjort. Og så var der jo nærmest ingen kritikere blandt fagfolk af atomkraft. På Risø var de alle tilhængere. På nær professor Ove Nathan, som var skeptiker. Han hjalp med at analysere kritiske rapporter og stod for en beregning af, hvad der kunne ske ved en ulykke på Barsebäck. En professor i atomfysik kan man ikke bare afvise. Ham kunne OOA støtte sig rigtig meget til.”

Jesper Carlsen (på fotoet) er i dag en af 100 glade medejere af denne vindmølle.

Jesper Carlsen (på fotoet) er i dag en af 100 glade medejere af denne vindmølle. Foto: Jesper Carlsen.

Atomkraftværker stod på spring

Den 17. april 1974 melder Handelsminister Poul Nyboe Andersen (V) ud: “Der vil ikke blive bygget noget atomkraftværk i Danmark, uden at Folketinget først har taget beslutning.” OOA´s arbejde havde båret frugt – i hvert fald så langt, at elselskaberne ikke kunne indføre atomkraft uden om Folketinget. Alligevel var de fleste politikere – med undtagelse af dem på den yderste venstrefløj – ikke afvisende over for atomkraft. Socialdemokraterne talte for eksempel for at indføre atomkraft under folketingsdebatterne i midten af 70erne.  Truslen mod atomkraft i den danske elforsyning var altså ikke endegyldigt afblæst. Opbakningen til OOA voksede til gengæld støt. Handelsminister Erling Jensen (S) fremlagde i maj 1976 en langsigtet energiplan, hvor omstillingen fra olie til kul og atomkraft stod helt centralt. Fire a-kraftværker skulle bygges i årene 1985-93, og yderligere to fra 1995 til 1999. Kun Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod den reviderede atomanlægslov.

Den gamle Sporveje-bus, som fik navnet “Energibussen”, rummede en hel planche-udstilling om atomkraft. Foto: Jesper Carlsen.
Rock mod atomkraft samlede omkring 10.000 tilskuere i Hørhaven i det sydlige Aarhus. Foto: Jesper Carlsen.

Marcher og koncerter

Den første store atomkraftmarch, som OOA-folkene står bag, er en fællesnordisk protest imod Barsebäckværket i 1977. Året inden har en meningsmåling vist, at et flertal i den danske befolkning er imod indførelsen af atomkraft. I den fællesnordiske march deltager 20.000 danskere, svenskere og nordmænd. Og i 1978 bliver det endnu større, da tilsammen 50.000 mennesker marcherer fra Gylling Næs til Århus og fra Stevns til København. Det foregik endda over to dage. Nogle år efter møder 10.000 mennesker op i Hørhaven i det sydlige Aarhus til ”Rock mod atomkraft”. ”Det var en kæmpe opgave”, fortæller Jesper Carlsen. ”I OOA begyndte vi at få erfaringer med at lave store arrangementer. Vi fik involveret og mobiliseret folk, der kunne hjælpe os. For eksempel mennesker der havde erfaring med at arrangere koncerter og festivaler, og som frivilligt stillede deres ekspertise til rådighed. Samtidigt fik vi mere og mere dokumentation om det problematiske ved atomkraft. Og hen ad vejen fik vi større opbakning, også fra pressen, især Ekstra Bladet. Det var godt stof for dem. Barsebäck, atomulykker, den lille mand, og frygten. Hele bevægelsen var godt stof.”

Denne artikel er den første af to om Jesper Carlsen og hans engagement i OOA. Følg med i næste måned.

Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF.

Relaterede artikler

Det bedste forbrug er genbrug Modeindustrien har travlt med at markere sig som bæredygtig, men bag facaden ser virkeligheden noget anderledes ud. Genbrug er en del af løsningen, me...
Kinas NGO´er har fået det sværere under Xi Jinping... Kinas miljøbevægelse har fået det markant strengere under præsident Xi Jinping, men samtidig er det indlysende, at regeringen og kommunistpartiet har ...
Scenarie: Transport med benzin- og dieselbiler eks... Vi kan forvente, at biltrafikken med benzin- og dieselbiler vil stige i hastigt frem mod 2030. Den førte transportpolitik giver næring til et skræksce...

Kommenter indlægget

Del artiklen med andre

Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on FacebookPrint this pageEmail this to someone

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 20. december, 2017.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.

RÅSTOF digitalt nr. 7 2017

Nutid, tak! ”Tog er fortid. Asfalt er fremtiden.” Sådan lyder det fra regeringspartierne Venstre og Liberal Alliance. Og Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentsen sætter trumf på og udtaler, at ”hvis Aarhus skal have mere letbane, må de selv betale” (Fyens Stiftstidende 9. januar 2017). Dermed overser Venstres ordfører de overfyldte indfaldsveje til selvsamme by, og at det er plat umuligt at parkere de fleste steder i byen samt ikke mindst, at halvdelen af Aarhus´ befolkning ikke har bil. Især på den politiske højrefløj savner man trafikpolitikere, hvis opfindsomhed strækker længere end til at foreslå flere spor på de danske motorveje.
Skal olie- og bilindustrien have frit løb til at vride de sidste kroner ud af deres investeringer? Eller skal vi tage forskud på fremtiden og erklære benzinbilen for død og organisere et samfund uden biler?
Med den nuværende regerings kurs vil transport med benzin- og dieselbiler eksplodere i 2030. Drivhusudledningen fra personbiler vil øges med 43%. VedvarendeEnergi foreslår, at el-og hybridbiler indføres som i Norge samtidig med, at kollektiv transport + cykling overtager en del af persontransporten fra bilerne. Derved kan personbilernes CO2-udledninger reduceres 89% frem til 2030 (se artiklen om biltransport i dette nummer af RÅSTOF).

Hans Pedersen, redaktør af RÅSTOF og
Claus Christensen, ansv. redaktør af RÅSTOF

Artikler: