Råstof logo

I andre lande har universiteternes investeringer været i søgelyset. Her i England. Foto: Flikr.

Interview: Pensionskasser er hastigt på vej væk fra kulsorte investeringer

Af Claus Christensen

RÅSTOF har talt med Lars N. Jensen fra VedvarendeEnergi om den såkaldte divestment-kampagne, som handler om at få blandt andre pensionselskaber til at stille om fra investeringer i olie, kul og gas til klimarigtige løsninger – blandt andet vedvarende energi.

Hvad er baggrunden for at overbevise pensionskasserne om at skifte til bæredygtige investeringer – det såkaldte divestment-princip?

Det startede ved COP 15 i København, hvor stort set det eneste, der kom ud af topmødet var et tal: De berømte max. 2 graders stigning. Det tal kunne man så regne et carbon-budget ud fra, dvs. et overslag over, hvor mange gigaton CO2, der kan udledes til atmosfæren uden at overskride temperaturmålet. Når man kender det tal, som er ret lavt, begrænser det jo så, hvor meget man kan købe og brænde af disse fossile brændstoffer: Kan man så se, at der er flere, der vil sælge mere end dette tal, så kan man se, at det ikke passer sammen. Første gang man så den kobling, var i 2011 i rapporten Carbon Tracker. Rapporten fik ikke ret meget opmærksomhed. Først da Bill McKibben (amerikansk miljøforkæmper, red.) i 2012 brugte data fra rapporten,  hvor han påpegede, at man bare skulle sælge fossile investeringer fra, skete der for alvor noget.

”Der er faktisk 10 ud af 25 pensionskasser, som nu har skrevet Paris-aftalen ind i deres investeringer. Og her taler vi om blandt andet PFA og Sampension, som er nogle af de største”

Lars N. Jensen, senioranalytiker, VedvarendeEnergi

Den kampagne spredte sig ret hurtigt, og i 2013 var der også nogle, der hørte om den i Danmark. Der startede man ansvarlig fremtid-kampagnen (læs mere på AnsvarligFremtid’s hjemmeside). Globalt kiggede man i begyndelsen på kirker, kommuner og universiteter, mens man i Danmark begyndte med pensionskasser og -selskaber og fik folk til at skrive kritiske breve til pensionskasserne og -selskaberne. Det betød, at der var folk under 55, der begyndte at interessere sig for deres pensionsopsparinger. Det var man ikke vant til i den branche. I 2014 blev der fremsat forslag på 3 generalforsamlinger, i JØP, DIP og MP, om divestment. Og i 2015 blev det udvidet til 7, som er dem, hvor medlemmerne har mulighed for at stille forslag. I 2015 blev det også suppleret med en kommunekampagne, som også vendte bøtten, så mange kommuner gik fra at sige, at det har vi aldrig hørt om, til at sige selvfølgelig gør vi det.

Hvordan er situationen med pensionskasserne i Danmark – hvor langt er man med divestment?

Der er faktisk 10 ud af 25 pensionskasser, som nu har skrevet Paris-aftalen ind i deres investeringer. Og her taler vi om blandt andet PFA og Sampension, som er nogle af de største. Så det er blevet nogenlunde accepteret, at klima spiller en rolle for investeringer. I forhold til de andre bæredygtighedsdagsordener, der måtte findes, så ligger Danmark meget højt. Så på den måde har divest-kampagnen været meget stærk og kommet op på allerhøjeste niveau.

Illustration: Ina Graneberg

Hvordan vurderer du udviklingen for pensionskassernes grønne investeringspolitik?

Altså, pensionsselskaber er jo forskellige, så der vil være nogle, som er fremme i skoene, og så vil der være nogle, der følger mængden, og nogle, der hænger i bremsen. Men det kan jo også ændre sig undervejs. Men udviklingen går imod, at der skal være langt mere opmærksomhed på investeringer, der er bæredygtige, det er der ingen tvivl om. EU har lige offentliggjort en rapport, som lægger op til en række virkemidler, der meget vel kan blive begyndelsen på et egentligt lovgivningsarbejde. Med mindre den rapport falder fuldstændigt fra hinanden – men det gør den nu nok ikke – må man forvente, at der kommer en eller anden type lovgivning, som skaber endnu større fokus på bæredygtighed i investeringerne.

I USA er de fire største kulkompagnier gået konkurs – er det skriften på væggen for den fossile udvinding og dermed en løftestang for divestment?

På en måde er det ventet, at de fire største kulkompagnier i dag er lukkede – gået konkurs. Det skyldes også nogle øgede miljøkrav til kul. Samtidig er skifergassen kommet til, og så er der jo ikke mindst en kraftig udbygning med vedvarende energi. Ser vi på ét af de 8 energimarkeder i USA, det i Texas, som er et meget frit marked og temmelig isoleret, så er det interessant, at vedvarende energi har den største andel af energiproduktionen. Det er jo fordi, at vedvarende energi ikke har nogen brændstofudgift. Så brændselsfri energi kan altid konkurrere på brændstofudgift med brændselsbaseret energi. Så den almindelige antagelse er, at det simpelthen er omkostningsniveauet, der gør, at kul er faldet så meget, som det er i USA. Men når det handler om økonomi, er det jo ikke alt, man kan påvirke gennem politik; for at der skal være økonomi i kul, skal der jo være nogle til at købe det. Og hvis man kan lave den samme energi uden at købe noget som helst, så er det svært at konkurrere. Alle er blevet overraskede over, hvor meget den vedvarende energi er faldet i pris – især solceller. I 1970’erne var solceller noget til månelanding og til lommeregnere, i dag kan man bygge kraftværker med solceller – billigt endda.

Klima og investeringer – hvordan hænger de to ting sammen?

Man kan sige, at dér hvor klima og økonomisk aktivitet mødes, det er ved mængden af kulstof. Både den, der lukkes ud i atmosfæren, og den som kan regnes om til en produktmængde af kul, olie og gas. Økonomi handler meget om priser og mængder – og udbud og efterspørgsel – men det er altså mængden, der er det vigtige. På klimasiden kan man lave en sammenhæng mellem temperaturmål og en mængde kulstof.

Kan teknikken med at deponere CO2 blive en stopklods for divestment?

CCS-teknikken med at lagre C02 er alt for dyr. Det øger brændstofforbruget markant, måske med en tredjedel. Med de prisfald man har set på vindkraft og solceller, så er det urealistisk, at det får en betydning. Man skal måske i forhold til CCS skelne mellem carbon capture-delen, dvs. det at samle CO2 fra luft og storage-delen, dvs at gemme denne CO2 dybt nede i jorden. Måske kan carbon capture godt bruges til noget, fx til produktion af plastik, hvor man jo bruger olie i dag. Carbon capture kan måske bruges til at indfange kulstof fra atmosfæren til plastikproduktion, så vi ikke tilføjer nyt kulstof, når plastik ender sit liv i affaldsforbrænding. I forhold til storage eller lagring siger klimaaftalerne, at vi skal have udviklet en teknik, der tager kulstof ud af atmosfæren og binder i jorden igen, de såkaldte carbon sinks. Man skal ikke være naiv om, at der er mange problemer forbundet med teknikken med at lagre CO2 dybt nede i jorden. At binde kulstof i skove og jorden er måske mere sandsynligt. I elproduktion er det alt for dyrt med CCS; hvis et kulkraftværk skal betale for at deponere sin C02, kan det ikke betale sig, fordi det slet ikke kan konkurrere med sol og vind.

I dag sættes der tal på, hvor stor en mængde af olie, kul og gas, der af hensyn til klimaet skal forblive i jorden – hvad siger de tal dig?

Der kom i 2016 rapporten The Sky’s Limit, som sagde, at verden har bygget oliebrønde og infrastruktur nok til at kunne ødelægge klimaet. Vil vi ikke ødelægge klimaet, skal vi bruge færre fossile brændsler, og vi skal også tage anlæg ud af drift, inden de er slidt op. Storebæltsfærgerne tjente sikkert gode penge, mens de sejlede, men man byggede ikke nye, mens man byggede Storebæltsbroen. Sådan kan man sammenligne med situationen på energiområdet. Men her bygges stadig nye olieplatforme og har gamle i drift, samtidig med at det meste af energisektoren er ved at stille om. Pensionskasserne bør sige fra over for de olieselskaber, de ejer, og at de ikke vil have, at deres kontanter bruges på at bygge ny infrastruktur til fossiludvinding.

Hør mere om divestment på dansk:

Eller puds dine engelskkundskaber af:

Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF.

Relaterede artikler

Atomkraft: Græsrodssag blev til folketingsbeslutni... Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi vil altid huske den 24. januar 2019. Det var dagen, da et flertal i Folketinget tilkendegav, at Danmark ønsker en r...
De økologiske krisers tre faser I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned, kun ét problem.
Energifællesskaber er en del af løsningen Fremtidens grønne elsystem balanceres bedst med både sol- og vindenergi. Men afgifter arbejder imod lokale energifællesskaber med solcelleanlæg.

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.