Råstof logo

Der er ti tilladelser på vej til olie- og gasudvinding i Arktis, beretter Greenpeace og Natur og Ungdom.

Synspunkt: Hvem har ansvaret for Norges miljø?

Af Melina Antonia Buns

Et olieeventyr kan man roligt kalde Norges udvinding af olie og gas. I hvert fald hvis man tager de økonomiske briller på. Men hvordan med de miljømæssige konsekvenser?

I landet, hvor elbiler er så almindelige, at man ikke længere lægger mærke til dem, hvor den nye regering gør klima til et af sine kerneområder, hvor Paris-aftalen i det første industriland blev vedtaget, og hvor den statslige pensionsfond trækker sig fra investeringer i kul.  Ja, i dette land uddeles samtidig nye licenser til efterforskningsboringer i det arktiske Barentshav. Op til 450 km til det norske fastland, delvist i iskantområder og fiskeriområder, og uden eksisterende infrastruktur skal tretten olieselskaber lede efter det sorte guld, der skal sikre driften af petroleumsindustrien i tiden efter 2030 – altså den tid, hvor fossil energi ifølge internationale klimaaftaler skal udfases. Men i dette land, lad os kalde landet for Norge, har man siden grundlovsrevisionen i 2014 også haft en miljøparagraf §112, der kræver retten til et sundt miljø som en menneskeret. Den paragraf truer nu det norske olieeventyr juridisk.

”Vi har klart å vise at det er fullstendig inkonsistent av Norge å fortsette og dele ut nye oljefelt når verdens klima ikke tåler mere fossil olje og gass”.

Truls Gulowsen, formand for Greenpeace Norge.

Ifølge Greenpeaces og Natur og Ungdoms stævning, så er de ti nye tilladelser i Arktis i strid med både Norges grundlov og med landets internationale forpligtelser. Organisationerne argumenterer med, at licenserne er uforenelige med det eksterne behov for reducering af nationalt og globalt CO2-udslip, og at infrastrukturen ødelægger et sårbart og unikt miljø nær polarfronten, samt at de økonomiske beregninger bygger på et fejlagtigt grundlag, da de ikke tager hensyn til de økonomiske risici. Derfor sagsøgte miljøorganisationerne staten for at erklære licenserne for ugyldige. Man kunne mene, at en sag, hvis argumentation er funderet på videnskabelig forskning, kunne få medhold i en juridisk proces. Men selvom Tingretten gav miljøorganisationerne ret i, at §112 er en rettighedsbestemmelse, dømte retten i Oslo i strid med dette, da den nægtede at se rettigheden i tiltagspligten, som staten har. Denne realitetsfornægtelse bliver endnu mere tydelig, idet dommen fastslår, at kun det nationale udslip er afgørende, og at dette globalt set er så småt, at det må være ubetydeligt. Ifølge Hans Petter Graver, professor ved juridisk fakultet på Universitet i Oslo, fjerner dette grundlaget for ethvert klimatiltag i Norge. Cathrine Hambro, miljøorganisationernes advokat i Klimasøksmålet, kalder dette for ”gal lovgivning”, når Tingretten skelner mellem norsk produceret petroleum og udenlandsk brug af denne olie. ”Vi har klart å vise at det er fullstendig inkonsistent av Norge å fortsette og dele ut nye oljefelt når verdens klima ikke tåler mere fossil olje og gass”, lød det fra Truls Gulowsen, formand for Greenpeace Norge, på pressemødet i mandags. En af ankens væsentlige punkter er derfor at få medhold i at handlingerne i den norske petroleumsindustri bringer ny karbon ind i karbonregnskabet, og at den norske stat derfor står med pligten til at iværksætte tiltag – i overensstemmelse med §112.

I 1970’erne ville landene heller ikke gå frem i enegang med høje miljøkrav og -restriktioner i frygt for at miste international konkurrenceevne. Fyrre år senere vil ingen petroleumsproducerende land frasige sig denne økonomiske indtægt, da der stadig er penge at tjene. Foreløbigt i hvert fald. Principsagen mellem miljø og økonomi, mellem pligten over for efterfølgende generationer og udnyttelse af endelige resurser, mellem olietæppet på havet og usynlig forurening, mellem internationale aftaler og national velfærd, mellem solidaritet og ignorance, den ligger nu i hænderne på Norges Høyesterett – forudsat den vælger at behandle anken, for forpligtelsen til dette er ikke til stede, og på den måde kunne landet nemt trække sig fra sit ansvar.

Melina Antonia Buns er ph.d.-stipendiat ved Universitetet i Oslo.

Relaterede artikler

Atomkraft: Græsrodssag blev til folketingsbeslutni... Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi vil altid huske den 24. januar 2019. Det var dagen, da et flertal i Folketinget tilkendegav, at Danmark ønsker en r...
De økologiske krisers tre faser I det daglige har jeg mange problemer, som optager mig. I modsætning hertil har en pilot i et fly, der er ved at styrke ned, kun ét problem.
Energifællesskaber er en del af løsningen Fremtidens grønne elsystem balanceres bedst med både sol- og vindenergi. Men afgifter arbejder imod lokale energifællesskaber med solcelleanlæg.

Kommenter indlægget

Kolofon

Udgiver:
VedvarendeEnergi
Klosterport 4F., 8000
Aarhus C
cc@ve.dk
www.ve.dk
Redaktion:
Claus Christensen (ansv.) og Hans Pedersen
Næste nummer af RÅSTOF digital udkommer: 28. februar 2019.

VedvarendeEnergi er en dansk miljøorganisation, der i mere en 40 år har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Vi er uafhængige af kommercielle og partipolitiske interesser, og ser CO2-reduktion, miljøhensyn, social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed i lokal og global sammenhæng.

Artikler i RÅSTOF afspejler ikke nødvendigvis organisa-
tionens holdning.

Gengivelse af artikler m.v. ses gerne – men med kildeangivelse.

Få vores nyhedsbrev

Vil du vide mere om alt det, der foregår i VedvarendeEnergi, UngEnergi, EnergiTjenesten og de lokale foreninger, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Nyhedsbrevet udkommer 8 gange om året med seneste nyt om vores aktiviteter i ind- og udland.

Følg os

Har du lyst til at følge VedvarendeEnergis aktiviteter og blive klogere på problemstillinger og løsninger inden for klima, miljø og energi?

Klik på ikonerne og hold dig opdateret via de sociale medier.