10 skridt på vejen mod en vindmøllesucces

”Danmark havde mellem 1907 og 1918 en vindmølleindustri med ca. 20 fabrikker og mange mindre producenter. Udviklingen kulminerede i 1916, da der blev opstillet 1.317 møller. Den rekord er aldrig siden blevet slået”.

I 1860 kunne man i den lokale avis læse, at bønderne på Mors var begyndt at sætte møller op på ladetagene. De hjemmelavede møller var meget simple. Man stillede en kraftig bjælke på højkant, monterede en aksel med 4 vinger på toppen og etablerede et træk med to skiver og et reb eller kæde ned til de maskiner, der skulle drives. Når møllen skulle i brug blev der sat sejl på vingerne og hele maskineriet blev drejet op mod vinden med håndkraft.

Byggeriet blev hurtigt overtaget af professionelle møllebyggere. Bjælken var der stadig, men skiverne og rebet blev udskiftet med tandhjulsdrev og en lodret aksel. “Stokmøller” blev de kaldt og de blev især populære i egnene omkring Limfjorden og langs den jyske vestkyst, hvor der var masser af vind.

1895: “Klapsejleren” – en dansk specialitet.

Den første maskinstatistik i landbruget i 1907 viste, at der var 4.600 gårde, der havde vindmøller. Mindst 4.000 af dem var nok stokmøller. Resten var industrielt fremstillede møller – for nu havde Danmark fået en vindmølleindustri.

En fabrik i Esbjerg producerede fra 1876 møller, der var inspireret af de amerikanske “vindroser” med mange tætsiddende blade og var i næsten 20 år alene på det danske marked. Men i 1890’erne kom der flere producenter. Nogle byggede vindroser – andre en ny dansk specialitet – “klapsejleren” med 5 eller 6 vinger, der havde drejelige træklapper. Begge typer var i modsætning til stokmøllerne “selvregulerende”.  Bladene eller klapperne indstillede sig efter vindstyrken og møllen drejede selv op mod vinden (“krøjede”) ved hjælp af 2 tværstillede “krøjerotorer”.

I den næste statistik fra 1923 var der 16.600 gårde med vindmøller og over 70% af møllerne stod i Nord- og Vestjylland. Siden 1907 var der altså leveret mere end 12.000 nye vindmøller alene til landbruget. Mange stokmøller var også udskiftet med de nye “jernmøller”. Der blev også solgt møller til bl.a. vandværker og landvindingsprojekter.

Danmark havde mellem 1907 og 1918 en vindmølleindustri med ca. 20 fabrikker og mange mindre producenter. Udviklingen kulminerede i 1916, da der blev opstillet 1.317 møller. Den rekord er aldrig siden blevet slået.

Heide’s Maskinværksted på Mors byggede i årene før 1. Verdenskrig en mølle om ugen og fortsatte produktionen helt til 1944, men efter 1920 blev det sjældent til mere end 10 møller om året. Heide-møllen på billedet var den sidste klapsejler i aktivt brug. Den blev leveret i 1934 og i 1990’erne malede den stadig korn til gårdens besætning.

1918: Den rigtige mølle på det forkerte tidspunkt

Målinger viste, at “Agricco-møllen” var 30-50 % mere effektiv end de bedste klapsejlere. og i en test på Oxford University i England i var den også topscorer i forhold til andre nye europæiske møller. Der blev fremstillet ca. 100 møller og nogle blev eksporteret. Men interessen for vindkraften dalede efter krigen – og produktionen stoppede i 1925.

1940: FLS-Aeromotorer

Efter krigsudbruddet i 1939 undersøgte en af landets store virksomheder, F.L. Smidth & Co., muligheden for at starte produktion af el-producerende vindmøller, og i maj 1940 besluttede man at bygge videre på erfaringerne fra Agricco-møllen.

Allerede i august samme år var en prototype klar og i 1941-42 blev der bygget 13 tovingede møller med 17,5 m diameter og i 1942-44 blev der suppleret med 7 trevingede møller med 24 m diameter. Alle møllerne leverede ligesom Lykkegaards klapsejlere jævnstrøm, og produktionen var afhængig af hvor meget de lokale net kunne aftage. Nogle af de tovingede møller producerede 80-90.000 kWh om året, mens andre ikke nåede over 30.000 kWh. Mens de tidligere el-producerende møller havde gear og generator placeret på jorden, var de på Aeromotoren flyttet op i toppen som på de møller, vi kender idag. Mølletoppen på billedet er bevaret hos DVS.

1957: Gedser-møllen

På Poul la Cour’s første kursus for “vindelektrikere” i 1904 var den yngste deltager, Johannes Juul, kun 17 år gammel. I 1947, da han var ansat hos det sydøstsjællandske elselskab SEAS, fortsatte han, hvor Poul la Cour slap 40 år før – og supplerede med erfaringerne fra Agricco-møllen og Aeromotorerne. Der blev bygget vindtunneler hos SEAS for at finde den optimale vingeform og i 1950 blev der opført en lille 2-vinget forsøgsmølle. Juul vidste, at hvis vindkraften skulle have en chance skulle man ikke producere jævnstrøm til små lokale net. Møllerne skulle lave vekselstrøm, der kunne transporteres længere, så der var et stort net til at aftage strømmen. I 1953 blev en Aeromotor på Bogø ombygget til vekselsstrøm.

Juuls forsøg vakte international opmærksomhed og i 1957 blev der bygget en statslig forsøgsmølle ved Gedser. Juul konstruerede 200 kW-møllen på basis af sine forsøg. Efter 4 års drift, hvor møllen nåede en årsproduktion på over 300.000 kWh, konkluderede man, at priserne på kul og olie nu var så lave, at der ikke var udsigt til, at vindkraften kunne blive rentabel. Juul kunne ikke tilslutte sig konklusionen.

1975: Riisager-møllen

Efter oliekrisen i vinteren 1973-74 drøftede de danske politikere, om det var kul eller atomkraft, der skulle erstatte den dyre olie. Men der var andre, der genopdagede vindkraften. Tømreren Christian Riisager i Skærbæk syd for Herning huskede vindmøllerne fra sin barndom i Vendsyssel (Her var der i 1936 stadig over 6.000 af dem). Han tog også en tur til Falster for at se Gedser-møllen – og byggede så en 7,5 kW mølle i haven. Den havde trævinger og producerede vekselstrøm med en asynkronmotor. I efteråret 1975 prøvede han at slutte strømmen fra møllen til en stikkontakt – og konstaterede at el-måleren løb baglæns. Det skulle der naturligvis tilladelse til – og den fik han først i foråret 1976.

Sammen med en lokal smed byggede han to møller, der var lidt større end den i haven (22 kW) og blev den første af de nye vindmølleproducenter. Mange af delene i møllerne var hentet hos auto-ophuggere og skrothandlere.