2018 – et år i klimaets tegn
Af Gunnar Boye Olesen
Klimakonferencen COP23 er slut. Her blev planerne lagt for, at 2018 skal blive et år med fokus på klimaforandringer og med øgede ambitioner for at reducere vore drivhusgasudledninger.
Faktum efter klimatopmødet i Bonn er, at der kommer en ny rapport fra FN´s klimapanel IPCC for, hvordan vi holder de globale temperaturstigninger nede på 1,5’C. Der kommer en dialog mellem verdens lande om, hvordan vi øger ambitionerne. Og der skal aftales regler for, hvordan vi omsætter Paris-aftalens mange, ambitiøse beslutninger til praksis.
Talanoa Dialog
På COP23 i november blev der vedtaget en køreplan for den globale dialog for at øge klimaambitionerne. Under titlen “Talanoa Dialogen” skal en række aktiviteter i løbet af 2018 lede op til en dialog mellem minister og statsledere på COP24 i December 2018. “Talanoa” er et Fiji-ord for en inkluderende og åben dialog, der skal lede til vise beslutninger for det fælles bedste. Da Fiji har formandsskabet for klimaforhandlingerne fra COP23 til COP24, valgte landet dette begreb til den dialog om øgede klimaambitioner, der allerede var aftalt i 2015 sammen med Paris-aftalen. Køreplanen for Talanoa-dialogen, der blev aftalt ved COP23, er i korte træk:
- Januar 2018. Official start. Verdens lande og civilsamfund er inviteret til at samarbejde om arrangementer for at diskutere øgede klimaambitioner indtil COP24 i december 2018.
- April. Frist for lande og observatører (som INFORSE, International Network for Sustainable Energy, som VedvarendeEnergi deltager i) til at levere analyser og forslag til dialogens første del.
- April – 11.maj. Landene mødes til klimaforhandlinger og vil her diskutere forslag m.v.
- Den særlige IPCC rapport udkommer.
- Oktober. Frist for lande og observatører for analyser og forslag til dialogens sidste del.
- November: Formandsskabet (Fiji) vil præsentere syntese hidtidige aktiviteter.
- December: COP24 med dialog med statsledere og ministre for at evaluere klimaindsatsen og vejlede nationale klimahandlingsplaner (National Determined Contributions to the Paris Agreement, NDCs).
Mange I-lande arbejder for ikke at skulle fortælle for meget, om hvad de planlægger at give i klimafinansiering.
Paris-aftalens arbejdsprogram
Paris-aftalen giver en samlet plan for, hvordan vi takler klimaproblemerne og holder de globale temperaturstigninger nede på 1,5 -2’C. For at realisere planen er der behov for at afklare en lang række detaljer. Derfor handlede en stor del af COP23 om disse regler, som samlet kaldes “Paris Rulebook” eller officielt “Paris Agreement Work Programme”. Det er aftalt, at alle reglerne skal være på plads senest ved COP24 i december 2018.
Desværre gik det ikke så godt ved forhandlingerne under COP23. For det væsentlige spørgsmål om retningslinjer for de nationale klimaplaner blev landene kun enige om et 180 sider langt dokument, der oplister, hvad de forskellige landegrupper mener. Der mangler nu det store arbejde med at koge det ned til et dokument, som alle lande er enige om. For de andre forhandlinger om klimatilpasning, finansiering af U-landenes indsats, global evaluering af indsatsen mm. blev der også kun enighed om dokumenter, som primært beskriver hvad landene er uenige om, dog i væsentlig kortere form end 180 sider.
Overordnet drejer uenighederne sig om, hvor meget man kan kræve af udviklingslandene i forbindelse med planer, rapportering, transparens, samt hvor meget man kan kræve af I-landene i forhold til finansiering. En gruppe udviklingslande med Kina, Saudi-Arabien, Indien og andre arbejder tilsyneladende for en situation som før Paris-aftalen med absolut minimale krav til udviklingslandene. Mange I-lande arbejder for ikke at skulle fortælle for meget, om hvad de planlægger at give i klimafinansiering fremover. Udover dokumenterne om, hvad man er uenige om, blev landene enige om, at de ikke kan nå at blive enige om Paris-aftalens arbejdsprogram på de aftalte klimaforhandlinger i 2018. Derfor vil de udover forhandlinger i maj organisere ekstra forhandlinger i efteråret 2018 inden COP24.
USA og andre klimaskeptikere
COP23 var det første klimatopmøde, efter at USA havde meddelt, at de trækker sig ud af Paris-aftalen. Det var derfor ventet med spænding, hvordan USA ville reagere, og om det store lande ville have held til at forpurre klimaindsatsen. Ved selve forhandlingerne havde USA en meget tilbagetrukket profil og var, så vidt vi kunne vurdere, ikke obstruerende. USA havde et arrangement om, hvor godt kulkraft er, som tiltrak rigtig mange, dog mest folk, der ville protestere. Og uden for forhandlingerne havde en række amerikanske organisationer opsat et telt, hvor de fortalte om alt det, som delstater og folk i USA fortsat gør for at begrænse drivhusgasserne. Ved forhandlingerne ser det derfor ikke ud til, at USA bliver det problem, som man kunne frygte. Til gengæld har USA bebudet, at de vil støtte opførsel af en række kulkraftværker i Afrika.
Polen er måske verdens næstmest klimaskeptiske land, og som medlem af EU er det med til at stække EUs muligheder for at spille en ledende rolle. Det så vi ved COP23, hvor Polen ikke havde ratificeret en tilføjelse til Kyoto-protokollen om I-landenes indsats frem til 2020 (den oprindelige Kyoto-protokol var kun frem til 2012). Det var en række udviklingslande temmelig utilfredse med. Polen er vært for COP24, som skal foregå i Katowice i Polen. Det bliver spændende at se, om det får Polen til at øge klimaambitionerne eller landet tværtimod forsøger at reducere ambitionerne for COP24.
Saudi Arabien og Iran er med i en gruppe af de mest kritiske udviklingslande, og selvom de ikke er så direkte obstruerende, som de tidligere har været, virker det, som om de er med til at få landegruppen til at indtage en meget stejl holdning over for I-landene.
Jeg deltog på vegne af VedvarendeEnergi og INFORSE i COP23. Læs mere om mine indtryk fra COP23.
Og for de mere nørdede: Læs mere om aftaler på COP23, plan for Talanoa Dialog i 2018 mm.
Gunnar Boye Olesen er politisk koordinator i VedvarendeEnergi og koordinator i INFORSE.