Er 3 millioner elbiler i 2050 en bæredygtig løsning?
Af Benny Christensen
Da VedvarendeEnergi (dengang OVE) i 1998 lavede sin første energivision for 2030, var nogle af os naive nok til at bruge ”Kinatesten” for at tjekke, om de løsninger, vi havde valgt, var bæredygtige. Det samme kunne man passende gøre i dag på elbilområdet.
Testen gik ud på at beregne konsekvenserne, hvis Kina valgte samme løsninger som os. Hvis man kunne lave det regnestykke, uden at få sved på panden eller ryste på hånden, var det nok OK. Ellers skulle man begynde at tænke sig om. På transportområdet viste testen fx, at hvis Kinas befolkning skulle have lige så mange biler pr. indbygger, som vi dengang havde i Danmark, ville Kinas behov svare til alle de biler, der var i verden i 1998.
Den slags regnestykker fik mange til at trække på smilebåndet i 1998, da alle kunne se, at det ikke var biler, men cykler, der fyldte gaderne i de kinesiske byer. Men da kineserne nogle år efter begyndte at købe biler, blev smilene lidt mere stive, og da bilsalget i Kina i 2009 overhalede salget i USA, var det slet ikke sjovt længere.
KIN-testen
Naturligvis var det naivt, at vi dengang kun fokuserede på Kina. I dag regner man med, at indbyggertallet i Indien om få år vil overhale Kinas, at Afrikas befolkning, der nu er lidt mindre end Kinas, i 2050 vil være mere end fordoblet, og at Nigeria til den tid vil have Verdens tredje største befolkning. Så nu burde vi måske mindst tage alle de tre lande med og kalde det KIN-testen.
Lige nu drejer transportdebatten i Danmark sig udelukkende om, hvor hurtigt vi kan gøre trafikken ”grøn” ved at udfase de fossile brændstoffer og stille om til elbiler. Der er derimod stort set ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor mange biler vi egentlig har brug for.
I de officielle prognoser er der ingen rysten på hånden. For nylig kunne man høre repræsentanter for Vejdirektoratet, der begejstret talte om, at når fremtidens biler blev ”selvkørende” ville det medføre, at der blev endnu flere af dem, mere trængsel på vejene og behov for endnu flere motorveje.
Dagens biler holder stille det meste af tiden – enten hjemme i garagen eller på P-pladsen ved jobbet. Og når de endelig bevæger sig, er der i omkring 70% af tiden kun ét af sæderne, der er i brug.
Færre biler og en ny rolle for bilen
Når man andre steder i verden har visioner omkring selvkørende biler, ser man det tværtimod som en chance for at reducere antallet af biler og bruge dem som et intelligent supplement til den kollektive trafik, de steder, hvor den ikke slår til.
Dagens biler holder stille det meste af tiden – enten hjemme i garagen eller på P-pladsen ved jobbet. Og når de endelig bevæger sig, er der omkring 70% af tiden kun ét af sæderne, der er i brug. Fremtidens eldrevne og selvkørende biler behøver ikke at fylde op i garagen eller carporten, men kan tilkaldes og bruges efter behov. På den måde ville de både medvirke til at spare ressourcer, spare byerne for P-pladser og bidrage til et transportsystem med mere social og geografisk balance .
Grøn omstilling handler ikke bare om biler
Selvfølgelig skal benzin og diesel udfases, og bilerne skal, lige som resten af transportsystemet, køre på vedvarende energi. Men hvis der, som i VedvarendeEnergis energivision, kun er behov for 900.000 biler i stedet for de ca. 3 millioner, man regner med i de officielle fremskrivninger, er det en overkommelig opgave, også længe inden 2040 eller 2050.
Og mens elbilerne bliver billigere, batterierne bedre og robotterne (måske) om nogle år kan overtage rattet, handler det her og nu først og fremmest om at få udbygget og moderniseret det mishandlede og forældede kollektive trafiksystem, så det kan klare en langt større del af fremtidens daglige transportopgaver. Og naturligvis skal det også køre på strøm fra vindmøller og solceller.
Her behøver man oven i købet ikke at vente på nye teknologiske løsninger. Togene har kunnet køre på el i mange år. El-busserne er der til at dække behovet, indtil jernbanenettet kommer på omgangshøjde med resten af Europa. Men lige nu skruer man i stedet ned på ambitionerne for elektrificering af jernbanerne.
Rollemodeller
Den grønne omstilling handler ikke om blot at fylde en anden slags energi i bilerne – men om at vælge transportløsninger, der også er bæredygtige, hvis de praktiseres på globalt plan. Hvis vi vælger den vej, kan vi med god samvittighed påtage os at være rollemodeller for Kinas, Indiens og Afrikas voksende befolkning, så de ikke behøver at sætte kursen mod de danske grænse for at få del i fremtidens teknologiske mirakler.
Så længe der bruges fossile brændsler et eller andet sted på kloden må de vedvarende energikilder som sol og vind – uanset hvor ”grønne” de er – behandles som begrænsede ressourcer, der skal bruges med omtanke. Så hvis nogen forestiller sig, at de fleste danske familier i 2050 skal have 2 eller 3 elbiler, hvoraf mindst den ene er i Tesla-format, og hvis bilerne stadig det meste af tiden skal bruges til at transport af én person, skulle man måske lige prøve ”KIN-testen” – og se om man kan sove roligt videre bagefter.
Men global ansvarlighed er måske ikke det, der står øverst på den danske politiske dagsorden lige nu?
Benny Christensen er VedvarendeEnergis trafikpolitiske medarbejder