Anmeldelse: Klima fiktion

Som dreng læste jeg helt selvfølgeligt som andre drenge om Jules Vernes udforskning af denne klode fra jordens indre og dybhavet til luftrummet over Nordpolen. Det er et åbent spørgsmål, om bøger kan redde verden, men specielt Vernes bøger er sprængfyldt med leksikalsk viden om denne klode.

Siden Jules Vernes bøger har Aldous Huxley med ”Fagre ny verden” fra 1932 og George Orwell med ”1984” fra 1948(!) skabt uudslettelige pejlinger på, hvordan fremtiden kan komme til at udforme sig.

Mens alle kender science fiction som genre er det rimeligt ukendt at moderne dystopier nu samles i genren Climate Fiction (cli-fy). Siden 2010 er en sand flodbølge af klimalitteratur sat ind. En lang række forfattere med etablerede navne som Margaret Atwood i spidsen har skrevet klima fiktion, således at genren af nogle betragtes som ”hottest new genre”. Margaret Atwood har skrevet tre bøger i denne genre: MaddAddam, The year of the Flood (på dansk: Syndflodens år) og Oryx and Crake.

Andre cli-fy bøger er finske Emmi Itäranta, der er blevet sammenlignet med netop Margaret Atwood med bogen ”Memory of Water”. Barbara Kingsolver tager i ”Flight Behaviour” udgangspunkt i monarksommerfuglens magiske trækrute, hvor millionvis af monarksommerfugle bevæger sig fra Mexico til Appalacherne – et træk der forstyrres voldsomt af klimaændringerne. I ”A Being Darkly Wise” tager John Atcheson livtag med problemstillingen, om vi rettelig hører hjemme i kulturen eller i naturen. Atcheson, der tidligere har været knyttet til USA’s Environmental Protection Agency (EPA) tager konkret udgangspunkt i et isoleret bjergområde i British Columbia.

I RÅSTOF har vi tidligere omtalt Charlotte Weitzes bog ”Den afskyelige” og Olivier Truc: ”Skyggerne vender tilbage.”

I science fiction er alt tilladt. Der er ingen tekniske hindringer. Og alt fungerer som regel. Sammenlignet med science fiction, så tager cli-fy udgangspunkt i iagttagelige naturfænomener, hvor alt kan gå galt. Inspirationen i klimalitteraturen tager udgangspunkt i de registrerede globale klimaændringer – den forøgede vandstand, de stadigt voldsommere storme og ændringerne i årstidernes skiften. Men det er tankevækkende, at ingen af forfatterne beskriver, hvad næste skridt skal være. Ingen forfattere går skridtet videre til at anbefale, hvilke handlinger der rettelig bør følge.

Således har Indtil videre ingen skønlitterære bøger anvist vejen til at redde verden, men Jules Verne fik sået et frø.