At vinde langsomt er det samme som at tabe

Vi ved det hele. I hvert fald gør nok omkring halvdelen af befolkningen i Danmark. Og helt specifikt gør i hvert fald læserne af Råstof. Og i særdeleshed efter de seneste måneders bombardement med nye rapporter der til overflod dokumenterer situationens alvor. Ikke at verden går under i morgen eller i overmorgen, men skal det forhindres, er det ved at være allersidste øjeblik for handling. Hvis det da ikke allerede er for sent.

Paris aftalens målsætning om at stabilisere stigningen i klimagasser ved 2 graders opvarmning – eller allerbedst ved at holde den på 1,5 grader – er allerede forpasset. Nu skal vi være heldige, hvis temperaturstigningen kan holdes på 3 grader. Og dette kun hvis alle verdens landes klimamålsætninger overholdes. Og bemærk her begrebet ”målsætninger” som ud fra historisk erfaring altid ligger et stykke fra realiseringer. Og så har vi balladen.

Tippepunktet

Flere forskere mener, at vi sandsynligvis allerede har nået det ”tipping point,” hvor tingene ikke lader sig vende. Der er en stor risiko for, at der igangsættes en såkaldt dominoeffekt, hvor kollapset inden for et område sætter en anden effekt i gang. Fx at afsmeltning af isen i Arktis ændrer på havets temperatur og saltindhold, hvorved Golfstrømmens effekt og retning ændres med faldende temperatur på den nordiske halvkugle til følge osv.

Alle disse forhold krydret med at hav af fakta oplysninger er det de to første kapitler i Jørgen Steen Nielsens superaktuelle bog handler om. I forhold til ”klæd på” opgaven er det også relevante og nyttige informationer. Men i forhold til bogens modtagergruppe ”Den nye klimabevægelse” er det nok så relevant at kunne besvare spørgsmålet: Hvordan får vi gang i processen?

Set ud fra en veterans synspunkt er det måske bogens vigtigste diskussion. Nemlig om og i hvilken grad vores demokratiske institutioner er i stand til at løse opgaven. Helt aktuelt har vi med den danske regerings netop fremlagte Klimalov og Finanslov fået demonstreret de små skridts svar på den enorme udfordring klimakrisen stiller os overfor. Det er ikke ligefrem ”Som gjaldt det livet” det signaleres her. Men omvendt er det også et udtryk for samfundets realitet: Vi er ikke enige om problemets vigtighed og prioritering.

Socialdemokratiet

Reaktionen fra De gule Veste i Frankrig viste med al tydelighed, at det der rent klimamæssigt giver god mening i et Excel ark, ikke nødvendigvis gør det for den befolkning, der skál stå på mål for indsatsen. Reaktionen viser også hvor nødvendigt, det er at opnå en eller anden form for konsensus omkring indsatsen, hvis vi skal undgå sociale uroligheder – også i Danmark. Og det stiller navnlig Socialdemokratiet over for en kæmpemæssig udfordring, mener JSN: ”Partiets succes vil afhænge af, om man formår at præstere en samlet vision for samfundets udvikling og samle sig om et projekt, der afspejler evnen og viljen til på én gang at sikre det økologiske og økonomiske grundlag, værne både naturen og velfærden og beskytte såvel klimaet som samfundets svage.
Socialdemokratiet skal altså formulere en ny fortælling, der opnår indre konsistens og ydre overbevisningskraft ved at levere svar på nutidens dobbelte dagsorden: at sikre både bæredygtigheden og velfærden i en verden under stærkt økologisk pres og med vigende grundlag for vækst.”

Hvor sandsynligt er det så lige, at det vil ske? Nej vel. I hvert fald ikke tids nok. Derfor skal der tænkes i andre demokratiske modeller, siger JSN. Rigtig fint og godt med de mange klimademonstrationer. Endda rigtig, rigtig fint og godt. ”Men den aktuelle kamp for klima og miljø og for social retfærdighed kan ikke i længden føres eller vindes ved at marchere i gaderne. Alt for ofte ender den slags i ørkenvandring. Borgerne må gives og påtage sig et mere direkte ansvar for at formulere og finde veje til at realisere dem.”
Altså, indholdet i demonstrationerne skal mere konkret og direkte rettes mod den politiske beslutningsproces ifølge JSN gennem: DO IT YOURSELF-DEMOKRATIET.

Borgerting

Eller sagt på en anden måde: Vi skal tage folkestyret tilbage. Med et samlet medlemstal for alle de politiske partier på ca. 150.000 kan det måske diskuteres, hvor repræsentativt vores folkestyre egentlig er. Overalt fortæller opinionsundersøgelser om tillidskrise, så hvad kan man gøre. Vi har i Danmark allerede mulighed for at kunne stille borgerforslag til Folketinget, men et andet svar kunne være Borgerting. Fx ved at en gruppe tilfældigt ved lodtrækning udvalgte borgere stilles i opgave at komme med forslag til løsning af en konfliktfyldt opgave. Det er gjort med succes i en række lande som refereres i bogen og kunne også forsøges i Danmark.

Slutreplik: ”Aldrig før har beslutningstagerne haft så stærk en opbakning til at gøre det nødvendige. Skolestrejker, klimamarcher, forskererklæringer, henstillinger fra erhvervslivet, civil ulydighed, kampagner for Green New Deal. Alt sammen med en karakter af appeller snarere end protester. Vi får næppe en bedre platform for forandring, end den vi nu har opnået. Kan vi ikke nu, kan vi måske aldrig. Og når nogle spørger, om det virkelig er muligt, må vi svare: Vi ved ikke, at det er umuligt.”

Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet. 211 sider. Kr. 160. Informations Forlag 2019.