Atomkraftens dødskamp

Den danske stat betaler 30 mio. kroner om året til det europæiske atomenergiprogram EURATOM. Det vil sige, at danskerne gennem årene har betalt mange hundrede millioner kroner. Men hvorfor skal Danmark overhovedet betale til EURATOM, når vi ikke har atomkraft og ej heller skal have det? Og netop mens atomkraftindustrien er på vej ind i den endelige dødskamp.

Efter tres års stilstand, er der nu opstået en realistisk mulighed for at få afviklet eller reformeret EURATOM-traktaten. Reform af EURATOM er skrevet ind i det tyske regeringsgrundlag, hvorfor man må forvente, at Tyskland vil foreslå, at EU præsenterer en overordnet vision på energiområdet, som kun en VE-traktat kan levere.

En hård fødsel

I magasinet RÅSTOF har vi tidligere betegnet atomkraftindustrien som en solnedgangsindustri, al den stund at der bygges stadig færre atomkraftværker. I og for sig er det ikke mærkeligt, da der er en begrænset mængde uran til rådighed i denne verden og sikkerhedskravene til atomkraftværker bliver stadig større og dermed fordyrer produktionen. At det fortsat er aldeles uoverskueligt at få anbragt de gigantiske mængder radioaktivt affald forsvarligt, er en problemstilling, som kommer oveni. Over alt i verden er der oprettet midlertidige lagre af radioaktivt affald fra både den civile og den militære atomindustri.

Globalt har antallet af atomkraftværker toppet (se figuren). Det internationale energiagentur (IEA) anslår, at omkring 200 atomreaktorer skal lukkes i perioden 2014 til 2040. Frem til 2050 drejer det sig om 320 GW, der trækkes ud af produktion på grund af aldrende og derfor lukkede atomreaktorer. Forestiller man sig at skulle holde trit med dette fald i energiproduktion, skal der bygges 10 reaktorer om året i hele perioden.

Tager vi USA som eksempel, ser det ud til at blive overordentligt vanskeligt. For omkring et årti siden proklamerede den amerikanske atomkraftindustri ellers ”Atomkraftens genfødsel.” Det førte til, at der fra 2007 til 2010 blev givet tilladelse til 30 atomreaktorer. Nu ti år efter er 28 af de 30 projekter skrinlagt. Det skyldes i høj grad, at den førende producent af atomkraftværker, Westinghouse, i 2017 gik fallit. Gennem atomkraftens historie har Westinghouse stået for produktionen af 50% af samtlige atomreaktorer i verden.

Der er derfor ekstra opmærksomhed på byggeriet af de to eneste reaktorer, der er under opbygning i USA. Det foregår i Georgia, hvor 6.000 arbejdere er i færd med at bygge Vogtle 3 & 4. Byggeriet af disse to atomreaktorer er det første projekt i de seneste 30 år i USA. Det vil være det totale stop for den amerikanske atomindustri, hvis disse to byggerier ikke lykkes.

Vogtle 3 & 4 har hidtil været belastet af forlængelse af byggeperioden og fordyrelser af projektet. I september 2017 blev projektet tilført et yderligere lån på i alt 1,67 mia.$. Projekterne er berammet til at skulle være færdige i november 2021 (Vogtle 3) og november 2022 (Vogtle 4).

Af de øvrige atomkraftværker, der var et stykke fremme i opførelsesprocessen, er to blevet lukkede med et samlet tab på 9 mia. ”Atomkraftens genfødsel” i USA ser ud til at blive en hård og langvarig fødsel.

I verden som helhed forudsagde World Nuclear Assiociation (WNA), at der i 2017 ville blive nettilsluttet 19 atomkraftreaktorer. Resultatet blev fire: Et i Pakistan og tre i Kina. Samtidig blev 5 aldrende atomreaktorer lukket.

Hvad skal ud? Hvad skal ind?

Atomkraftens andel af verdens energiforsyning er dalende. I 1996 toppede atomkraftens andel med 17,5% af verdens energiforsyning. I 2016 kom 10,6% af den globale elektricitetsforsyning fra atomkraft. De vedvarende energikilder leverede i 2016 mere end dobbelt så meget af verdens energiforsyning (24,5%) sammenlignet med atomkraft. Og set fra IEAs udsigtsvindue vil VEs andel i løbet af de næste fem år stige til hele 43% af verdens samlede energiforsyning. Denne opgradering skyldes først og fremmest solcelleindustriens fremmarch i Indien og Kina. Ifølge IEA vil der komme tre gange så megen energi fra vedvarende kilder i forhold til fra atomkraft i 2022.

Den ny atomalder

Debatten om den militære anvendelse af atomkraft har hidtil stået i skyggen af den civile. Det skyldes primært at nedrustningsaftalerne og murens fald har dæmpet frygten for atomkrig markant. Men således er det ikke længere. Med det nyligt vedtagne budget i USA blev militærbudgettet for 2018 forøget med 80 mia. $ Denne forøgelse er mere end samtlige militærbudgetter i hele verden, hvis vi undtager Kina. Men ikke nok med det. Trump har allerede bebudet, at militærbudgettet for 2019 skal øges med yderligere 6,9 mia. $ til starten på et militærprogram, der omfatter en ny klasse u-både, et strategisk bombefly og to typer missiler – det ene interkontinentalt. Alt sammen skal indgå i et langsigtet militærprogram, der vil koste svimlende 1200 mia. $. Så mens den civile anvendelse af atomkraft står i stampe er der fuld tryk på den militære udvikling af atomart isenkram.

Kilde: Nuclear Monitor nr. 856, januar 2018. Magasinet blev grundlagt i 1978 i Holland af organisationerne WISE (Holland) og NIRS (USA).

Le Monde Diplomatique, marts 2018.

OBS: 8. juni er der international konference i Fællessalen på Christiansborg om energiomstilling i Europa.

Baggrunden er genforhandlingen af EURATOM-aftalen. I takt med at atomkraften udgår af energisortimentet skal vedvarende energi tage over. Dette fremgår bl.a. af den nye tyske regerings aftale.

Arrangørerne er:
VedvarendeEnergi, NOAH, Det Økologiske Råd, Nordisk Folkecenter, MKG Sverige, SERO Sverige, plage Østrig.

Tilmelding nødvendig senest 1. juni til

Hold dig orienteret via VedvarendeEnergis hjemmeside. www.ve.dk