BØGER – EU: Klimaets sværvægter eller det tynde øl?

I DEO’s antologi ”Kan EU redde klimaet?” giver fire forfattere en omfattende indsigt i EU’s klimapolitik. Bogen er skrevet så letlæseligt, som man nu kan, når man skriver om EU. Det gør det muligt at læse artiklerne med blot minimalt kendskab til EU’s klimapolitik, hvilket er lidt af en præstation i sig selv.

Det korte svar

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt EU kan redde klimaet, får vi i sidste afsnit af bogen (spoiler alert), hvor det fremgår, at ingen af de fem største klimasyndere ligger i EU, og selv hvis man tog alle EU-lande samlet under ét, ville unionen stadig kun ligge på tredjepladsen – et godt stykke efter Kina og USA. Så det korte svar er nej. Men ikke desto mindre har EU opsamlet en række erfaringer, som andre lande kunne tage ved lære af. Og så hviler der selvfølgelig et stort ansvar på EU-landenes skuldre i forhold til den høje udledning af drivhusgasser gennem tiderne.

Konstruktiv kritik

Hvis man skal give en konstruktiv kritik af EU’s klimapolitik, kunne det være en idé at starte med det positive. Her er det oplagte eksempel det fælles 2030-klimamål om 40 % reduktion i forhold til 1990. Netop evnen til at opnå fælles aftaler på trods af kortsigtede nationale interesser er noget af det, EU’s første og hidtil eneste klimakommissær Connie Hedegaard lægger vægt på i bogen. Og her kan EU’s indre marked skabe fælles spilleregler for at drive den grønne omstilling fremad.

EU versus marked

Netop hensynet til markedet er et gennemgående tema i bogen om EU’s klimapolitik. EU ser stort set udelukkende på guleroden frem for pisken i forhold til at regulere markedet. Og her springer ikke mindst ETS (kvotehandel inden for de mest energitunge virksomheder) i øjnene. På trods af at have været undervejs siden 2005 fremstår systemet stadig ineffektivt og ligefrem kontraproduktivt. For når man læser, at det igennem lobbyarbejde er lykkedes industrien ligefrem at tjene penge på, at der bliver uddelt for mange kvoter, så bliver man lidt træt.

Et skridt frem

Men trods beskrivelser af flere uheldige konsekvenser af EU’s klimapolitik kommer man ikke uden om et EU, hvis ønske er at redde klimaet. Især potentialet for grønne investeringer er altafgørende, hvis EU vil have førertrøjen på. Men her sakker EU for fjerde år i træk bagud i forhold til USA og særligt Kina. Til gengæld kræver Kommissionen, at mindst 20 % af EU’s budget bruges på klimaindsatsen, samt at klima skal indgå i alle politikker, programmer og fonde. I bogen fremgår en række forslag til, hvordan en bedre politisk ramme kan sikres for at fremme grønne investeringer.