BØGER: Skovlandbrug

Der er fremtid i genskovning, hvis målet er at lagre kulstof i træernes ved og ikke mindst i skovbunden. Pløjet jord, der omdannes til skov, kan på 50-90 år optage kulstof på mellem 500 og 900 tons CO2 pr. hektar. Hvis dertil kommer at der mellem træerne dyrkes en mosaik af grøntsager, så er der etableret et robust dyrkningssystem, som samtidig kan give sporadisk skygge, der modvirker fordampningen.

Og dette er blot en brøkdel af, hvad der er visdommen i permakultur, der går ud på at udnytte de dyrkede arealer stadigt mere raffineret året igennem. Ovenikøbet så sofistikeret at ”vi f.eks. kan nå at dyrke enårige grøntsager, bærbuske, tage græsslet eller holde dyr, mens træerne vokser til,” som der står i ”Bogen om permakultur”.

De elementer, der udvælges til at blive en del af skovlandbruget, skal meget gerne have flere funktioner. At indføre fritgående høns i systemet fører til bekæmpelse af insekter og insektlarver, samtidig med at der tilføres gødning. Ved at etablere en dam og anbringe køkkenhaven lavere end dammen, kan haven vandes uden brug af pumpe. I mange måder drejer det sig om systematiseret snusfornuft.

Lille skala

Skovlandbrug er en folketale for lille skala. ”Ved at bringe funktionerne tilbage til lokalsamfundene mindsker vi f.eks. energiforbruget til transport af mennesker, mad, vand, spildevand, organisk affald mv.”

Og så er der energien. ”Hvor det industrialiserede landbrug har et negativt energiregnskab, har skovhaver et positivt.” I industrilandbruget fører såning, vanding, gødskning og sprøjtning til et enormt energiforbrug. I skovhaverne er det omvendt. ”Så selv om udbytterne målt i kalorier i nogle tilfælde vil være højere i industrilandbruget end i en skovhave er energieffektiviteten, hvor vi dividerer energi der bruges med energi i udbyttet, langt lavere.”

Skovhaverne planlægges i tre dimensioner. Det er træernes kroner, der er nærmest solen, hvorved det er her den største tilvækst i skovhaven fås.

Endelig er der forholdet til klimaændringerne. I bogen citeres en forsker for beregninger af hvor meget kulstof, der kan bindes i skovbunden. Frem til år 2100 drejer det sig om 45-55 ppm. ”Dette vil lige akkurat være nok til at vi kommer ned på et sikkert niveau, hvor vi ikke risikerer ukontrollable selvforstærkende klimaforandringer.”