Vi må deles om klodens ressourcer

Naomi Klein (NK) har skrevet endnu en alvorlig, håbefuld bog. Denne gang om Green New Deal.

The Green New Deal blev i 2008 foreslået som en del af amerikansk lovgivning, der sigter mod at tackle klimaændringer og økonomisk ulighed. Navnet henviser til New Deal, et sæt sociale og økonomiske reformer og offentlige arbejdsprojekter udført af præsident Franklin D. Roosevelt som reaktion på den store depression i 1930-erne.

I Naomi Kleins udformning drejer det sig om at udnytte en stor lurende ulykke til at bringe det bedste op i folk og NK har en stålsat tro på, at vi er i stand til at reagere kreativt på klimakrisen. ”Klimaændringerne udgør en enestående mulighed for at agere på et strengt videnskabeligt grundlag.” Igen og igen argumentere NK med stadig nye eksempler for et effektivt modspil til klimakrisen gennem en fornyelse med et ægte demokrati, der fravrister magten fra olieindustrien og fører til en mere ligelig fordeling af ressourcerne. ”Overlevelsen af en sund klode er uforenelig med et økonomisk system, der hviler på fortsat vækst.”

“Vi kan forestille os, at det muligt, at vi kan leve uforandret ind I fremtiden. Men det er ren fantasi. Ændringerne kommer på den ene eller anden made.”

“Bundlinjen er, at en økologisk krise, der har rødder i et overforbrug af ressourcer, ikke løses alene ved at effektivisere vores økonomi men tillige ved at reducere mængden af materialer, som de rigeste 20% af verdens befolkning forbruger.”

Den positive vision, som NK forestiller sig hviler på, at vi med allerede eksisterende midler kan fremme kollektiv transport, økonomisk planlægning og international handel.

Når Naomi Klein anvender Sverige og Danmark som skoleeksempler på lande, hvor demokratisk økosocialisme allerede er indført, så må man som dansker sukkende konkludere, at der er lang vej til målet.