Danmark vil slippe billigst muligt – både ude og hjemme

Af Knud Vilby

FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed har netop set dagens lys. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at målene først og fremmest vedrører de fattige lande. I Norge og Sverige satser man langt mere systematisk.

Det var en sejr for FN og for verden, da man i FN enedes om de 17 nye bæredygtighedsmål, som skal nås frem til 2030. Det var en erkendelse af, at udvikling skal tænkes om, hvis verden skal fremtidssikres. Og det var for første gang en vedtagelse af såkaldte universelle mål, der gælder både for rige og fattige lande. De rige kan ikke klare problemerne blot ved at sende lidt penge syd på. De rige landes egen udvikling truer verden. Det var endelig første gang, man opstillede kampen mod ulighed som et mål. Uligheden truer verden.

Nu skal hverdagens politik omsætte de 17 mål til handling. FN-mål er ikke bindende. Verdens redning handler både om, om vi kan, og om vi vil. Verden over er der en ny vilje til at tænke i klima og i vedvarende energi. Grøn omstilling er ikke længere teori, men i stigende grad praksis, og den positive udvikling har måske fået sin egen positive dynamik.

Men samtidig er der tilbageslag, og Danmark er en del af tilbageslaget. Allerede lige efter vedtagelsen i FN gav statsminister Lars Løkke Rasmussen udtryk for, at målene primært handlede om fattige lande, og han fornægtede dermed Danmarks forpligtelse. Sådan er det fortsat. Efter temperament kan man græmme eller glæde sig over, at det er helt anderledes i Sverige og Norge.

Sammenhængskraft

De 17 mål hænger sammen. De stiller krav om at bæredygtighed samtænkes på alle planer, og ved Det Økologiske Råds 25 års jubilæum i november sagde så forskellige politikere som tidligere EU-kommissær, konservative Connie Hedegaard og socialdemokratiets veteran Mogens Lykketoft, at de 17 mål bør gennemsyre en moderne regerings hele regeringsgrundlag.

Men målene er stort set ikke-eksisterende i den nye danske regerings 86 siders regeringsgrundlag. Der er 3½ linje om målene i forhold til Danmarks dramatisk reducerede udviklingsindsats. Der er intet om, at målene skal påvirke udviklingen her i Danmark i bæredygtig retning.  Det Konservative Folkeparti fik indtænkt stærkere mål for grøn omstilling, først og fremmest på energiområdet. Men det er ikke samtænkt med FN-målene.

Kontrasten er Norge og Sverige. I Norge lægger en handlingsplan op til, at hvert enkelt fagministerium får ansvar for et af målene og årligt rapporterer om status i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. I Sverige er 85 statslige institutioner blevet bedt om at analysere, hvordan bæredygtighedsmålene udfordrer dem, og der er lagt op til en omfattende indsats i hele det svenske samfund inkluderende, civilsamfund, erhvervsliv, kommuner og regioner, forskning og private og offentlige institutioner.

En international undersøgelse har vist, at de skandinaviske lande ligger godt i forhold til målene. De har lettere end de fleste andre lande ved at nå målene via den rigtige indsats. Det har fået den svenske regering til at understrege, at Sverige vil gå forrest i verden mht. til at transformere det svenske samfund i bæredygtig retning.  I Danmark er regeringsholdningen modsat, at da vi allerede ligger meget godt internationalt, er der ikke grund til at gøre noget særligt.

Halvering af udviklingsbistanden

Danmark gør lidt mere i forhold til udviklingsbistanden. Den er reelt blevet næsten halveret over de seneste par år, og derfor skal der naturligvis prioriteres hårdt. Regeringen satser på samspillet mellem offentlige og private penge. Der skal tænkes innovativt, og de offentlige midler skal blandt andet bruges til at reducere risici ved indsatser, baseret på privat og institutionel kapital (for eksempel fra pensionskasser). Der prioriteres forskelligt med hensyn til fokus på verdensmålene i forhold til skrøbelige sårbare lande (som er et prioritetsområde) og mere stabile fattige lande (som er et andet).

De 17 bæredygtighedsmål hænger tæt sammen, men Udenrigsministeriet plukker alt efter indsatser.  I udkastet til ny udviklingsstrategi er man meget direkte om behovet for at finde sammenfald mellem behovet for støtte ude i verden og dansk interessevaretagelse. Det gennemsyrer papiret, at man især sætter ind, hvor ”vi kan se en rolle for Danmark”.

I udkastet til ny udviklingsstrategi er man meget direkte om behovet for at finde sammenfald mellem behovet for støtte ude i verden og dansk interessevaretagelse. Det gennemsyrer papiret, at man især sætter ind, hvor ”vi kan se en rolle for Danmark”.

Den endelige prioritering er ikke formelt vedtaget endnu. Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen fremlagde sit udkast til strategi på folkemødet på Bornholm i sommeren 2016, og i august foreslå et samlet udkast til strategi, som siden er blevet forhandlet i Folketinget.

Folketinget var tæt ved at være færdige ved regeringsskiftet, men nåede det ikke. Udkastet og ændringsforslagene fra forhandlingerne er nu overtaget af Ulla Tørnæs som ny udviklingsminister, men formentlig varer det ikke længe, før strategien er endelig godkendt.

Der er ikke udsigt til de store ændringer, men noget af det som man kigger efter i de danske civilsamfundsorganisationer og i dele af oppositionen er, hvad der sker med mål nr. 10 om ulighed, mål nr. 14 om beskyttelsen af verdens have, og mål nr. 15 om beskyttelsen af livet på land, herunder skove og biodiversitet.

Det er nemlig meget påfaldende, at i det udkast til strategi, der endnu i begyndelsen af december 2016 ligger på udenrigsministeriets hjemmeside, er disse 3 mål de eneste af de 17 FN-mål, der slet ikke er prioriteret i nogen som helst sammenhæng.

Mens de fleste accepterer, at ministeriet er nødt til at prioritere, finder de det svært at forstå, at på et tidspunkt hvor hele verden har fået øjnene op for, at ulighed er et voksende og truende problem både i forhold til udvikling og social sammenhængskraft, da fravælger Danmark aktivt netop dette mål.

Tilsvarende er det svært at forstå, at fiskerinationen Danmark ikke vil sætte ind til fordel for verdenshavene, eller aktivt gøre en særlig indsats i forhold til skove og biodiversitet på land.

Måske sker der ændringer. Forventningerne er dog begrænsede. Regeringsgrundlaget giver ikke grundlag for optimisme. På den anden side er der en tradition for brede flertal omkring nye udviklingsstrategier, og det kan give oppositionen visse muligheder.

Ingen danske laurbær at hvile på

Det samlede billede, der tegner sig, er et billede af Danmark som en nation, der prøver at slippe så billigt og så uforpligtende som muligt. Det er et billede, der er meget anderledes, end det skiftende regeringer plejer at prøve at male af Danmark. Danmark præsenteres ofte som lidt af en rollemodel eller et fyrtårn i debatten om grøn omstilling og omstilling til større bæredygtighed og klimaansvarlighed. Men om noget prøver Lars Løkke Rasmusen-regeringerne at hvile på de laurbær, der blev plukket for år tilbage.

De 17 bæredygtighedsmål blev i november diskuteret både på Det Økologiske Råds jubilæumskonference og på et symposium i Carlsberg Fondet i anledning af udgivelsen af bogen ”Bæredygtig global omstilling” (red. Steen Hildebrandt), der behandler alle 17 FN-mål i et dansk perspektiv.

Forventninger?

Begge steder diskuterede man også Danmarks status i verden. Hvad kan der forventes af Danmark, og hvad vi forventer af os selv? Et gennemgående eksperttema var, at der ikke er nogen laurbær at hvile på. Blandt andet gav Connie Hedegaard udtryk for, at der (heldigvis) sker så meget i rigtigt mange lande (og ikke mindst i Asien) i disse år, at ingen som helst politiske eller teknologiske forspring er holdbare, hvis ikke man systematisk og målrettet og hele tiden satser på forskning og videreudvikling.  Danmark har på visse områder endnu en styrkeposition, sagde hun. Men det giver ingen mening at tale om, at Danmark er foran.

I øvrigt er den debat jo i sig selv ”lidt lille”. Uanset hvem der er foran, så viser alle seriøse analyser, at verdens nationer samlet set er langt bagud i forhold til det uomgængelige krav om at gøre verdens udvikling mere bæredygtig. Vi opfatter energi-  og klimamålsætningerne som de mest centrale, men målene på disse områder opnås ikke, hvis ikke bæredygtighed indtænkes hele vejen rundt på grundlag af analyser, der ser på både teknologi, innovative muligheder og de nødvendige politiske rammer.

Lige nu er der ikke grund til optimisme om Danmarks regerings bidrag. Lad os glæde os over, at nabolandene vil noget mere, men også over at der er andre og mere seriøse aktører i Danmark end regeringen. Lad os også glæde os over, at der i øvrigt verden over er sat processer i gang, der peger i den rigtige retning.

Bogen ”Bæredygtig global udvikling. FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv”, er udgivet af Jurist- og Økonomforbundets forlag og redigeret af Steen Hildebrandt. Jeg har sammen med Jann Sjursen skrevet om mål nr. 1. Udryddelsen af fattigdom.

Knud Vilby er forfatter og journalist