Elsk Jorden
Af Hans Pedersen
I filmen ”En ubekvem sandhed, 2” kalder Al Gore vores klode ”Den blå planet”, mens han ser den i astronautperspektiv. ”Men solen står ikke op i Delhi,” konstaterer han tørt med henvisning til en luftforurening, der mangedobbelt overskrider grænseværdierne og gør livet utåleligt at leve bare i denne asiatiske storby.
Den er nu mere end 10 år siden, at Al Gore udsendte filmen ”En ubekvem sandhed (2006).” Nu har han fundet tiden inde til at udsendte endnu en udgave af det samme budskab. Dette som led i en uddannelse af kampagneledere, der skal medvirke til at bringe kloden på rette gled. Indtil videre er der uddannet 432 kampagneledere i 32 lande. Og baggrunden kender læsere af RÅSTOF til bevidstløshed: De annoncerede temperaturstigninger. De stadigt flere voldsomme storme. Indlandsisens afsmeltning. De kommende havstigninger.
Som slagnummer bruger Al Gore forudsigelsen fra 2006-udgaven af, at Memorial Center i New York vil blive oversvømmet. I anden udgaven bringes der filmfotos af oversvømmede dele af Ground Zero-området, der dette efterår blev stormramt.
Videre
Filmen er skabt i utålmodighed over langsommeligheden i de processer, der skal bane vejen for mindre pres på klimaet. Ikke mindst de politiske forhandlinger som de udspillede sig i Paris i 2015 og i denne film med fokus på Al Gores indsats bag kulisserne. Det både var – og er fortsat – helt afgørende at få afklaret forholdet mellem de rige og de fattige lande. I filmen eksemplificeret med Indiens synspunkter under Paris-forhandlingerne. ”Nu har de rige lande i 100 år nydt godt af de fossile energikilder. Nu er det vores tur de næste 100 år,” sagde den indiske chefforhandler. Her træder Al Gore så ind på scenen eller rettere ud i kulissen og får den kongeniale idé at spørge det californiske solcellefirma Solar City, om de vil stille solcellepatentet til rådighed kvit og frit for Indien for derved at få Indien til at gå med i Paris-konferencens afsluttende klimatraktat. Manøvren lykkedes. Og som cadeau var det en inder der oplæste den endelige formulering af traktaten.
Som slagnummer bruger Al Gore forudsigelsen fra 2006-udgaven af, at Memorial Center i New York vil blive oversvømmet.
Fyrtårn
Som kampagneleder holder Al Gore i disse år en række flammende taler verden over. Alle er de båret af en tillid til, at de vedvarende energikilder både kan og skal kunne tage over. ”Denne bevægelse er i tradition med enhver tidligere tradition, der har bragt menneskeheden fremad.” Og ”Kan du høre, hvad Moder Jord råber til dig” er nogle af slagordene.
Set fra de bløde stole
I Øst for Paradis i Aarhus, hvor filmen blev vist en halv snes dage, spurgte RÅSTOF publikum, om filmen havde berørt dem?
- ”Meget. Så meget, at jeg næsten ikke kan snakke,” siger Tove Møllevang fra Aarhus og fortsætter: ”Selv om den var meget amerikansk, så er budskabet klart: Vi skal passe på vores klode.” Tove hæftede sig ved, at Al Gore med sit personlige virke viser, at det kan nytte at sætte ind både på højt politisk niveau men tillige i det små. ”Den enkelte kan gøre en forskel.”
- Hvad betyder det for dig personligt?
- ”Jeg skal leve mit liv med mindst mulig forurening. I praksis sortere mit affald. Være opmærksom på hvilke energikilder, der driver elnettet. Købe mælk uden plasticemballage.” Overordnet mente Tove, at filmens vægtigste budskab var, at de multinationale firmaer forhindrer et fuldtonende demokrati. Og hun sluttede med stentorrøst: ”Alle gymnasier og folkeskoler bør have pligt til at se den film.”
En anden publikummer var Aase Lassen Schmidt fra Beder. ”Jeg tror, at et enormt oprør er nødvendigt. Hvis vi ikke får flere folkelige bevægelser med, sker der ikke noget. For vi klarer det ikke alene,” siger Aase. ”Jeg er bange for, at der skal en kæmpeudsultning til, før der sker noget.” Aase hæfter sig ved de mange elendigheder. ”Filmen viser, at alt muligt er ødelagt af kapitalen, der tydeligvis er bange for at miste magten.” Hun ser klart en parallel til forne tiders fæstebønder. ”Der var det andelsbrug, der viste vejen.” Af nutidige håbefulde tiltag peger Aase på succesen med økologisk mad, bestræbelserne med permakultur og folkehaver.
De seje
Men der var kun fire, der så filmen den eftermiddag i Øst for Paradis. Og dagen før var der to! Hvad er grunden til at en film, der får bragende gode anmeldelser, ikke bliver opsøgt af publikum? Nu er det logisk set umuligt at interviewe de mennesker, der ikke gik i biografen for at se ”En ubekvem sandhed, 2”. Men dels er nyhedens interesse behersket, dels er det desværre et fortærsket emne at fortælle, at den er gal med miljøet – at klimaet er på vej til at gå amok. Og i Al Gores anden film er det det realpolitiske håndværk, der er i fokus. Samt uddannelsen af den hærskare af opinionsdannere, som Al Gore har sat sig som mål at mobilisere. Det er kort sagt det lange, seje træk, det drejer sig om. Og dette arbejde er ganske ofte på det nærmeste usynligt. Men pointen er, at uden det vedholdende lange træk, går det ikke. Det er besværligt med. Det er umuligt uden.
Se traileren til Al Gores klimafilm
Hans Pedersen er redaktør af Råstof