En plads til humaniora?
Af Lasse Rasmussen
Et studie fra april 2016 lavet af tænketanken Sussex Energy Group viser, at man med tilstrækkelig politisk vilje kan udfase fossile brændstoffer på kun 10 år. Set i lyset af at 97% af alle videnskabsmænd og –kvinder samtidig med er enige om, at klimaforandringer er menneskeskabte, presser et spørgsmål sig på: Hvorfor sættes der ikke mere ind for at bremse klimaforandringerne?
Forskning i klimaforandringer er til stadighed domineret og underlagt naturvidenskabens komplicerede beregninger og utallige rapporter med det ene apokalyptiske fremtidsscenarium efter det andet.
Svaret på spørgsmålet om, hvorfor der ikke skrides til mere politisk og folkelig handling synes ikke at kunne besvares af naturvidenskaben, som har styr på det teknologimæssige. Naturligvis vil teknologier og viden om klimaforandringer skulle udvikles fremover, og grundlæggende har naturvidenskaberne styr på, hvad der sker, og hvordan vi adresserer problemet. Det springende punkt – hvorfor bliver der ikke gjort noget ved problemet – synes efterladt til andre at svare på.
En abstrakt størrelse
Humaniora, studiet af mennesket som et handlende væsen og dets natur, kan måske bedre besvare spørgsmålet.
Peter Mortensen, lektor på Aarhus Universitet ved afdelingen for engelsk, beskæftiger sig med environmental humanities og forklarer: ”Klimaforandringer er en hidtil uset udfordring og er anderledes end tidligere miljøkriser, fordi det er mere abstrakt og uhåndgribeligt. I tidligere miljøkriser var der altid en skurk – et firma eller en udleder. Men med klimaforandringerne er vi alle sammen skurke og ofre på samme tid. Det er hele vores måde at leve på, som er årsagen. Det er nogle meget abstrakte spørgsmål, og det gør, at folk går i defensiven, at folk tuner ud og har svært ved at omsætte den viden, de har til noget konkret”.
Den del af humaniora, som beskæftiger sig med klimaforandringer, environmental humanities, er interesseret i at finde ud af, hvordan humaniora kan besvare spørgsmål inden for et ellers traditionelt naturvidenskabeligt fagområde. Forskellige grupperinger inden for dette felt understreger, at humaniora også har en rolle i debatten om klimaforandringer, og at den kan bidrage med viden, som rækker ud over hårde tal og fremskrivninger. ”Vi ser verdens miljø- og klimaudfordringer som andet og mere end tekniske udfordringer – hvis det bare var tekniske udfordringer, så havde vi jo løst dem”, forklarer Peter Mortensen og fortsætter; ” Det der skal til, er en helt ny måde at samarbejde på tværs af videnskaberne”.
En manglende menneskelig dimension
”Vi mener så, at humaniora og de humanistiske fagligheder har forskellige indsigter og metoder, som gør, at vi kan forstå miljø-, ressource og energiproblemer bedre og dybere”. Ifølge Peter Mortensen kan humaniora altså i større udstrækning forsøge at give svar på, hvad det er, der får mennesker til at agere på den måde, som de gør. For at vide det skal man forstå noget om menneskers dybere motivation, kultur, normer, traditioner, sociale roller og religion.
I forbindelse med sit arbejde har Peter Mortensen ofte oplevet at kollegaerne fra andre discipliner, heriblandt naturvidenskab, har lyttet og været interesseret i hans vinkel på klimaforandringer. ”Jeg har tit talt med klimatologer, fysikere og andre som oplever frustration, fordi de synes, de har gjort, hvad de kan. Fejlmarginen er så lav som den kommer mht. klimaforandringer, og de synes sådan set, at om de kommer med flere betænkninger eller flere IPCC-rapporter, så gør det måske ikke den store forskel for arbejdet. Problemets karakter er fastlagt, og det bliver jo bare værre”.
Har du lyst til at læse klimafiktion? Peter Mortensens fem anbefalinger:
- Frank Herbert: Klit (1966): Økologisk knapheds-science fiction fra årene før oliekrisen
- Ernest Callenbach: Økotopia (1975): Utopi om bæredygtigt ligevægtssamfund i det nordvestlige USA
- Cormac McCarthy: Vejen (2007): Klimakatastrofen bliver ikke mere deprimerende end her
- Ian McEwan: Solar (2010): Sort komedie om den grønne omstilling
- Maja Lunde: Biernes historie (2016): Klimaforandringsfiktion fra vores egne
Nyt videnskabeligt paradigme ønskes
”Der er altså brug for en anden tilgang til, hvad viden er, og hvilken viden der er nødvendig for at italesætte menneskers handlinger og forstå hvad det er mennesker gør, og måske hvad mennesker kunne gøre anderledes”. Idet klimaforandringer udgør så store udfordringer, der ifølge verdens ledere, fra Prins Charles over Ban Ki-moon til Barack Obama, beskrives som den største trussel mod kloden og menneskeheden, så er det nødvendigt at disciplinerne i højere grad begynder at arbejde sammen. Ikke kun naturvidenskaberne og humaniora, men også socialvidenskaberne, og især psykologi er enormt vigtige discipliner her, mener Peter Mortensen. ”Klimaudfordringerne kræver et helt nyt videnskabeligt paradigme, hvor vi hænger os mindre i de indgroede forestillinger om, hvad de forskellige discipliner kan og bør gøre – det er simpelthen ikke noget som en enkelt faglighed kan håndtere på egen hånd”.
Vellykkede udviklingsprojekter
Vender man blikket mod udviklingsbistanden, finder man vellykkede projekter, hvis succes i høj grad skyldes et lykkeligt ægteskab mellem naturvidenskabelige og humanistiske discipliner. Det mener Lars Jacobsen, der er leder af VedvarendeEnergis internationale afdeling. ”Når vi får skabt reelle forandringer gennem udviklingsbistanden, så sker det, fordi de tekniske løsninger ikke står alene. De er integrerede i vores viden om samfundsforhold og en indsigt i befolkningen dér, hvor vi arbejder”, fortæller Lars Jacobsen. ”Inden for skovbrug, for eksempel, findes der rigtig mange organisationer, der ved alt om, hvordan man driver naturskov på en bæredygtig måde, men de kommer sjældent i mål, hvis de ikke ved noget om de mennesker, der lever i og med skoven, og hvilke interesser, der er i øvrigt er på spil i lokalområdet”. Også på klimaområdet ser Lars Jacobsen paralleller til udviklingsprojekterne: ”Vi kender alle de teknologiske løsninger, der skal til for at undgå udledninger af drivhusgasser, men der skal også ses på adfærd og implementering af lokale løsninger, hvis det skal lykkes at løse klimaudfordringen”.
Lasse Rasmussen er projektansat hos VedvarendeEnergi som event- og kommunikationsmedarbejder.