RÅSTOF 2, 2017: Da energi var en mangelvare og bilerne stod stille: Historien om oliekrisen i 1973

Af Melina Buns

”Brug selv fantasien, og gør det til en sport at spare”, lød filosofien i vinteren 1973, da oliekrisen tog livtag med den danske hverdag og udfordrede vores olieafhængige velfærdsstat. Oliekrisen, der begyndte i efteråret 1973, markerede ikke kun oliens globale betydning, men satte også gang i en nytænkning af energiforsyningens sikkerhed. Det resulterede i en debat om indførelsen af atomkraft.

Den 6. oktober 1973 krydsede det egyptiske militær Suezkanalen, overvandt Bar-Lev-linjen og invaderede Sinai-halvøen; ved Israels nordlige grænse indtog syriske soldater Golanhøjderne. Begge områder var sammen med Vestbredden blevet besat af Israel i Seksdageskrigen i 1967. Selvom det strategiske angreb ikke kom uden varsler, blev varslerne ikke taget alvorligt. Derudover var israelernes opmærksomhed på den tid rettet mod det nationale valg til Knesset i oktober og fejring af Yom Kippur, på netop datoen den 6. oktober. De israelske soldater blev løbet over ende ved fredsgrænsen fra 1967, og for første gang var Israel drevet i defensiven. Situationen vendte først, da USA’s præsident Richard Nixon besluttede at etablere en luftbro for at forsyne Israel med våben og ammunition.

Den fjerde arabisk-israelske krig udviklede sig ikke kun til en politisk krise på internationalt niveau, men også til en international energikrise, der kom til udtryk i forsyningsrestriktioner og en firedobling af olieprisen. Fundamentet for de vestlige industriers massive økonomiske vækst var billig og tilgængelig olie, der primært blev importeret fra arabiske lande og Iran. Prisforhandlingerne mellem de arabiske lande i Organisationen for Olieproducerende lande (OPEC) og de vestlige olieselskaber begyndte den 8. oktober 1973 på trods af den udbrudte krig i Mellemøsten og endte fem dage senere uden at partnerne var nået til enighed om den krævede fordobling af prisen per tønde olie fra 3 til 6 dollars. I takt med at israelske styrker havde sat sig til modangreb, besluttede de arabiske OPEC-lande den 16. oktober at reducere olieproduktionen med 25 % og at hæve prisen med 70 %, for derigennem tvinge de vestlige lande til at stoppe støtten til Israel.

At bruge olie som våben imod Vesten, var især siden Seksdageskrigen blevet propageret af Egyptens præsident Sadat, som dog ikke kunne overbevise de øvrige statsledere i Mellemøsten. Med Nixons direkte militære og økonomiske støtte til Israel vendte stemningen blandt de arabiske ledere, som indførte en embargo for oliesalg til de lande, der støttede Israel, primært USA og Holland. Embargoen skulle opretholdes, indtil Israel havde trukket sig fuldstændigt tilbage. Danmark undgik med nød og næppe embargoen, efter statsminister Anker Jørgensen gav udtryk for sin støtte og sympati til Israel i forbindelse med krigen i en tale i Middelfart den 5. november 1973.

Energibesparelsen blev allestedsnærværende med officielle restriktioner: Hastigheden på landeveje blev sat til 80 km/t og i byer til 60 km/t, oktantallet for benzin blev reduceret fra 99 til 98 oktan, hvert andet gadelys slukket, belysningen i butiksvinduer efter åbningstiden forbudt, og fra den 25. november 1973 og frem til midt februar 1974 måtte danskerne lade bilen stå i garagen – undtagen på lillejuleaften. Kollektiv trafik i bus og tog såvel som taxa og livsnødvendig transport var undtaget fra forbuddet, men ”dét at køre alene igennem et fuldstændigt tyst landskab dækket med sne” kunne også udløse eufori, som Hans Pedersen, redaktør af Råstof, mindes den første bilfrie søndag.

Se nyhedsindslaget om bilfrie gader her. Klippet er fra DR’s arkiv.

Dét med at spare på energien og skrue ned for varmen blev til en folkesport, som det viste sig, at danskerne var gode til: Mens forbruget på en almindelig hverdag i november 1973 lå på mellem 1200 og 1250 megawatt ved 17.30-tiden, havde danskerne skåret forbruget ned med 150 megawatt på samme tidspunkt i slutningen af januar.

Jordskredsvalget

Samtidig med oliekrisen oplevede Danmark sit hidtil største vælgerskred ved folketingsvalget den 4. december 1973: 44 % af alle vælgere satte deres kryds ved et andet parti. Tressernes økonomiske vækst og stigende velstand var ikke kun synlig i parcelhuskvartererne, men også på danskernes lønsedler: Den voldsomme vækst i den offentlige sektor viste sig med skattetrykket. Derudover blev forventningerne til EF-medlemskabet ikke til en realitet, tværtimod. Forsyningsvanskeligheder som følge af olienedskæringerne førte til restriktioner i hr. og fru Danmarks hverdag. Også værdipolitiske forandringer, som Socialdemokratiets venstredrejning eller legalisering af den frie abort i 1973, såvel som den borgerlige middelklasse gav anledning til politisk og kulturelt oprør fra begge sider af det politiske spektrum. Diskrepansen blev tydelig i valgresultatet: Socialdemokraterne mistede en tredjedel af mandaterne, DKP og Retsforbundet blev genindvalgt, samtidig med at Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti for første gang fik indtog pladser i Folketinget. Venstres Poul Hartling dannede en mindretalsregering, som var den dominerede regeringsform i Danmarks ustabile politiske landskab  frem til 1993.

Krisen som øjenåbner

”Vi har i året 1974 – om end nødtvungent – måttet lære at acceptere, at energi kan være en mangelvare. Vi har erfaret, hvor følsomt også det danske samfund er over for svingninger i den internationale konjunkturudvikling […]”, påpegede dronning Magrethe II i sin nytårstale ved årsskiftet til 1975. Afhængighed af én energikilde fra en ustabil geografisk region blev man  i den grad bevidst om med oliekrisens opståen. Selvom olieleverancerne atter blev normale igen i løbet af foråret og fuldstændigt ophævet i juli 1974, så understøttede den fortsatte prisstigning de økonomiske krisetendenser. Energipolitikkens primære opgave i 1970’erne var derfor for fremtiden at sikre energiforsyningen, idet olieafhængigheden blev mindsket, da man opbyggede en flerstrenget energiforsyning. I løbet af få år blev kraftværkerne stillet om til kul og fjernvarmen blev udvidet. Den mest lovende energikilde med størst uafhængighed var ifølge energiselskabet ELSAM dog hverken kul eller biomasse men uran. Den 4. januar 1974 meddelte ELSAM, at de havde planer for at fremskyde etableringen af atomkraftværker i Danmark. Til trods for at Danmark siden 1958 havde haft forskningsstation på Risø, var etableringen af atomkraftværker, primært på grund af finansielle årsager, ikke sket: Så længe den billige olie holdt industrien i Danmark kørende, ville etableringen af atomkraftværker været en dårlig økonomisk forretning.

Bevægelse mod atomkraft

ELSAM havde en forventning om, at den politiske beslutning om atomkraft ville blive taget hurtigt, fordi den vanskelige økonomiske situation pressede sig på, og fordi virksomheden kunne begynde hurtigt med at opføre atomkraftværker. Men den situation indfandt sig ikke. En ny organisation trådte nemlig frem foran pressen den 31. januar 1974. Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) ville ”søge at forhindre, at beslutninger som atomkraft træffes på et udemokratisk, ufuldstændigt og fordrejet grundlag” og krævede et tre-års moratorium for at få tid til at sikre en bred folkelig oplysning om de problemer og uløste spørgsmål, som fx opbevaring af radioaktiv affald. På trods af at OOA blev dannet som direkte konsekvens af atomkraftdiskussionen, var organisationen også udtryk for en øget bevidsthed om miljø, og en kritik af forbrugssamfundet. I Danmark startede oliekrisen en bred diskussion om atomkraft, der i 1985 endte med et nej tak i Folketinget.

Melina Buns er tilknyttet Råstof som skribent