Energifællesskaber er en del af løsningen

Nu hvor vi netop har indviet endnu en stor dansk havvindmøllepark, og man fra politisk hold fortsætter med at have blikket skarpt rettet mod havvind som selve løsningen på den grønne omstilling, er det på tide at spørge, hvordan vi får balance mellem forbrug og produktion i fremtidens elsystem. De vedvarende energikilder er kommet ned på et prisniveau, der kan konkurrere med de fossile brændsler, og kulkraftværker lukkes ned, fordi CO2-kvotesystemet i EU begynder at virke.

Men så er vi vel kommet frem til løsningen på problemet med fremtidens elsystem? Nej – desværre ikke.

Vi er begyndt at løse problemet, men der mangler en meget stor udbygning med solceller. Hvad er det så, der står i vejen for dette? Har vi ikke investeringsvilje? Kan elnettet ikke klare udbygningen uden milliardinvesteringer, sådan som elsektoren hævder?

En viden, som bestemt ikke er ny, er, at man ved at udbygge solcellekapaciteten kan sikre, at der naturligt kommer meget bedre balance i systemet, for når vinden ikke blæser, er der ofte sol. Vores energisystem i dag er præget af en meget stor kapacitet på vindområdet og en meget mindre del på solcelleområdet. Politikken har været, at man satsede på udbygninger, der ikke gjorde, at samfundet tabte elafgifter, da man ved at inddrage landsbrugsjord til solcellemarker kan lade private entreprenører udbygge kapaciteten til langt færre penge, og at elforbrugerne kan fortsætte med at betale elafgifter.

Batterianlæg
Det kræver, at elnettet kan transportere denne strøm frem til forbrugerne, når solen skinner. Samtidig skal elnettet kunne bære opladning af op til 1 millioner elbiler allerede i 2030. En af løsningerne kan ligge i lokale energifællesskaber, der kan producere og lagre energien lokalt. MEN – afgiftssystemet er i vejen. Ikke desto mindre er der en stor interesse blandt borgere og virksomheder for at investere i tagbaserede solcelleanlæg, men da al el produceret på disse anlæg afregnes til en pris, når det produceres og ikke forbruges samtidig, skal man så også investere i batterianlæg, som kan lagre energien, indtil at man skal bruge den. Disse batterier kunne så måske også oplades af vindmøllestrøm, der ofte produceres om natten og kunne forbruges om morgenen, når alle står op.

Denne fokusering på, at elafgifterne er en slags skat, der ikke må mangle, betyder, at systemet, som det er nu, faktisk arbejder imod en grøn omstilling, hvor man selv investerer og producerer sin egen strøm, da det vil kræve, at forbrugerne ikke længere skal betale afgifter af den strøm, de selv producerer. Et nyt EU-direktiv stiller krav om, at det er en ret for alle forbrugere i EU, at de må producere deres egen energi i lokale energifællesskaber (Local Energy Communities) uden væsentlige forhindringer. Det danske afgiftssystem er i vejen og må altså ændres.

Samtidig kunne man med fordel begynde at stille krav om, at elselskaberne i stedet for at udbygge transmissionsnettet skulle etablere lokale batterilagre, der kunne fungere i det smarte elsystem – for dér er vi slet ikke. Det er der udarbejdet utallige projekter om og udført konkrete forsøg med – som fx Bright Green Island på Bornholm.

Investeringsviljen hos befolkningen er der – også til at købe elbiler. Derfor er det afgørende, at politikerne begynder at tænke i større baner, end blot hvor de penge, man taber på afgifterne skal komme fra – hvilket ikke synes at være et problem, hvis man fx vil sænke registreringsafgifterne på fossile biler, der medfører en kraftig stigning i antallet af privatbiler.

Handling må følge ordene – og med den nye regerings mål om 70% reduktion skal vi ind og røre ved dét, der gør ondt. Vi må holde op med at bruge energiafgifterne, så de forhindrer omstillingen – det har aldrig været meningen med dem.

Hvad er et lokalt energifællesskab?

Hvis man i et lokalområde går sammen om at investere i et antal solcelleanlæg – enten som en serie af individuelle investeringer eller som et fællesanlæg på fx taget af en industribygning i området – så skal man have fuldt udbytte af sin investering. Fordelen er, at dette vil medvirke til at sprede anlæggene ud i de lokale elnet, og derved kan man undgå, at den producerede el skal transporteres rundt.

I stedet har man stiltiende accepteret, at ejerne af de eksisterende solcelleanlæg, som blev sat op med det løfte, at de i 20 år ville have ret til at producere og forbruge deres egen strøm, over natten pludselig så en stor del af deres investering gå op i røg. Det gjorde man ved ikke at forbyde netselskaberne at hæve transportafgiften for den el, der ikke forbruges netop på det tidspunkt, den produceres.

Det skaber mistillid. Forbrugerne vil meget gerne investere i varmepumper og elbiler, men de vil også rigtigt gerne opsætte solcelleanlæg til at dække deres eget forbrug, for de ER faktisk meget bekymrede for klimaet og kunne godt tænke sig at handle. Denne bekymring skal man benytte sig af, og nu går den ikke længere. For når EU-direktivet skal omsættes til national lovgivning, kan man ikke længere fortsætte med at forhindre det med manglende afgifter til staten som argument.

Der kommer sikkert til at gå noget tid, før de retssager, der er anlagt og vil blive anlagt af forbrugerne mod staten, bliver afklaret, men hvorfor vente? Det kommer alligevel til at ske, så lav det nu om. COOP’s ansvarlige for udnyttelse af overskudsvarme har for nylig meddelt, at de nu nedtager de anlæg, som skulle sende overskudsvarme ud til fjernvarmenettet, da administrationen er alt for tung. Kommunale solcelleanlæg bliver nærmest siddende i trods, fordi kommunerne ikke må producere deres egen strøm, og solcelleanlæg sælges fortrinsvis med batterier grundet afgifterne – men denne batterikapacitet kommer ikke for alvor elnettet til gavn, da batterierne ikke kan indgå i en central styring af el på nettet.

Der er god grund til at gentænke afgiftssystemet, for pengene er til stede i samfundet til at skabe den grønne omstilling, investeringsviljen er der, men afgiftssystemet er ganske enkelt i vejen. Så den nye regering skal på banen og fjerne forhindringerne – og det kan lige så godt være nu. Hvor skal pengene så komme fra? Tja – man kunne jo fx melde ud, at vi hæver afgifterne på de fossile brændsler med en kr. pr. liter pr. år. På den måde kan den forbruger, der skal vælge mellem investering i et nyt gasfyr eller en varmepumpe, mellem en ny fossilbil eller en elbil, få en klar indikation, der hedder: Det er fortid – vælg fremtiden!