Energiunionen: Ét puslespil og 28 brikker

Samtidig vil en succesfuld implementering af energiunionen kunne styrke unionen både indadtil og udadtil i en tid, hvor EU har været mere end normalt udfordret af flygtningekrisen og Brexit. Det har skabt et fragmenteret EU, og energiunionen tilbyder derfor en mulighed for at skabe en meget tiltrængt sammenhængskraft samt et grønt lederskab. Men de grønne prioriteter er ikke ens for alle medlemslandene og mange ender skal nå sammen, før energiunionen bliver en ambitiøs virkelighed.

Vinterpakken: Fra vision til implementering

Indholdet i energiunionen har længe været lettere uklart, og derfor har udformningen af de mange planer også været længe ventet. Sidst i november 2016 kom EU-Kommissionen så med den længe ventede ’Vinterpakke’, som er skridtet videre mod implementeringen af alle visionerne. Pakken er en egentlig lovpakke og består af 8 lovforslag samt en række dokumenter, der tilsammen binder følgende 5 dimensioner sammen: Forsyningssikkerhed, indre energimarked, energieffektivitet, reduktion af drivhusgasudledninger og forskning.

Med Vinterpakken er der således lagt op til at integrere mere vedvarende energi i EU’s energiforbrug samt tilskyndelse til højere energieffektivitet og samarbejde på tværs af grænserne. Særligt sidstnævnte har stor betydning for den grønne omstilling i det store billede. Ved at skabe sammenhæng mellem el-transmissionsforbindelserne i EU-landene kan der sikres en større udnyttelse af vedvarende energi imellem landene. Hensigten er god. Lande, som således har en større produktion af vedvarende energi, kan afsætte denne energi til lande, der har en mindre andel, og derved optimeres brugen af vedvarende energi i hele EU.  Det hele er dog ikke så ligetil, og flere barrierer skal overkommes før energiunionen kan blive en ambitiøs realitet. Det er i den forbindelse helt essentielt, men ikke givet, at den grønne omstilling gøres til et centralt omdrejningspunkt for projektet. Flere kritiserer bl.a. pakken for ikke at være ambitiøs nok. Det drejer sig bl.a. om EU-målet om at nå en 40 % reduktion i drivhusgasudledninger inden 2030, som ikke matcher ambitionen fra Paris-aftalen om at begrænse temperaturstigningen til max 2 grader. Èt af problemerne for de manglende ambitioner er medlemslandenes forskellige nationale prioriteter.

Én Energiunion – 28 (snart 27) forskellige nationale interesser

Visionerne for energiunionen udfordres bl.a. af kernen i selve EU’s struktur. Formålet er skabe et fælles sammenkoblet energimarked mellem medlemslandene, men det kan være svært med 28 forskellige nationale prioriteter, systemer og energimiks. Nogen lande, såsom Polen, holder således fast i, at energisikkerhed står højere end vedvarende energikilder og klimahensyn, da landets kulreserver udgør en essentiel del af Polens energiforsyning. Hertil kommer, at energiforbindelserne i de forskellige lande i højere grad skal forbindes og opgraderes for at opnå det regionale flow af (vedvarende) energi som energiunionen tilskynder. Desuden mangler der kapacitet i flere energiforbindelser såsom i gas- og elledninger for at muliggøre den ønskede transport af el mellem landene. For at projektet kan lykkedes er det derfor nødvendigt at overkomme nationale særinteresser, samt at sammenkoble fragmenterede systemer i endnu højere grad for at opnå et optimalt energisamarbejde.

Hvad så nu?

Der er altså stadig et stort stykke arbejde forude, før energiunionen er en ambitiøs realitet. Samtidig er en udfordring at beholde det politiske momentum midt i de altoverskyggende Brexit forhandlinger. Lige nu er forhandlingerne omkring

Vinterpakken i gang i EU, og disse ventes at intensivere, når Estland overtager formandskabet for Det Europæiske Råd til efteråret. Der et stort arbejde i at skabe et integreret el- og energimarked på tværs af grænserne, som giver den grønne omstilling topprioritet. Men lykkedes det, ja, så er der mange grønne frugter at høste for EU både på den klimapolitiske scene, men ikke mindst for kommende generationer.