Et helt sort eller grønt BREXIT?
Af Kia Jensen
Med briternes afsked til EU-selskabet mister EU en vigtig part i den ’grønne gruppe’, som især har stået i opposition til de østeuropæiske lande. Udmeldelsen rejser således adskillige spørgsmål omkring BREXIT’s påvirkning af EU’s klimaindsats, samt om retningen på Storbritanniens fremtidige klimakurs
Storbritanniens exit fra EU har været det altoverskyggende emne siden d. 23. juni, hvor folkeafstemningen fandt sted. For første gang nogensinde forlader et medlemsland EU-fællesskabet, og ingen kender derfor nøjagtigt processen.
Samtidig falder beslutningen på et kritisk tidspunkt for et fragmenteret EU, der er i dyb krise, men også på et kritisk tidspunkt for den internationale klimapolitiske indsats. Her har unionens fælles front været helt central, men balancen internt i EU udfordres nu af Storbritanniens udmeldelse.
BREXIT rykker ved EU’s interne klimapolitiske balance
Når flere af de øst- og centraleuropæiske lande kollektivt stiller sig kritisk over for udformningen af ambitiøse klimapolitiske tiltag i EU-regi, som eksempelvis ved fastsættelsen af EU’s 2030-reduktionsmål, har en grønnere gruppe, bestående hovedsageligt af de skandinaviske og vesteuropæiske EU-lande modsvarende arbejdet for at hæve ambitionsniveauet. Her har Storbritannien netop stået i gruppen af de lande i EU-blokken, der har skubbet på for en mere ambitiøs klimaindsats.
Med Storbritannien, som er verdens 5. største økonomi og EU’s 2. største udleder af drivhusgasser, der nu forlader EU, er der således tvivl om, hvordan den klimapolitiske balance i EU-regi udformer sig.
Flere frygter, at den formindskede ambitiøse klimastemme i EU vil få lande som Polen til at udnytte den nye situation til i højere grad at forsøge at udvande tiltag, der skal mindske landets afhængighed af kul.
Derudover har det britiske EU-exit, sammen med migrationskrisen, klart domineret den politiske dagsorden i det europæiske fællesskab. Det har betydet, at andre områder er blevet nedprioriteret, og dermed også, at fokuset på den klimapolitiske indsats er blevet overskygget. EU’s klimalederskab er med andre ord svækket, hvorfor der er et særligt behov for øgede ambitioner og lederskab.
Storbritanniens EU-exit betyder i den forbindelse også, at unionens styrke i de internationale klimaforhandlinger, der bl.a. har ligget i at være en stor samlet blok af lande, formindskes. Forhåbningen er, at unionen vil formå at anvende klimadagsordenen til at samle et fragmenteret EU – dette til trods.
Med Storbritannien, som er verdens 5. største økonomi og EU’s 2. største udleder af drivhusgasser, der nu forlader EU er der således tvivl om, hvordan den klimapolitiske balance i EU-regi udformer sig
Først med Klimalov
Storbritannien implementerede som et af de første lande i verden en klimalov tilbage i 2008, der bl.a. forpligter de skiftende britiske regeringer til at reducere drivhusgasudledningen med 80% i 2050 jf. 1990-niveau. På samme tid blev der nedsat en rådgivende klimakomité, den såkaldte ’Climate Change Committee’, som kan sammenlignes med Klimarådet herhjemme. Dermed dannede den britiske klimalov forbillede for vores egen Klimalov, der blev vedtaget i 2014.
Tilmed overraskede briterne også, da de i kølvandet på BREXIT-afstemningen sidste år vedtog et ambitiøst 2032-reduktionsmål. Målet forpligter juridisk landet til at reducere landets drivhusgasudledning med 57% i 2032 i forhold til 1990-niveau. Målet er også højere end det af EU-fastsatte reduktionsmål for landet, der kræver en reduktion på 40% i 2030.
Både Klimaloven og det nye nationale reduktionsmål sender et vigtigt signal til omverdenen, klimaforkæmpere, energisektoren og investorer om, at Storbritannien har i sinde at fortsætte ad en ambitiøs klimavej også efter et EU-exit.
Trods dette er der dog stadig tvivl om, hvorvidt Storbritannien også vil følge op med de nødvendige tiltag, for at de ambitiøse målsætninger også opfyldes.
Skepsis om fremtidig klimakurs
Ifølge regeringens rådgivende klimakomité vil Storbritannien ikke kunne opfylde landets 2020-mål om at generere 15% af det samlede energibehov fra vedvarende energi inden udgangen af indeværende årti. Transport- og varmesektoren er de store udfordringer, hvor tempoet i omstillingen til vedvarende energi skal op.
Derudover er der sket en omrokering og således også en omprioritering af klimaforandringerne på departementsniveau. Fra at hedde ministeriet for ’Energy and Climate Change’ er ministeriet efter BREXIT-afstemningen omdøbt ministeriet for ’Business, Energy & Industrial Strategy’. At klimaforandringer helt er forsvundet, vækker derfor også bekymring i forhold til den nye britiske regering, som skal gennemføre udmeldelsesprocessen og en prioritering af klimaproblemet.
Hertil kommer, at mange ikke er klar over, at Storbritanniens nuværende klimapolitiske kurs i høj grad er udviklet netop på grund af briternes EU-medlemskab, hvorfor man frygter at udmeldelsen også fjerner en vigtig drivkraft bag en ambitiøs klimakurs.
Vender Storbritannien tilbage til at være Europas ’Dirty Man’?
Da Storbritannien blev medlem af EU i 1973, fik landet det lidet flatterende mærkat som ’Dirty Man of Europe’. Årsagen skulle findes i Storbritanniens mange miljøproblemer samt manglende regulering. Det var bl.a. manglende kontrol med forurening fra især biler på et tidspunkt, hvor de fleste vestlige lande havde fået kontrollen over forureningen.
I tillæg hertil var en alvorlig miljøudfordring i 1980’erne syreregn, skabt af afbrænding af fossile brændsler fra bl.a. kraftværker og industri, som bl.a. førte til forsuring af svenske skovsøer og resulterede i massiv fiskedød.
Problemet med syreregn stammede ikke kun fra den britiske industri m.m., men der var stor frustration fra de europæiske naboer over især Storbritanniens passivitet i forhold til problemet.
Løsningen blev internationale aftaler og regulering, herunder eksisterende EU-direktiver for luftforurening, som har betydet en kraftig reduktion på udslippet af forsurende gasser, der skaber syreregn.
Og det er særligt EU-regulering og direktiver for luftforurening, vandbeskyttelse og naturbevarelse som er centrale for Storbritanniens nationale miljøbeskyttelse den dag i dag.
Flere nationale miljøorganisationer, meningsdannere og politikere er derfor bange for, at Storbritannien vil falde tilbage på slap line, når landet ikke længere er bundet af EU’s direktiver, samt er fri fra det implicitte pres, der eksisterer blandt EU-medlemslandene, og som påvirker landenes nationale klimaindsatser.
Netop på grund af denne frygt advarede formanden for den britiske klimakomité, Lord Krebs, imod en udvanding af den britiske nationale klimaindsats. I samme ombæring opfordrede Krebs til, at nuværende europæisk lovgivning, som kun binder Storbritannien, så længe det er medlem, erstattes af national lovgivning så hurtigt som muligt.
Der er således ingen tvivl om, at BREXIT efterlader mange ubekendte i forhold til klimaindsatsen. Udmeldelsesprocessen er langvarig, men i takt med at den kommer til at rulle, vil mange uden tvivl lægge pres på Storbritannien i forhold til at forfølge et højt grønt ambitionsniveau nationalt som internationalt.
Alt andet ville være helt sort.
Kia Jensen er tilknyttet VedvarendeEnergis skribentgruppe