TV-serien om atomkraftværket i Tjernobyl: Når det værste mareridt bliver virkelighed

”Du har at gøre med noget, som ikke tidligere har fundet sted på denne planet”. Sådan advarer atomforskeren Valery Legasov i HBO´s film-serie Chernobyl politikeren Boris Shcherbina, da atomulykkens alvor begynder at dæmre for myndighederne i Kiev. Det er få dage efter den skæbnesvangre afprøvning af reaktor fire, og ingen har endnu overblik over katastrofens omfang. Da ulykken indtræffer kl. 01.23, går flere ting galt. Et dosimeter, der kan måle radioaktivitet i store mængder, viser sig for eksempel at være defekt og giver derfor ikke medarbejderne på værket nogen indikation af, at stråleniveauet på kort tid er steget til 20.000 røntgen i timen. 500 røntgen fordelt over fem timer anses for dødeligt.

Den nat det utænkelige skete
Helt indtil næste morgen arbejder mandskabet på Tjernobyl med at få kontrol over ulykken – i timevis uvidende om, at det utænkelige allerede er sket: Reaktor fire er eksploderet, og rundt om kernen ligger stumper af grafit og atombrændsel spredt ud. Chefingeniør Anatoly Dyatlov (spillet af Paul Ritter) og hans folk er dog klar over, at noget er rivende galt og beslutter sig for at pumpe vand ind til reaktorkernen i et forsøg på at få kølet den ned. Den beslutning viser at være én blandt flere risikable beslutninger, der tages i timerne og dagene efter ulykken. Hvis brændende grafit og atombrændsel ville trænge igennem betongulvet og ned til de mange tons vand, der havde samlet sig under gulvet på reaktor fire, vil en dampeksplosion, mange gange større end den første eksplosion, blive udløst.

Den samvittighedsfulde videnskabsmand
I fem afsnit tages seeren med på en gruopvækkende rejse gennem atomkrisens faser fra de ansatte på Tjernobyl-værkets panikreaktioner over myndighedernes forsøg på ”damage control” til den senere retssag. Vi følger den samvittighedsfulde kemiker Valery Legasov (mesterligt spillet af Jared Harris), der bliver udnævnt til leder af den kommission, der skal placere et ansvar for katastrofen, og som også i virkeligheden begår selvmord præcis på toårsdagen efter atomulykken. Legasov, der får politisk støtte af politbureauets Boris Shcherbina (Stellan Skarsgård), er ubetinget seriens helt. Det er ham, der med en utrættelig indsats forsøger at komme til bunds i de både menneskelige og tekniske fejl, som førte til Tjernobyl-ulykken. Men også ham, der ender med at betale den højeste pris for sin stræben efter sandheden.

En velkendt Hollywood-figur
Skildringen af Valery Legasov som sandhedsvidne er entydig. Lidt for entydig, er det blevet påpeget. Virkelighedens Legasov ville aldrig have opnået den betydningsfulde position i det gamle kommuniststyre – han var højt estimeret medlem af Sovjetunionens videnskabelige akademi – uden at have kendt til fortielserne om atomkraftens manglende sikkerhed i Sovjet, siges det. Antipoden til Legasov er den autoritære leder på Tjernobyl, Dyatlov. Han skildres i serien som skruppelløs, kolerisk og magtsyg. En mand, som de menige ingeniører på Tjernobyl er hunderæd for. Vi kender denne moralske modsætningsfigur, hvor en ryggesløs overordnet forlanger det helt uforsvarlige af sine underordnede, fra utallige Hollywoodfilm. Det er da også Hollywood-manuskriptforfatteren Craig Mazin, der står bag HBO´s populære tv-serie. Persongalleriet er i det hele taget skarpt skåret over de gode og de onde, og det giver i sagens natur anledning til diskussion om virkelighedens Legasov og Dyatlov og de øvrige karakterer i Chernobyl nu også, i sandhedens navn, burde skildres på en så stiliseret sort-hvid måde.

Rusland svarer igen med egen tv-serie
Selv lægger Craig Mazin ikke skjul på, at han med Chernobyl ikke er på jagt efter den faktuelle sandhed om ulykken. Hvis da en sådan måtte findes. Det vil også være alt for meget at forlange af et tv-drama, der benytter sig af narrationens og fiktionens velkendte greb. Mazin må, ligesom alle andre, der har beskæftiget sig med Tjernobyl, blandt andet forlade sig på mundtlige vidnesbyrd og de rapporter om ulykken, der findes, og som i øvrigt langt fra er enige om årsagerne til den katastrofale reaktoreksplosion. Uenigheder om årsagssammenhænge og ansvarsplacering har ført til, at russerne – der nok mestendels er fornærmede over Chernobyls kritik af Sovjetstyrets håndtering af ulykken – er påbegyndt deres egen version af tv-serien, hvor de selv bliver holdt fri for ansvar. I stedet fortælles en historie om CIA-agenter, der har planer om at sabotere atomkraftværket nær Kiev.

Grå nuancer
Stilistisk er Chernobyl en mageløs gennemført tv-serie; en tidsrejse tilbage til de billeder af det tidligere Sovjetunionen, vi er mange, der husker. Et samfund i nuancer af grå. Hver scene er detaljerig, fuld af østeuropæisk mørkhed og tristesse. De forladte betonbygninger i den evakuerede by Pripjat, løse hunde, der løber forvirrede rundt i de tomme karreer efter føde, datidens tunge brillestel, brune habitter og permanentet hår. Det grå-grønne farvefilter, som serien er produceret med, forstærker det dystre billede af det miljø, katastrofen udspillede sig i.

Ulykker, affald og milliardoverskridelser
Her 33 år efter Tjernobyl, hvor verden står over for en gigantisk energiudfordring, befinder atomkraftens stjerne sig lavt på himlen. Ikke kun risikoen for ulykker svækker argumenterne hos atomkraftteknologiens fortalere, men også spørgsmålet om, hvordan affaldsproblemet med brugt atombrændsel skal løses. Ifølge OOA vil et atomkraftværk med en ydelse på 1000 MW alene producere 30 tons højradioaktivt affald hvert år. De senere år har flere nye atomkraftanlæg tilmed overskredet anlægsbudgettet med kæmpe milliardbeløb.

HBO´s serie om Tjernobyl er (også) et historisk vidnesbyrd om en energiteknologi, vi af fornuftige grunde måtte opgive. Den sarkofag, der i dag indkapsler den sprængte reaktor på kernekraftværket i Tjernobyl, symboliserer på sin egen uhyggelige, men også forhåbningsfulde måde, atomkraftens endelige død.

Chernobyl kan ses på streamingtjenesten HBO.