Før og efter Tjernobyl

”Den 26. april 1986 klokken 01.23.58 ødelagde en række eksplosioner reaktor nr. 4 på det ukrainske Tjernobyl-atomkraftværk, tæt ved den hviderussiske grænse. Tjernobyl-katastrofen blev den største teknologiske katastrofe i atombranchens historie i det 20. århundrede.”

Således starter den hviderussiske journalist og nobelpristager Svedlana Aleksievitj sin bog ”Bøn for Tjernobyl”. Bogen er en samling af hundredvis af interviews med helikopterpiloter, udkommanderede soldater, skolebørn og først og fremmest bønder, der fortsatte med at dyrke deres jorde, som de havde gjort det i århundreder. Fælles var, at ingen havde kendskab til den nye fare, som skulle komme til at påvirke deres – og vores verden fremover. ”Tjernobyl er først fremmest en katastrofe for tidsbegrebet. De radionuklider, som er blevet spredt ud over vores jord, vil leve halvtreds, hundrede, to hundrede tusinde år … Eller længere … Ud fra et menneskelivs perspektiv er de evige. Hvad er vi i stand til at forstå?”

Om natten til den 26. april 1986 skriver Svedlana Aleksievitj: ”Vi foretog et spring ind i en ny virkelighed, og en virkelighed, der viste sig ikke kun at være større end vores bevidsthed, men også større end vores fantasi.”

For hvem kan forestille sig, hvad det vil sige at skulle begrave størstedelen af 485 landsbyer? Fjerne jordlaget, bygningerne, redskaber, slå kvæget ned, evakuere befolkningen for evigt. Hvem kan forestille sig, at mens kræftdødeligheden før Tjernobyl-katastrofen var 82 ud af 100.000 mennesker, så steg den til 6.000 pr. 100.000 mennesker efter Tjernobyl?

Tjernobyl ligger i den nordligste del af Ukraine, og vinden sendte den 26. april det radioaktive nedfald ind over Hvide Rusland. Den sovjetiske stat sendte 800.000 soldater og indkaldte ”likvidatorer” til ulykkesstedet. Alene i Hviderusland er der 115.493 personer registrerede som likvidatorer. Heraf døde 8.553 mellem 1990 og 2003. To om dagen.

Nu er reaktor nr. 4 indkapslet med beton. Men betonen sprækker, således at sprækkerne tilsammen danner et hul på 200 kvadratmeter. Efter sigende påbegynder Ukraine derfor bygningen af en ny indkapsling ”Arken” kaldet. Den ny indkapsling er beregnet til at skulle kunne holde i 100 år. Den skal bygges af kvalitetsstål og bliver den største konstruktion i menneskehedens historie 150 meter høj. Alene mængden af stål udgør 18.000 ton.

Svedlana Aleksievitj: Bøn for Tjernobyl. 2011. 350 sider. Kr. 150,-. Oversat til dansk Lindhardt og Ringhof 2018.

Med geigertælleren i hånden
På en måde er det ikke rimeligt alene at skrive om Tjernobyl, når det er Navid Kermanis rejseodyssé gennem det østlige Europa til Isfahan. Og det gør det ikke bedre, at Kermani i ”Langs grænser og grave” mødes med Svedlana Aleksijevitj i hendes lejlighed i Minsk. Men det er netop ved den lejlighed, at Aleksijevitj fastslår, at Tjernobyl er ”1900-tallets vigtigste begivenhed.” Og det vel at mærke ”trods alle de frygtelige krige og revolutioner, som man vil kunne komme til at forbinde med dette århundrede.” Og den hviderussiske nobelpristager fortsætter med at beskrive hviderusserne som ”omvandrende sorte bokse”. ”De indeholder informationer om, hvad der venter os alle i fremtiden. Os alle.”

Navid Kermani starter sin beretning med at fortælle, at han er blevet rådet til at købe noget gammelt tøj, som han kan smide væk efter, at han har besøgt den forbudte zone i Tjernobyl. Så han skifter tøj fra yderst til inderst.

Hvide Rusland fik 70% af det radioaktive nedfald fra Tjernobyl-ulykken. Og hver femte hviderusser bor fortsat på kontamineret jord. Men derfor er koncentrationen selvsagt stadigt størst tæt på stedet for eksplosionen i reaktor 4 i Tjernobyl i det område, der i klart newspeak benævnet ”det radioøkologiske beskyttelsesområde.”

Der bor stadig 30 mennesker i den landsby, der ligger tættest på Tjernobyl heraf to børn. Der er stadig elektricitet, men ikke rindende vand. Vand hentes fra brønden. To gange om ugen kommer der en bil med madvarer.

Umiddelbart efter ulykken blev der opstillet geigertællere og målestationer. Apparaterne blinkede løs. Derfor standsede myndighederne målingerne. Til daglig er det på det nærmeste umuligt at holde sig orienteret om radioaktiviteten. Af nød har en underviser taget en avis med en artikel om Tjernobyl med hjem fra en rejse i Tjekkoslovakiet og forsøger at oversætte indholdet.

En kvinde, der har ventet i seks år på at få tilbudt en lejlighed i et mindre radioaktivt påvirket område, tager sagen – og geigertælleren – i egen hånd og finder et område 130 km væk, hvor geigertælleren ikke slår ud.

I tiden umiddelbart efter ulykken var det ikke muligt at undertrykke sandheden. Alle kendte nogen, der var død eller evakueret. De første, der blev evakuerede, var børn og gravide. Men om det var 4000 eller 1,5 million mennesker, der døde af følgerne af eksplosionen, er ikke til at fastslå. I Hviderusland er der ikke gennemført nogen nuklearmedicinsk forskning de seneste 10-12 år, men tal fra Ukraine viser entydigt en højere forekomst af kræft. Generelt blev Hviderusland langt voldsommere ramt af radioaktivt nedfald end Ukraine. Ikke desto mindre var der adskillige store byer, der ikke blev evakuerede. En hviderussisk specialist i nuklearmedicin, Jurij Bandasjevskij, mener, at dette var direkte forbryderisk. Han er nu blevet landsforvist. Han fortæller videre, at madvarer, der overskrider grænseværdien, bliver blandet med ikkekontaminerede fødevarer, indtil tallene er lave nok.

Kermani bemærker: ”Men det er jo uagtsomt manddrab.”

Bandasjevskij svarer: ”Det er ikke uagtsomt, de ved godt, hvad de gør. Det er massemord.”

Navid Kermani: Langs grænser og grave. En rejse gennem det østlige Europa til Isfahan. 485 sider. Kr. 280,-. Informations Forlag, 2018.

Ingen tager Tjernobyl alvorligt
Kate Brown nævner i sin bog ”Manual for Survival” lige præcis et eksempel på, hvordan frugt og grønt fra Hviderusland og Ukraine bliver spredt over hele kloden for derved samlet holde grænseværdien for radioaktivitet nede og samtidig slippe af med en række fødevarer. Kate Brown beretter om en lastvogn, der bliver standset ved grænsen mellem Canada og USA, fordi geigertælleren på grænsestationen slår helt vildt ud. Øjeblikkelig bliver der slået alarm, og frygten er, at det drejer sig om radioaktivt materiale til brug i en ”dirty bomb.” Det viser sig imidlertid at være en vognlæs af blåbær plukket i Ukraine.

Brown berettede videre om en ladning radioaktivt kontamineret kød, der bliver sendt rundt i USSR i fire år i kølevogn. Der er ingen, der vil aftage kødet. Hvorpå det bliver begravet i en cementgrav. Kate Brown afdækker nogle voldsomme facts, særligt statistikker over infektioner, kræft, øjensygdomme, blodmangel. Hun gennemgår arkiver over landsbybørns sundhedsproblemer og referater fra de lokale myndigheders møder, der viser, at selvsamme myndigheder ikke tager disse problemer alvorligt.

Beskrivelserne er særligt fra tiden før murens fald, hvor Moskva dikterede, at kun oplysninger, som ikke kan benægtes, slap ud til offentligheden.

En betragtelig stor del af det radioaktive nedfald havnede langt fra reaktor nr. IV. Fx blev det nødvendigt at slagte 10.000 rensdyr i Nordsverige. Tusindvis af mennesker døde uden at blive undersøgt omhyggeligt. Hvilket betød, at det ikke var muligt at høste erfaringer med, hvad radioaktiv påvirkning betyder.

Ifølge de officielle oplysninger var dødstallet 54 efter eksplosionen på reaktor IV – fortrinsvis brandmænd og soldater, der var indsat for at få den efterfølgende brand under kontrol. Ifølge Brown anbefalede sovjetiske læger de arbejdere, der udførte renseopgaver i reaktorområdet, at de drak vodka hele dagen for at stimulere leveren til at rense kroppen for radioaktivitet!

Kate Browns opgørelser over dødstallet er estimeret ud fra arkiver fra 27 steder i Europa, USA og det tidligere Sovjetunionen. Hun vurderer antallet af døde gennem de seneste 30 år som følge af Tjernobyl-ulykken til op til 150.000. Alene i Ukraine.

De russiske myndigheder anerkender ikke dette tal, men der er ikke foretaget nogen undersøgelse.

Mange børn blev påvirket af det radioaktive nedfald. Antallet af børn med kræft i skjoldbruskkirtlen gik grassat. Dette kan modvirkes med indtagelse af jodpiller. Børn optager jod ganske effektivt. Dette simple tiltag burde have været taget.

Tilsyneladende havde ingen indsigt i farerne ved radioaktiv bestråling. Hverken i Kreml eller de lokale hospitaler. Og det samme gælder åbenbart også i dag. Da Fukushima Daiichi blev ramt af en tsunami i 2011 og tre reaktorer nedsmeltede, var indsatsen lige så mangelfuld som i Tjernobyl. Der blev ikke uddelt jodpiller til befolkningen.

Forfatteren spekulerer på, om radioaktivitet fra Tjernobyl og andre nukleare anlæg samt de hundreder af afprøvninger af atomvåben er årsag til stigningen i kræfttilfælde og autoimmune sygdomme.

Kate Brown: Manual for Survival. A Chernobyl guide for the Future. 432 sider. Kr.120,-. W.W.Norton & Company, 2019.