Del 2: Den folkelige modstand var det stærkeste våben mod atomkraft

Jeg husker, at indsamlingen fik titlen ”1,25 km danskar säger här: Stop Sigyn”. På turen til Stockholm stoppede vi op i flere byer – kørte ind på torvet og trak omkring 20 meter af underskiftrullen ud. Det gav syn for sagen!”. Gruppen med de fem OOA-aktivister endte med at få foretræde for miljøminister Birgitta Dahl. ”Jeg husker, at tidligere DR-journalist og Sverige-korrespondent, Jørgen Poulsen, gav os en hjælpende hånd. Poulsen var i Stockholm og fik lavet et interview med både miljøministeren og os fra OOA. Vi skulle efterfølgende deltage i en pressekonference. Vi kørte forkert, men Jørgen Poulsen fik os samlet op i sin bil og sørget for at få os frem. På pressekonferencen var ministeren i øvrigt ikke særligt lydhør. Hun slog problemet med ”Sigyn” hen med en bemærkning om, at skibet skam var sikkert nok, og vi danskere hellere skulle se at få vores kulkraftværker væk. Og det skulle vi jo egentlig også, men det med atomkraften kom hun for nemt om ved.”
Svenskerne var altså ikke til sinds med det samme at indstille deres atomkraftforsyning. Men i 1988 meddelte den svenske Riksdag dog, at man ville lukke to reaktorer i 1995/1996. Samme år, altså 1988, besatte OOA-aktivister i 36 timer den svenske ambassade i København i protest mod “Sigyns” sejlads med højradioaktivt atombrændsel i de danske farvande.

”Politiske plattenslagere”

Miljøminister Birgitta Dahl var ikke ene om at indtage en kritisk distance til OOA. I det hele taget måtte modstanderne af atomkraft lægge øre til mangt og meget. Fra arkiverne kan man for eksempel finde en lederartikel af redaktør T. Morsing i Ingeniørens Ugeblad den 2. februar 1974. Her betegner Morsing modstanderne af atomkraft som: ”politiske plattenslagere, dommedagsprofeter og pseudomarxistiske skrålhalse”. (Fra Vedvarende energi i Danmark – En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000). I bladet ”Hovedområdet” (9. juli 1976) citeres svampeprofessor Morten Lange, som netop var udnævnt til formand for regeringens energiråd, for følgende beskrivelse af modstanderne af atomkraft: “…modstanden er jo et led i en ganske almindelig ”religiøs” bølge sat i gang af brøndkarsespisende barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”. Jesper Carlsen husker også den skepsis – og til tider mere end det – som OOA blev mødt med. ”Vi fik masser af kritik, men det ændrede ikke på, at vi altid gik konstruktivt til værks. Vi var positive og ville være uafhængige af andre politiske spørgsmål. På en måde var vi født ud af flower-power-tiden og ville absolut ikke bruge voldelige midler. Vi havde altid et sjovt påfund, som vi synes skulle bære vores budskab”. Fra statens side blev OOA også betragtet med en vis skepsis. ”Vi vidste allerede dengang, at PET aflyttede vores telefoner. Det kunne vi også få noget sjovt ud af. Forneden på telefonen på Fredscenteret i Aarhus, hvor OOA holdt til, stod der: ”Husk at tale tydeligt af hensyn til ældre efterretningsfolk””.

Tysk politi tog hårdt fat

OOA blev aldrig udsat for fysisk hårdhændede metoder af hverken svensk eller dansk politi. Men sådan var det ikke i Vesttyskland. Her havde man andre erfaringer med demonstrationer og terror, og Jesper Carlsen husker især en demonstration i 1976 i Brokdorf i Slesvig-Holsten: ”Vi var taget derned for at støtte op om tyske og hollandske aktivisters demonstration mod et af de farligste atomanlæg i Vesttyskland. Men vi fik aldrig lov at komme i nærheden af Brokdorf. Inde i centrum af Hamborg blev vi alle lagt i håndjern, sat ind i en bus og blev kørt væk. Det var helt imod vores principper: Vi ville netop ikke ende med den slags konfrontationer. Det var faktisk ret uhyggeligt at opleve, at demokratiet blev sat ud af spil. Det var som om, at man ville beskytte de fine atomkraftværker mod enhver modstand”. Også året efter måtte OOA-aktivisterne se en demonstration i Tyskland gå fløjten. Her var det i forbindelse med et atomkraftværk i Vadehavet, som tyskerne på det tidspunkt barslede med. ”Vi tog flere hundrede OOA-folk afsted mod den dansk-tyske grænse. Men på den tyske side stod politiet klar. Vi måtte overhovedet ikke nærme os det område, som vi ville. I stedet blev vi gelejdet ned til havet af små markstier. Der var ikke noget at gøre. Vi var nødt til at se det sjove i det. Så mens vi passerede marker med græssende køer, fandt vi på at lave sangen ”Sig nej til atomkraft” om til ”Sig muh til atomkraft”. Vi var bare glade for at være aktivister i et land som Danmark, der ikke havde investeret milliarder i atomkraft som Vesttyskland, hvor der blev slået hårdt ned på modstanden”.

OOA nedlægger sig selv

OOA opløste sig selv i maj år 2000. Foreningen skrev ud i sit sidste nyhedsbrev, ”at OOA har opnået en række store sejre, og at der nu ikke længere findes en tilstrækkelig stærk gruppe af aktive, som er engageret i at videreføre OOAs oplysningsarbejde.” I Vestergade i Aarhus kan man den dag i dag se OOA´s solmærke i magnum-størrelse pryde en stor vestvendt gavl. Historien om dét solmærke husker Jesper Carlsen udmærket. ”I Vestergade lå ”Tropefisken”, som solgte akvariefisk. Ejeren bevilligede udsmykningen af sin gavl til OOA, og han fik det sågar skrevet ind i servitutterne, så det ikke bare kunne fjernes. For 10 år siden fik vi malet det op igen, så man stadig kan blive husket på atomkraft nej tak-bevægelsen.”
Da folketinget i 1985 omsider besluttede, at atomkraft ikke skulle indgå i den danske energiforsyning, var modstanden ikke længere nogen folkesag, påpeger Jesper Carlsen. Sejren var klar, men betød også at OOA mistede indflydelse. ”Men indflydelsen kan man alligevel se i dag. Rigtig mange af de gamle OOA-folk sidder jo i dag og arbejder med energiplaner, vedvarende energi og andet, der har med den grønne omstilling at gøre. Ingen af problemerne ved atomkraft er løst, og globalt set er udviklingen stadig bekymrende, fordi energiforbruget hele tiden vokser.”