Folkeoplyseren

”Oplysning er magtens værste fjende,” skrev Preben Maegaard om det der skulle blive Uffe Geertsen sidste bog ”Vindkrafteventyret og de globale kriser.”  Og Uffe Geertsen liv blev et liv i folkeoplysningens tjeneste. Fællesskabet og debatten er drivkraften i udviklingen af samfundet, var Uffes evige ledetråd.

Uffe Geertsen.

Meget betegnende var Uffes første publikation en bog om sadrugaerne i Jugoslavien. Det var et gedigent feltstudie, hvor Uffe opsøgte de dengang endnu eksisterende familiekollektiver. For Uffe var dette drømmen om det totale fællesskab – inkluderende både familien og demokratiet. Uffes næste bog hed slet og ret ”Radioaktivitet” og blev for mange det konkrete grundlag for den indsats, som blev sat på programmet af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA).

Uffes aktiviteter fik geografisk fodfæste med ansættelsen som højskolelærer i Askov. Her tog han fat, hvor Poul la Cour slap efter udviklingen af forsøgsvindmøllen. Man kan karakterisere Uffes undervisning som anvendt teknologi, hvilket blev meget konkret efter bruddet med Askov og oprettelsen af Kolding Højskole, hvor Uffe var en af hovedkræfterne. Her på Kolding Højskole skulle højskolen bygges af elever og lærere i fællesskab inklusiv et selvbygget nulenergihus og en ditto vindmølle. Disse sidstnævnte blev i den grad trækplastre for den spirende økologibevægelse, der i disse år bogstaveligt talt væltede ind på matriklen i Kolding.

Efter Kolding Højskole, hvor Uffe en overgang var forstander, drog Uffe til København for at lede EnergiOplysningsUdvalget, som var blevet nedsat af handelsminister Erling Jensen (S) i tiden efter oliekrisen, hvor diskussionen om atomkraft i Danmark for alvor tog fart. Centralt i dette arbejde blev udgivelsen af seks debatbøger, hvor der var kamp om hver eneste sætning, fordi rigtig mange folketingsmedlemmer gik ind for, at der skulle være atomkraft i Danmark, mens den folkelige opinion i høj grad var imod. I praksis førte det til, at lange passager i ovennævnte publikationer blev udarbejdet efter det milimeterdemokratiske princip, dvs. der var nøjagtig lige mange spaltemillimeter tildelt fortalerne for atomkraft som modstanderne. I den situation havde redaktøren – Uffe – en helt ekstrem rolle som afvikler af de glødende diskussioner mellem blandt andet Risø-forskerne og ”de brøndkarsespisende barfodsgængere”, som en af fortalerne for atomkraft professor Morten Lange kaldte OOA-folkene.

Efter at have gennemført opgaven for EnergiOplysningUdvalget blev Uffe ansat som afdelingsleder i Mellemfolkeligt Samvirke. Uffe gik så at sige fra ”Vindmølleeventyret” til ”de globale kriser” for derefter at slutte ringen som folkeoplyser i Det Økologiske Råd.

Ære være Uffe Geertsens minde.