BØGER – Frøken Smillas fornemmelse for sne

Peter Høegs berømte Frøken Smillas fornemmelse for sne er genremæssigt, hvad vi i dag vil kalde for en Cli-fi-roman. Altså en klima-fiktion. Men det begreb kendte verden ikke til i 1992, da bogen kom til verden. Siden årtusindeskiftet har man på bogmesser kunne se genren vokse, så meget, at man på dette års bogmesse i København havde et helt afsnit kun forbeholdt Cli-fi bøger.

Høegs roman er en civilisationskritisk af slagsen. En kritik af den moderne fremskridtsoptimisme, af den vestlige verdens forgudelse af teknik og teknologi, af vores umættelige trang til naturbeherskelse. Og hvor konsekvenserne af dette fatale natursyn først ses i øjnene, når det ser ud til at være for sent.

Smilla Qaavigag Jaspersen er den utilpassede kvinde, halvt grønlandsk – halvt dansk, der bliver mistænkelig, da den grønlandske dreng, Esajas, angiveligt ved et uheld, falder i døden fra et snefyldt tag i København. Men Esajas fald er alt andet end tilfældigt. Hvordan skulle han, der var helt fortrolig med at bevæge sig i sne, kunne falde ned? Esajas mystiske død fører Smilla på sporet af en gruppe skruppelløse videnskabsmænd og profitmagere, hvis planer er så globalt megalomane, at de til forveksling minder om skurkens planer i en James Bond film.

”Det fryser ekstraordinære 18 grader celsius, og det sner, og på det sprog, som er ikke mere er mit, er sneen qanik, store næsten vægtløse krystaller, der falder i stabler, og dækker jorden med lag et lag af pulveriseret, hvid frost”. Sådan indleder man på mesterlig vis en roman. Smilla er fortrolig med sneen, hun har sprog for dens utallige former, men hun er også smerteligt opmærksom på sit oprindelige sprogs forfald. Hun er et splittet menneske. Delt mellem det grønlandske liv, med naturen helt tæt på eksistensen, og et liv i modernitetens og højteknologiens Danmark.

Skulle du ikke have læst bogen, kan den anbefales. En page-turner, der fint kan sluges som sommerlæsning.