Har klimaet tabt sine aktivister?

Sociale bevægelsers protest

Siden 1960erne har den vestlige verden set en udvikling af nye politiske virkemidler, som blev grebet af den enkelte borger som et middel til at indgå i de politiske, men også sociale og kulturelle protester og processer. Begyndende med fredsbevægelsen under den kolde krig, som inddelte verden i politiske, økonomiske og miltære blokke, har man i Danmark og de vestlige lande i de efterfølgende årtier oplevet større eller mindre protestbevægelser imod atomvåben og atomkraft, for fred og for alternativer til det kapitalistiske samfund. Til trods for de forskellige emner, den enkelte bevægelse rettede sig imod eller for, havde disse nye opståede sociale bevægelser det til fælles, at de ville skabe et alternativ til de etablerede institutioner ud fra socio-økonomiske, politiske og kulturelle samfundsforandringer. For at påvirke processerne til at kunne opnå den ønskede forandring blev der siden 1960erne udviklet nye politiske virkemidler, såsom underskriftsindsamlinger, lovlige demonstrationer, boykot, tilbageholdelse af leje eller skat, besættelse, sit-ins eller blokader, der siden har etableret sig som standardrepertoire for politiske protestaktioner.

Fra kollektiv identitet til subjektaktivisme

I 2008 spurgte den tyske sociolog Simon Teune, om der overhovedet stadig fandtes sociale bevægelser. Hvis det antages, at sociale bevægelser tematiserer samfundsmæssige modsigelser, kunne der ikke ses empirisk bevis for sociale bevægelser. Derimod, argumenterede Teune, findes sociale bevægelser stadigvæk, hvis de defineres som ikke-statslige grupper, der enes ved en kollektiv identitet og en stræben efter en principiel social forandring. Ifølge Teune skyldes tvivlen på bevægelsernes eksistens, at disse ikke længere er massemobiliserende og derfor ikke er med i borgernes bevidsthed.

Netop den kollektive identitet er ved at forfalde, når klimaaktivismen kun kommer til udtryk i den enkelte borgers forbrug og adfærd, fx ved at benytte flyrejser mindre eller frasige sig kød og andre klimabelastende fødevarer. ”En relativ svag tradition for radikal aktivisme i Danmark samt mange år uden protest-aktivisme er nok et par af grundene til, at vi ikke ser stor opbakning til klimademonstrationer og lignende”, forklarer Jeppe Læssøe, der er professor MSO og forsker i miljø og socio-kulturelle forandringsprocesser ved DPU. Han vurderer, at ”yngre generationer tilsyneladende ikke er vrede og systemkritiske som tidligere, men snarere søger efter positive alternativer.” Det er, ifølge Læssøe, netop gennem ændringer i forbrugernes adfærd, at en form for klimaaktivisme kommer til udtryk, og som nu ser ud til at befordre større initiativer til bæredygtige produktions- og levemåder.

De-politisering

Samtidig har miljøbevægelserne siden 1970erne forandret sig fra at være græsrodsbaseret til at være professionel medlemsbaseret og hierarkisk struktureret, fra at anfægte værdier og politiske ideologier til at beskæftige sig med daglige husholdningsteknologier. Professionalisering, der i stedet for at arbejde konfrontativt, førte til mere og mere policy-arbejde inden for det etablerede politiske system, samtidig med at miljø og klima blev fælleseje, bidrog til, at bevægelsen har mistet sit mobiliseringspotentiale, sin folkelig forankring og sin kritik. ”Det svækker den folkelige oplysningsproces”, konstaterer Jeppe Læssøe. Det er ikke konsekvent når politikerne adresserer klimaforandringer og underskriver internationale aftaler for at begrænse den globale opvarmning, men fortsætter med at føre den samme ikke-bæredygtige politik. For at forhindre klimaforandringerne skal økonomiske, kulturelle og sociale strukturer forandres – men nutidens politik formidler måske i stedet illusionen om, at de iværksatte tiltag er tilstrækkelige og fokuserer derfor på håndteringen af klimaforandringernes konsekvenser, som herefter i øvrigt bliver gjort til et teknisk snarere end et politisk problem.

Think global, act local – act local, think local

Hver gang nye vindmøller skal opføres, protesterer følelsesladede modstandere, da de frygter forringelse af de landskabelige værdier eller livskvalitet med det resultat, at nogle projekter helt opgives. Hvis klimaforandringerne skal begrænses, er vedvarende energi essentielt. Men også, at vi som borgere tager et globalt ansvar. Det vil betyde, at vi er nødt til at omlægge vores livsstil, skære ned i vores forbrug og bruge færre ressourcer. Det vil indebære, at vi er nødt til at støtte og kræve en omlægning til vedvarende energi med den konsekvens, at vindmøller bliver synlige i landskabet, men som i sidste ende vil bidrage til, at biodiversiteten kan bevares. Nu hvor mennesker i andre dele af verdenen allerede er udsat for klimaforandringer, er det mere nødvendigt end før, at den globaliserede verden lever op til sin betegnelse og agerer globalt.

Når miljøbevægelsens slogans think global, act local ofte i realiteten bliver act local, think local, skyldes det ifølge Jeppe Læssøe ”først og fremmest, at globale trusler er abstrakte, fjerne og komplekse, mens de lokale er sansekonkrete, erfaringsbaserede og nærværende.” Det komplementeres med ”manglende uddannelse til fremme af tænkning i sammenhænge, globale værdier og demokratisk handlekompetence”, uddyber Læssøe. En globaliseret verden frembringer ikke nødvendigvis global bevidsthed; og hvis denne bevidsthed findes, er det uvist, om vi er villige til at se de store sammenhæng og agere ifølge dem. For det er nemmere at protestere og råbe højt, når ansvaret ligger hos andre – men det globale klima kræver, at også vi selv omlægger vores livsstil.

Klimaaktivisme i nye klæder

Så selvom klimatruslen anerkendes, gør dens alvor ikke. Den enkelte borgers omlægning af forbrug og adfærd er vigtig, men ikke nok. ”Praktiske sociale eksperimenter såvel som politiske visioner og debat er utrolig vigtige at udvikle, hvis fortrængningstendensen skal modvirkes, og den politiske aktivitet skal styrkes”, forklarer Jeppe Læssøe. For Læssøe er det en nødvendig del af indsatsen, ”at de kræfter, der modarbejder en klimapolitik, der står mål med problemerne, kritiseres og bekæmpes samtidig med, at der udvikles attraktive og realistiske alternativer for samfundet.” I så fald må klimaaktivismen og dens aktører huske tilbage til den tid, da de tematiserede samfundsmæssige modsigelser og forsøge at genoplive og mobilisere den geist over for det nuværende lokale såvel som globale samfund. Men det forudsætter, at aktivismen skal samles uden for det politiske system for netop at kunne sætte spørgsmålstegn ved de politiske handlinger: For protestaktioner har vist sig at udgør et vigtigt element i påvirkningen af den offentlige mening og det repræsentative demokratiets policy-processer.