Hvorfor har fødevarer i Danmark ikke et klima- og miljømærke?
Af Claus Christensen
Mens supermarkedskæder i flere europæiske lande i årevis har mærket fødevarer med en label, der fortæller om varernes klima- og miljøbelastning, er der ikke umiddelbart udsigt til en lignende dansk mærkningsordning
For ti år siden var det de færreste, der vidste noget om fødevarers klimapåvirkning. Men en stigende opmærksomhed på de klimaeffekter, som forskellige fødevarer medfører, har skabt en forandring i den almindelige befolkning. I dag ved de fleste, at vores forbrug af især kød udgør en ikke ubetydelig del af de menneskeskabte klimaforandringer. Men som forbrugere er vi nærmest på bar bund, når vi lægger en fødevare i indkøbskurven: Hvilken klimabelastning har de 500 gram hakket oksekød fra Danmark, og er de solmodne spanske tomater mindre eller mere klimaskadelige end dem fra et dansk drivhus? Melina Buns, der arbejder for VedvarendeEnergi med et projekt om klima og fødevarer, mener også, at det kan være vanskeligt at gennemskue madvarers klimabelastning: ”Vi tror ofte, at regionale madvarer er de mest klimavenlige. Men fx har danske tomater tit et dårligere CO2-aftryk end spanske – det skyldes først og fremmest produktion i drivhusene. Hvis drivhusene er opvarmet med vedvarende energi, kan tomaterne dog have et lettere CO2-aftryk end dem fra udlandet. Problemet er, at denne information ikke når til forbrugerne, så de derfor ikke kan handle klimavenligt.”
”Vi tror ofte, at regionale madvarer er de mest klimavenlige. Men fx har danske tomater tit et dårligere CO2-aftryk end spanske”
Melina Buns, projektansat hos VedvarendeEnergi
Politisk interesse?
En mærkningsordning burde ligge lige for, men gennemsigtigheden er et problem: ”Klimamærkning er ikke så enkel som man tror. Hvilke trin i produktionsprocessen inkluderes i beregningen? Inkluderer man foder til dyrene? Hvad med almindelig miljøpåvirkning, vandforbrug og biodiversitet, indregner man den ekstra udledte CO2 pga. rydning af regnskov for at kunne producere soja og palmeolie?”, spørger Melina Buns. I Sverige, England og Frankrig har man imidlertid indset behovet for forbrugervejledning, der dels kan øge befolkningens bevidsthed om produkters påvirkning af miljø og klima, og dels kan bidrage til større krav til producenterne – sådan at klimavenlighed bliver et konkurrenceparameter. Men hvad holder Danmark tilbage? ”Den tøven kan skyldes flere forhold. I videnskabelig sammenhæng taler man om et ”attitude-behaviour gap” (afstand mellem holdning og adfærd, red.). Kunderne handler ikke altid på baggrund af deres holdninger til fx klima, men på basis af prisen og kvalitet; der mangler simpelthen studier, der undersøger, hvor vidt et klimamærke kan påvirke adfærdsmønstre. Dog har den svenske burgerkæde Max kunne påvise en stigning på 20% af salget af deres kyllingeburgere, efter virksomheden begyndte at indikere CO2-aftrykket af de forskellige burgere på menuen”, forklarer Melina Buns.
Det danske køkken
Man skulle ellers mene, at der i Danmark er et godt incitament til at kigge på især vores forbrug af kød. Hele 64 kilo kød om året spiser en dansk mand om året, mens kvinder spiser 41 kilo, fortæller en undersøgelse fra DTU fra 2016. 55 procent er oksekød og kun 15 procent er kylling Det er fx betydeligt mere end vores svenske naboer. Det kan hænge sammen med vores forestilling om traditionelle danske madvaner. Det mener i hvert fald Christian Poll og Caroline Magdalene Maier, begge fra Alternativet, der i en kronik i Politiken hæfter sig ved, at det danske køkken for blot nogle årtier siden slet ikke var baseret på kød i samme omfang som i dag: ”Vi danskere har en opfattelse af, at vi traditionelt set har en meget kødbaseret kost, og at vi altid har spist så meget kød som nu. Men indtil for nylig har kød først og fremmest været til særlige lejligheder, fordi vi ikke havde adgang eller råd til kød i hverdagen”. De to skribenter gør opmærksom på, at det store kødforbrug tidligere var forbundet med højtider, som fx julen, men at den almindelige dansker slet ikke havde råd til at lade hovedingrediensen på tallerkenen være kød. Læs kronikken her: www.politiken.dk
Grøn kød-guide
I Sverige har SLU – Sveriges landbrugsuniversitet – lavet en kødguide med tilhørende mærkningsordning, der orienterer forbrugere om klima- og miljøbelastningen for forskellige kød- og mejeriprodukter. Guiden er indrettet sådan, at grønne, gule og røde smileys viser den pågældende vares miljøpåvirkning inden for klima, biodiversitet, pesticider og dyrevelfærd. En fødevare, der udleder mindre end 4 kg C02 pr kilo, får fx en grøn smiley, mens der uddeles en rød til varer, der udleder mere end 14 kg CO2 pr kilo. Ved at læse guiden kan man blive bevidst om, at kød fra kvæg under alle omstændigheder har en høj klimapåvirkning – det skyldes først og fremmest den store metangasudledning, men også foderforbruget – mens kylling, uanset hvor det kommer fra, har en meget lav klimapåvirkning. I forbindelse med initiativet blev der produceret en kampagnevideo. Kampagnevideoen kan ses længere nede på siden.
Selve guiden kan man se her:
Klik på billedet for at se guiden
Det svenske Ø-mærke, kaldet KRAV, har i øvrigt defineret nogle klimakrav i deres mærkningsordning, og den svenske stat går, i modsætning til den danske, ind for kødreduktion. I 2009 ændrede man nemlig kostrådene i Sverige, så de også anbefaler et nedsat kødforbrug, mens Sundhedsstyrelsens kostråd i Danmark kun er rettet mod folkesundheden.
Sort fodaftryk
I England kender man ordningen ”Carbon Footprint”, som mærker varerne med et sort fodaftryk med en tekst indeni, der fortæller om den C02-påvirkning, som varen har. Her får forbrugeren en indikation af drivhusgasbelastningen af den enkelte fødevare. Den største supermarkedskæde i England, Tesco, indførte den uafhængige ordning for flere år siden, men virksomheden trak sig i 2012 fra løftet om at mærke alle deres varer. Man havde store forventninger til, at det vil blive en landsdækkende succes, men sådan skulle det ikke gå. Årsagen til tilbagetoget var først og fremmest økonomisk. Det er tidskrævende at beregne CO2-udslippet for hver enkelt vare, og det førte øgede omkostninger med sig. Tesco var også skuffet over, at andre supermarkedskæder ikke gik med på mærkningsordningen.
Til gengæld har man i Frankrig haft succes med CO2-mærkning på fødevarer. Supermarkedskædens Casinos mærkning af egne varer er støttet nationalt og er i dag kendt under l’indice environnemental, altså et mærke, der udover CO2-aftrykket også fortæller om miljøpåvirkninger ud fra vandforbrug, biodiversitet og eutrofiering.
Tysk kødatlas
Vender vi blikket mod vores naboer mod syd, kan vi også her se et større fokus på mad og klima. Henrich-Böll-Stiftung, som er navnet på en tysk organisation, udgiver hvert andet år et såkaldt ”Fleischatlas”. Organisationen har politiske bånd til det grønne parti i Tyskland og har både et nationalt og globalt perspektiv på kødproduktionens og -forbrugets klima- og miljømæssige påvirkninger. Et kig gennem organisationen publikation giver en forståelse for, hvilke globale udfordringer den industrialiserede kødproduktion medfører. Ikke kun presser den industrialiserede kødproduktion de små kødproducenter, hvis klimabelastning er langt mindre. ”Fleischatlas” påpeger også, at en voksende global middelklasse medfører, at der fortæres mere og mere kød. Dermed er det ikke som sådan befolkningstilvæksten i verden, man skal være bekymret for: For kød er især et problem i byerne – og særligt i byer med velstillede borgere. Få indblik i det tyske ”Fleischatlas” her: https://www.boell.de/en/2014/01/07/meat-atlas
Ordning med dobbelt sigte
Men hvordan får man skabt det rigtige incitament for en klimaordning? ”Man skal slå på det vigtige i, at forbrugerne får information om køds klimapåvirkning, men man bør også stimulere virksomheder til at bruge nedsat CO2 som et konkurrenceparameter. Og så skal man ikke glemme, at man kan få borgere og virksomheder til at arbejde endnu mere for nationale klimamål ved at benytte en mærkningsordning”, slutter Melina Buns.
“Kære kødbid” er COOP´s bud på, hvordan svenskerne får skåret ned på deres forbrug af kød.
Claus Christensen er redaktør af Råstof