Interview: Pensionskasser er hastigt på vej væk fra kulsorte investeringer

Illustration: Ina Graneberg

Hvordan vurderer du udviklingen for pensionskassernes grønne investeringspolitik?

Altså, pensionsselskaber er jo forskellige, så der vil være nogle, som er fremme i skoene, og så vil der være nogle, der følger mængden, og nogle, der hænger i bremsen. Men det kan jo også ændre sig undervejs. Men udviklingen går imod, at der skal være langt mere opmærksomhed på investeringer, der er bæredygtige, det er der ingen tvivl om. EU har lige offentliggjort en rapport, som lægger op til en række virkemidler, der meget vel kan blive begyndelsen på et egentligt lovgivningsarbejde. Med mindre den rapport falder fuldstændigt fra hinanden – men det gør den nu nok ikke – må man forvente, at der kommer en eller anden type lovgivning, som skaber endnu større fokus på bæredygtighed i investeringerne.

I USA er de fire største kulkompagnier gået konkurs – er det skriften på væggen for den fossile udvinding og dermed en løftestang for divestment?

På en måde er det ventet, at de fire største kulkompagnier i dag er lukkede – gået konkurs. Det skyldes også nogle øgede miljøkrav til kul. Samtidig er skifergassen kommet til, og så er der jo ikke mindst en kraftig udbygning med vedvarende energi. Ser vi på ét af de 8 energimarkeder i USA, det i Texas, som er et meget frit marked og temmelig isoleret, så er det interessant, at vedvarende energi har den største andel af energiproduktionen. Det er jo fordi, at vedvarende energi ikke har nogen brændstofudgift. Så brændselsfri energi kan altid konkurrere på brændstofudgift med brændselsbaseret energi. Så den almindelige antagelse er, at det simpelthen er omkostningsniveauet, der gør, at kul er faldet så meget, som det er i USA. Men når det handler om økonomi, er det jo ikke alt, man kan påvirke gennem politik; for at der skal være økonomi i kul, skal der jo være nogle til at købe det. Og hvis man kan lave den samme energi uden at købe noget som helst, så er det svært at konkurrere. Alle er blevet overraskede over, hvor meget den vedvarende energi er faldet i pris – især solceller. I 1970’erne var solceller noget til månelanding og til lommeregnere, i dag kan man bygge kraftværker med solceller – billigt endda.

Klima og investeringer – hvordan hænger de to ting sammen?

Man kan sige, at dér hvor klima og økonomisk aktivitet mødes, det er ved mængden af kulstof. Både den, der lukkes ud i atmosfæren, og den som kan regnes om til en produktmængde af kul, olie og gas. Økonomi handler meget om priser og mængder – og udbud og efterspørgsel – men det er altså mængden, der er det vigtige. På klimasiden kan man lave en sammenhæng mellem temperaturmål og en mængde kulstof.

Kan teknikken med at deponere CO2 blive en stopklods for divestment?

CCS-teknikken med at lagre C02 er alt for dyr. Det øger brændstofforbruget markant, måske med en tredjedel. Med de prisfald man har set på vindkraft og solceller, så er det urealistisk, at det får en betydning. Man skal måske i forhold til CCS skelne mellem carbon capture-delen, dvs. det at samle CO2 fra luft og storage-delen, dvs at gemme denne CO2 dybt nede i jorden. Måske kan carbon capture godt bruges til noget, fx til produktion af plastik, hvor man jo bruger olie i dag. Carbon capture kan måske bruges til at indfange kulstof fra atmosfæren til plastikproduktion, så vi ikke tilføjer nyt kulstof, når plastik ender sit liv i affaldsforbrænding. I forhold til storage eller lagring siger klimaaftalerne, at vi skal have udviklet en teknik, der tager kulstof ud af atmosfæren og binder i jorden igen, de såkaldte carbon sinks. Man skal ikke være naiv om, at der er mange problemer forbundet med teknikken med at lagre CO2 dybt nede i jorden. At binde kulstof i skove og jorden er måske mere sandsynligt. I elproduktion er det alt for dyrt med CCS; hvis et kulkraftværk skal betale for at deponere sin C02, kan det ikke betale sig, fordi det slet ikke kan konkurrere med sol og vind.

I dag sættes der tal på, hvor stor en mængde af olie, kul og gas, der af hensyn til klimaet skal forblive i jorden – hvad siger de tal dig?

Der kom i 2016 rapporten The Sky’s Limit, som sagde, at verden har bygget oliebrønde og infrastruktur nok til at kunne ødelægge klimaet. Vil vi ikke ødelægge klimaet, skal vi bruge færre fossile brændsler, og vi skal også tage anlæg ud af drift, inden de er slidt op. Storebæltsfærgerne tjente sikkert gode penge, mens de sejlede, men man byggede ikke nye, mens man byggede Storebæltsbroen. Sådan kan man sammenligne med situationen på energiområdet. Men her bygges stadig nye olieplatforme og har gamle i drift, samtidig med at det meste af energisektoren er ved at stille om. Pensionskasserne bør sige fra over for de olieselskaber, de ejer, og at de ikke vil have, at deres kontanter bruges på at bygge ny infrastruktur til fossiludvinding.