Lad os trække stikket til overforbrug af elektronik

Forurenende minedrift og CO2-udledning
Computere, mobiler og tablets er for mange mennesker arbejdsredskaber og giver os jo også adgang til  oplysning og underholdning. Men fremstillingen kræver mange ressourcer. Når store maskiner udvinder råmaterialer til produktionen, bliver den udledte CO2 ofte ikke medregnet i C02-regnskaberne for IT-virksomhederne bliver i stedet outsourcet til andre firmaer. I især Kina og Afrika udvinder man metaller til disse formål, og ofte optager driften store landskabsområder, skader miljøet og udgør en helbreds- og sikkerhedstrussel for arbejderne. Ofte er det vestlige firmaer, der driver minedriften og tit køber de sig til politisk støtte frem for at prioritere gode arbejdsvilkår og miljøhensyn.

Selvom en smartphone forbruger elektricitet i sin levetid, estimerer Apple, at 80 % af al C02-udledning, der er knyttet til en Iphone er i forbindelse med dens produktion (verdens skove). 8 % af en Iphone’s C02-udledning udgøres af transport, som er en del produktionskæden.

Ud af klodens samlede, menneskabte drivhusgasudledning, udgør produktionen af elektronik samt elforbruget hele 30 %. Det er derfor nødvendigt at tænke i nye, mere ressourceeffektive baner.

Vi tænder, slukker – og smider ud
I Danmark ligger vi ofte i den tunge ende, når det gælder overforbrug af jordens ressourcer, og elektronik er desværre ingen undtagelse. Mens den gennemsnitlige EU-borger smider 17,7 kg elektronikaffald ud om året, er vi danskere helt oppe på 23,9 kg. Europa og USA alene står for næsten halvdelen af verdens elektroniske affald. Og bunkerne af elektronikskrot vokser og vokser – hurtigere end nogen anden affaldskilde i verden. 48,5 millioner tons elektronikskrot blev det til globalt i 2018 – ikke så underligt, at FN omtaler det som en ”tsunami af elektronikskrot”. Fremskrivninger siger, at CO2-udslippet fra produktionen og brugen af elektronik i 2040 kan udgøre 14 procent af det samlede udslip og fortsætter udviklingen, kan det tal være med end fordoblet i 2050.

Ulande som losseplads for elektronik
Med så højt et forbrug ville god affaldshåndtering og genanvendelse være nyttigt. Men det er indtil videre et drømmescenarie. Kun en femtedel af elektronikaffaldet bliver håndteret ad officielle veje og genbrugt. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at affaldet ender på lossepladser i ulande, som fx Nigeria. Årligt bliver mere end 1 million tons kasseret elektronik eksporteret ud af EU på ulovlig vis. I ulandene bliver skrottet så overladt til lavbetalte arbejdere, som skiller det ad, hvorefter det bliver brændt som affald, solgt eller brugt som enkeltdele.

Komplekse el-produkter er svære at genanvende
Elektronik er sammenstykket af værdifulde materialer, og da elektronik ikke er bionedbrydeligt, er cirkulation af materialerne den eneste mulighed. Ansvaret for den ringe grad af genanvendelse ligger i høj grad hos elektronikindustrien, som producerer flere og flere produkttyper og modeller med stigende kompleksitet. Dette vanskeliggør genanvendelsesprocessen og gør den dyrere. Nye produkter kan nemlig indeholde op til 60 grundstoffer fra det periodiske system. Dertil er der i nogle produkter farlige kemikalier med forurenende egenskaber.

Afskaf affald og lad materialerne cirkulere
Med rapporten “A New Circular Vision for Electronics Time for a Global Reboot” ønsker FN, World Economic Forum m.fl. at henlede opmærksomheden på det globale elektronikproblem. Budskabet er, at systemet bag produktion og forbruget af elektronik har brug for en omfattende gentænkning, hvis vi skal komme affalds- og ressourceproblemerne til livs.

Der er ifølge rapporten et enormt økonomisk potentiale i e-affaldet; omkring 62 milliarder dollars i materiel værdi går tabt årligt, når man undlader at genanvende.

For at ombygge elektronikindustrien til et cirkulært system må alle led lige fra designet af produktet over selve produktionen til det aflagte produkts håndtering arbejde sammen.

Produktet skal designes, så det har lang levetid, og sådan at materialerne kan genanvendes – vel at mærke uden forurenende stoffer. ”Buy-back”-konceptet går fx ud på, at du kan aflevere varen til genanvendelse, der hvor du har købt den. Komponenterne fra elektronikken skal kunne indgå i nye produkter, og dette kræver innovation og politiske tiltag. Virksomheder bør være i stand til at reparere de produkter, de sælger.

Der er desuden brug for, at virksomheder verden over begynder at investere i teknologi, der kan hjælpe med at udvinde metaller og mineraler fra elektronikaffald og dermed udnytte de store mængder affald til nye produkter. Til dette skal især udviklingslandene indføre lovgivning, som kan bistå udviklingen af en genbrugsindustri, hvor arbejdet foregår under værdige vilkår.

Aflever din brugte telefon til Bilka
En iPhone koster hele 26 kilo af jordens ressourcer (særligt plast og metaller) at fremstille. Oftest bliver telefonen bare liggende i skuffen eller smidt ud efter endt brug. Derfor lancerede Danmarks Naturfredningsforening og Bilka i 2017 et samarbejde, hvor du kan aflevere din aflagte telefon, tablet eller bærbare i Bilka. Herefter bliver materialerne udskilt og genanvendt i nye produkter af andre virksomheder.

Reduce, reuse, refuse …
… er vist noget nær et mantra for den grønne omstilling – inklusiv elektronikkens omstilling. Og det gælder både for den enkelte borger, erhvervslivet, offentlige institutioner etc. Vi må i et land som Danmark med et tårnhøjt forbrug til at tænke os om, før vi investerer i endnu et elektronisk produkt. Kan vi undvære tørretumbleren? Og kan vi deles om flere ting, end vi gør nu? Fx kan hårde hvidevarer sagtens deles mellem flere husstande og forskellige skærme deles internt i husstanden, hvis vi tør tænke lidt ud af boksen og privatsfæren. Vi hverken kan eller bør undvære de mange goder elektronikken giver os, men skal vi opfylde FN’s verdensmål nr. 12 for bæredygtigt, ansvarligt forbrug, må vi stoppe med at lade goderne gå til spilde – that’s a waste.