Let aluminium med tung bagage
Af Josefine Aude Raas
Sølvpapir. Ofte en kær ven af familien med fast plads i skuffen ved siden af husholdningsfilm og bagepapir. Men sølvpapir indeholder aluminium. Og vores store forbrug af aluminium bør ikke være en kær ven, men et sort får i familien.
Grundstoffet aluminium findes i utroligt mange ting. Eksempelvis i sølvpapir. Men i endnu større grad i blandt andet biler, cykler, fly, gryder og dåser. Det er det mest almindelige metal på jorden. I Danmark er vi storforbrugere. Storforbrugere af aluminium. Ifølge videnscenteret Økolariet forbruger en dansker i gennemsnit 700 kilo aluminium gennem et helt liv.
”Vi skal have reduceret vores forbrug af materialer i verden. Og det er klart, at et land som Danmark er nødt til at reducere mere, fordi vi har et større forbrug end i mange andre lande. Det gælder også aluminium”, fortæller miljøingeniør Jacob Sørensen fra miljøorganisationen NOAH.
Aluminium kræver store mængder energi at udvinde og er belastende for miljøet. Over 50 ton aluminium findes i de fleste flyvemaskiner, og en standard rulle sølvpapir på 20 meter rummer 173 gram rent aluminium. Ifølge tal fra Videnscenter for mineraler og materiale anvendes størstedelen af aluminium, 31 %, til transportmidler i Danmark.
”Vi skal stå på to ben: Vi skal både bruge mindre aluminium i verdens produktion og i vores forbrug, men vi skal også sørge for at få det sorteret og genanvendt. Ingen af delene kan stå alene”
Jacob Sørensen, miljøingeniør, NOAH
Aluminium er hvermandseje og ser ikke ud til at være på tilbagetog. De praktiske aspekter ved metallet trumfer den miljøbelastning, som ligger bag dets succes. ”Kort fortalt: Aluminium er enormt energikrævende at producere. Derudover er det et metal, som er en begrænset ressource”, forklarer energi- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Sine Beuse Fauerby.
Problematisk proces
Så hvor kommer aluminium fra? Ikke fra Danmark. Vi køber og importerer det i allerede færdigudviklede produkter, forklarer Jacob Sørensen. Så vi vender blikket mod udlandet for at få en større forståelse af udvindingen af metallet. Aluminium findes blandt andet i Afrika, Sydamerika og Østeuropa.
”Hele processen med at producere aluminium er problematisk. Altså man graver bauxit ud, som er en stenart, der indeholder en del aluminium. Når man så skal have trukket aluminium ud af stenarten, koster det også en hel del energi”, uddyber Jacob Sørensen.
For at trække aluminiummet ud af stenarten bauxit kan man enten lavet elektrolyse eller en form for varmeproces, hvor man bruger enormt høje temperaturer. Begge disse processer bruger store mængder energi, og det er her, at vores høje forbrug af aluminium bliver problematisk. Et andet aspekt i tilblivelsen af det populære metal er transport. For at spare penge sejles bauxit til lande med billig og ofte vedvarende energi, eksempelvis Island. De største producenter med aluminiumssmelteanlæg ligger i Kina, Rusland og Canada, som tilsammen står for to tredjedele af den globale produktion af aluminium. Kina står dog for langt den største del.
Rovdrift på Amazonas
Selve udgravningen af bauxit er også miljøbelastende både i forbindelse med rydning af store skovarealer og efterfølgende forurening.
”Når man graver bauxit ud, så graver man enten ned i jorden og finder det, eller også laver man overflade-mining eller overfladeudgravning. Det er kæmpe store områder, som man fjerner eller ødelægger. Det skaber miljøproblemer og ofte sociale problemer for lokalbefolkningen, fordi de bliver nødt til at flytte eller får ødelagt deres lokalområde”, fortæller Jacob Sørensen, som også kommer ind på den lokalforurening, der ofte finder sted på grund af restaffald og spildevand fra udvindingen.
I rapporten ”Hidden Impacts” fra 2013, som er udviklet i samarbejdet med blandt andre Friends of the Earth og Den Europæiske Union, findes en case om Brasilien, som er verdens tredje største producent af bauxit, og produktionen stiger støt år for år i takt med, at verdens forbrug også stiger. Gennem de sidste 10 år har Brasilien udvundet 240 millioner ton bauxit, hvor størstedelen af ejerne af produktionen er udenlandske multinationale firmaer. I Brasilien produceres aluminiumsbarrer, i lighed med en guldbarre, som transporteres til blandt andet Norge og USA til forarbejdning, og det er disse lande, som får den største økonomiske gevinst ud af det.
Bauxitudvinding i Brasilien omfatter et område på 16.000 km2, hvilket næsten svarer til et areal på størrelse med New York. Minerne er placeret i afsides dele af regnskoven, hvor lokale befolkningsgrupper lever i balance med naturen. På grund af bauxitudvindingen lider naturen store ødelæggelser i form af forurening og afskovning, og lokalbefolkningen risikerer at miste deres levegrundlag. Der har ofte været konflikt mellem minedriftsselskaber og lokalbefolkningen, hvor de lokale bliver presset til at flytte. Der bliver både drevet minedrift i forbindelse med guld, kobber og aluminium i Brasilien, og der findes flere sager, hvor det er Amazones, som skal ligge grund til. Når minerne rydder store skovområder, går det ikke kun ud over lokalbefolkningen men hele verden, da kapaciteten til at absorbere CO2 formindskes.
Rapporten opremser i slutningen af afsnittet CO2-udledningen ved produktionen af aluminium:
”Endelig, afhængigt af processerne bag produktionen, så udledes der mellem 1,8 og 8,7 ton CO2 pr ton aluminium, der produceres”.
Jacob Sørensen slår ned på to områder, som er specielt vigtige, og hvor vi skal handle nu:
”Vi skal stå på to ben: Vi skal både bruge mindre aluminium i verdens produktion og i vores forbrug, men vi skal også sørge for at få det sorteret og genanvendt. Ingen af delene kan stå alene”.
Genanvend, genanvend, genanvend
Sortering og genanvendelse er altså helt centrale elementer i at få nedbragt vores forbrug af aluminium og samtidigt tage bedre hensyn til miljøet. Når der produceres et kilo aluminium, medfører det på samme tid et restaffald på 85 kilo. Derimod formindskes restaffaldet til 3,5 kilo affald fra genbrugs-aluminium ifølge tal fra Affald.dk.
Hos AffaldVarme Aarhus har man også fokus på den stigende nødvendighed af at sortere og genbruge aluminium:
”Aluminium er en vigtig ressource, som kan genanvendes mange gange. Samtidigt vil genanvendelsen være med til at spare på udvindingen af naturens ressourcer”, forklarer AffaldVarmechef Bjarne Munk Jensen.
Der er flere problematikker i affaldssorteringen og genanvendelsen. Bjarne Munk Jensen fortæller videre, at de indsamler jern og metal på deres genbrugsstationer herunder også større genstande i aluminium. De har i flere år også forsøgt med separat sortering af aluminiumsdåser. Dog har nogle undersøgelser, som AffaldVarme har foretaget, vist, at der har været aluminium i deres restaffald, svarende til cirka 550 ton pr år. For at minimere denne aluminiummængde har man indført en ny indsamlingsordning for genanvendeligt affald, hvor eksempelvis aluminiumsdåser, sølvpapir og foliebakker nu bliver indsamlet. Han understreger, at alt aluminium, der indsamles, håndteres med henblik på genanvendelse. De har endnu ikke fået de endelige resultater af indsamlingsordningen.
AffaldVarme Aarhus prioriterer generelt sortering af metal, og i særdeleshed aluminium, højt. Flere kommuner har indført en ordning, hvor genanvendeligt affald afhentes hos den enkelte husstand for at indsamle mere metal.
Storforbrugeren skal kasseres
Sølvpapiret er altså ikke en storspiller inde på aluminiumsscenen. Men ved helt at skrotte den kære gamle ven og i stedet eksempelvis anvende madpapir, så skåner man stadig miljøet en smule: Madpapir belaster miljøet med 2 gram CO2, hvorimod sølvpapirs miljøbelastning ender på 72 gram CO2. Det er således over 30 gange værre for miljøet.
Helt overordnet forklarer Jacob Sørensen, at det er forbrugskulturen, der skal ændres på. Heri ligger også folks vaner i forbindelse med affaldssortering og genbrug.
”Min holdning er, at vi er nødt til både at lave en mere ressourceeffektiv produktion og samtidigt også skære ned på vores samlede forbrug”, slutter han af.
Josefine Aude Raas er freelancer for RÅSTOF.