Lyden af klimaangst og smeltende gletsjere

You cannot eat money, oh no. When the last tree has fallen and the rivers are poisoned, you cannot eat money.

Sådan synger den norske popstjerne AURORA på sangen “The Seed”. Nummeret, som findes på AURORA’s album ”A Different Kind of Human (Step 2)” fra 2018, er én af de lidt sjældne tilfælde af popsange, som bærer et miljø- og klimabudskab. I den officielle musikvideo til sangen ses optagelser fra virkelighedens klimademonstrationer, hvor gader befolkes af bannere, slagord og klimaangste samfundsborgere. (Dog kommer musikken mere til sin ret i denne live-version)

Musikkens dunkle sprog
Omkvædslinjen ”You cannot eat money oh no” gentages messende i sangen. I den officielle version har musikken udtryk af vrede, mens liveversionen har en sorgfuld og indtrængende tone. Det er ikke rationaliteten, der appelleres til – ikke naturvidenskaben, der forsøger at indprente os konkret viden. Det er kunstneren, der med musikkens dunkle, kraftfulde vibrationer leder os ind i det musikalske tekstunivers. Vægten af patos får måske nogle lyttere til at holde musikken ud i strakt arm, mens andre bliver rørte af, at der sættes lyd til den sorg og vrede, som er blevet en del af vores erfaringsverden i dag, hvor vi står over for truslen om økosystemers sammenbrud og, potentielt, menneskehedens endeligt.

Som følgetekst til live-videoen af ”The Seed” er AURORA citeret for følgende:

“I’m missing anger in the youth. Not the blind rage, pointed towards all and nothing. But the kind of rage that wakes you up in the morning, the kind of rage that inspires you to do something with the power you have in you… It’s time for us to really fight for her. This is a cry for Mother Earth.”

AURORA taler her om vrede som en konstruktiv kraft. Med ”The Seed” går hun selv forrest og bruger sin vrede som et redskab til at kæmpe for en større sag. Det er så at sige følelser, der er drivkraft for musikken, og både et mål og et middel.

Den moderne skyld
Multikunstneren Ahnohni er kendt for at inddrage politiske budskaber i sin musik og kunst. Hun benytter sig af konceptuelle former, hvor de meget direkte, oprivende tekster er ledsaget af en stærkt affektiv lydside. På hendes album ”Hopelessness” fra 2015 forstår man allerede ved et kig på tracklisten med titler som ”4 Degrees”, ”Crisis” og ”Why did you separate me from earth” at stilen er alarmistisk og svulstig.

”Jeg’et” i sangen “Hopelessness” er det moderne, priviligerede og skyldbetyngede menneske, der er pinligt bevidst om sin andel i udpiningen af naturgrundlaget, og som har taget mere end fortjent i egoismens vold:

I’ve been taking more than I deserve (Hopelessness)
Leaving nothing in reserve (Hopelessness)
Digging till the bank runs dry (Hopelessness)
I’ve been living a lie (Hopelessness)

Et andet sted i teksten sammenligner jeg’et sig med en virus, en parasit, der suger al næring, indtil der ikke er mere tilbage:

I, who curled in cave and mossI, who gathered wood for fire

And tenderly embraced

How did I become a virus?

Den elektroniske lydside er kølig og urolig med et sørgmodigt kor, der synger ”How did I become a virus”, og musikvideoen er holdt i kolde, grålige nuancer. Ahnohni konfronterer lytteren med skylden, forfaldet og krisetilstanden og undgår bevidst at skåne eller behage lytteren i et tilspidset, voldsomt portræt af menneskeheden.

Øret mod det smeltende Arktis
Den danske lydkunster Jacob Kirkegaard bringer også klimaforandringer ind i sin kunst, men han afstår fra at omklamre sin kunst med et stærkt, politisk budskab. Snarere er hans mål at sætte lytteren i sanselig kontakt med et naturfænomen, der er knyttet til klimaforandringerne. Kirkegaards værk “Isfald” fra 2015 er en 40 minutter lang feltoptagelse ved Ilulissat Isfjord i Grønland. Han siger selv om værket:

”Jeg fandt et Arktis, der var fuld af lyd og så alligevel så stille. De ultradybe brag fra gletscherne, der mister et stykke is, og de diskante lyde fra smeltende, revnende is var begivenheder, der dannede rammen om den enorme, højtidelige stilhed. Jeg ville gerne lytte til og optage dette vertikale lydlandskab, denne kontinuerlige afsmeltning. Jeg ville ikke skabe et værk, som kommenterede direkte på global opvarmning, men tilbyde en måde for besøgeren af værket simpelthen at lytte til og absorbere dette fænomen, at opleve og reflektere på den konstante strøm af naturens uafvendelige kræfter”.

Få en forsmag på værket her

Følelsernes og sansernes perspektiv
AURORA tilbyder os med sangen ”The Seed” et rum for at mærke sorgen og vreden gennem bønlig og indtrængende tekst og vokal, der søger at indgyde håb i fortvivlelsen. Ahnohni river tæppet væk under vores osteklokke-ignorance og konfronterer vores moderne skyld med et uroligt, elektronisk lydbillede. Og trods det mørke tema er det på en måde en lettelse at se de globale udfordringer skildret i popmusikken. Musik skal kunne fortælle historien om det at være menneske, så vi føler os spejlet. Og fordi klima- og miljøkrisen er blevet en del af det moderne menneskes følelsesliv og horisont, så må og skal der være musik, der videregiver netop dén erfaring.

Hvor de to musikeksempler begrebsliggør emnet og aktiverer bestemte følelser, inviterer Jacob Kirkegaards lydkunst ”Isfald” os ind i en sanseerfaring, som er renset for følelser, intellektuel overbygning eller politiske paroler. Kirkegaard modarbejder vores fremmedgørelse til klimaforandringer ved at stille naturprocesserne helt tæt ind til øret, så vi kan erfare dem som andet end nyhedsoverskrifter på computerskærmen.

Musik og lyd giver os ikke de mest informative, nuancerede betragtninger om klimaet og miljøets krisetilstand. Men jeg tror på, at musik og lyd rummer et potentiale til at udvide vores kollektive bevidsthed om krisen, fordi de kan mediere og aktivere et mere følelsesmæssigt og sanseligt perspektiv.