Min drøm om elektriske højhastighedstog – eller kunsten at rejse miljørigtigt
Af Claus Christensen
En rejse med et kinesisk højhastighedstog satte tankerne i gang: Kan vi erstatte forurenende fly med hurtigtkørende eltog?
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det”, sang Oswald Helmuth i en gammel revyvise. Strofen passer fint på situationen i det elektriske højhastighedstog mellem de kinesiske storbyer X´ian og Shanghai. Et kig ud af vinduet giver på ingen måde fornemmelsen af togets rasende fart på hele 310 kilometer i timen. Til gengæld holder et stort display hele tiden passagererne orienteret om den aktuelle hastighed: Når man har investeret 50 milliarder dollars i supermoderne højhastighedstog, må man vel også prale lidt med hastigheden, synes kineserne at tænke. De næsten snorlige skinnestrækninger holder toget i forbløffende ro under hele turen, så ingen kaffeskvæt ud over weekendudgaven af Information, som jeg har valgt at fordybe mig i på turen.
Det tager kun 1 time og et kvarter at flyve fra X´ian til Shanghai, havde vores rejseveninde med overbevisning i stemmen forklaret os. Fint nok, men når samvittigheden i forvejen er tynget af flyrejsen fra København til Beijing, så kunne vi måske se på en mere klimavenlig løsning? Og var der ikke noget med kinesiske højhastighedstog? Jo, den er god nok. De 1300 kilometer – eller den samme afstand som mellem Aarhus og Wien kan med tog tilbagelægges – og hold nu godt fast – på lige godt 4 timer! Den oplysning måtte jeg lige summe med mig selv over: Så vil man kunne klare Aarhus-Paris på 3 en halv time eller Aarhus-Rom på godt 6 timer, funderede jeg. Det er jo genialt; så kunne vi jo langtidsparkere tusindvis af fly i Europa. Og vi kan forsyne togene med vores grønne vindmøllestrøm. Det vil selvfølgelig kræve, at vi får forbundet de europæiske storbyer med hinanden, og måske kommer verdens mindste storby, Aarhus, ikke i første række. Men alligevel, hvilke perspektiver.
De 1300 kilometer – eller den samme afstand som mellem Aarhus og Wien kan med tog tilbagelægges – og hold nu godt fast – på lige godt 4 timer!
Jeg har besluttet mig for ikke at nævne de tre famøse tegn, IC4, ligesom jeg for skam skyld heller ikke vil nævne de Danske Statsbaner, men konstaterede fra mit komfortable sæde, at toget med det futuristiske og aerodynamiske udseende løb fuldkommen planmæssigt afsted kl. 14:05. Lige inden havde omtrent 20 kinesere i lyntempo vasket samtlige togets vogne, hvilket virkede en smule absurd, da jeg sjældent har set et så blankt skinnende tog som dét, der ankom til banegården. Men renlighed i det offentlige rum er en dyd hos kineserne; gader og fortove i såvel Beijing som Shanghai er nærmest kemisk renset for papir, cigaretskodder og andre af de efterladenskaber, vi normalt ser i storbyer. Og så holder det høje miljøniveau jo også mennesker beskæftigede. Vi er jo trods alt i landet med 1,4 milliarder mennesker.
Som en anden Johannes V. Jensen, forfatteren, der i starten af det 20. århundrede skrev begejstret om den tids teknologiske fremskridt med dampmaskiner og benzindrevne køretøjer, sad jeg og funderede over vores tids udvikling: Væk fra de osende motorer, som Jensen forståeligt nok tilbedte, og til vores tidsalder, hvor mere og mere energi bliver produceret på en miljømæssig forsvarlig måde. Og jeg er helt klar over, at det hele ikke er lutter optimisme. Det halter gevaldigt, det ved vi, især med transporten. Biler, busser, lastbiler, skibe og fly. Der skal stadig pumpes enorme mængder olie op for at vi kan komme rundt – til lands, til vands og i luften. Vi står stadig over en udfordring med at få elektrificeret så meget som muligt på transportområdet, men den store ”Energiewende”, som tyskerne kalder den grønne omstilling, er efter alt dømme uafvendelig. Det er svært – eller i hvert fald ikke til at holde ud – at tro på andet.
Tog og ikke fly – blev det altså. Hør nu her, forklarede jeg opløftet, mens toget nærmede sig Shanghai og nu havde sat hastigheden ned til beskedne 180 kilometer i timen: Alene den tid, det tager at komme med toget ud til lufthavnen, og så skal man tjekke ind, så igennem security og siden ventetiden ved gaten. Det kan simpelthen ikke betale sig. Og så er toget endda 40% billigere end flyvemaskinen. Der blev nikket bekræftende af mine medrejsende. Og er oplevelsen da ikke mere fascinerende, når man ser landskab og byer passere forbi – og ikke kun et gråt skydække? Bestemt! Når man så oven i købet sidder komfortabelt, bliver betjent af et serviceminded og smilende togpersonale, og læg dertil, at man kan købe mad og drikke i toget (igen, ikke et ord om den danske togdrift), ja, så er det lige pludselig ikke så svært at vælge.
Næste stop Shanghai.
Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF