Mozambique: Bæredygtige fællesskaber skal sikre biodiversiteten
Af Ulrik Gade Husted
Naturen griber ind i hverdagen, når man er naboer til en nationalpark med både løver, elefanter og ikke mindst en utrolig mangfoldig vegetation. VedvarendeEnergi har besøgt området, hvor lokale organisationer med danske udviklingsmidler arbejder for at sikre bæredygtige lokale fællesskaber i områder, der er påvirket af naturressourceudnyttelse.
140.000 hektar skov forsvinder hvert år
Isaque Araújo er formand for netop et af disse fællesskaber, en komite der blandt andet har til opgave at administrere den kompensation, som lokalsamfundet modtager fra nationalparken. I takt med parkens udvidelse har den haft betydning for en større andel af lokalsamfund, der bliver påvirket af de strengere regler, der er, når man bor i et randområde til et beskyttet naturområde. Kompensationen er fastsat ved lov til 20% af indtægterne til nationalparken, som bliver fordelt til de omkringliggende landsbyer. Først efter at landsbyen dannede komiteen, har de fået del i midlerne. Ellers endte midlerne på distriktsniveau og de så lokalt ikke meget til dem. Udover den økonomiske kompensation bliver de også trænet i at sikre biodiversiteten i området, for eksempel ved ikke at vaske tøj i floden og ved at plante et nyt træ for hvert træ de fælder. Træet har de brug for til at lave mad, som foregår over bål, og afskovning er et stort problem i Mozambique. Ifølge Verdensbanken forsvinder der hvert år 140.000 hektar skov i Mozambique, hvilket svarer til næsten halvdelen af Fyn. Et af midlerne til at modvirke afskovningen er, at nogle landsbyboere nu kan inddrive skatter på træfældning.
”Vores fokus er på at styrke komiteerne og sikre at de er bæredygtige. Grundlæggende skal de være troværdige og gennemsigtige. Når komiteen er stærk og bæredygtig, er vores arbejde gjort”.
Abdul Setimane fra ADEL Sofala
Det betyder, at når nogen sælger for eksempel trækul, skal de betale en beskeden afgift, hvor en del tilgår landsbyen. Det har dog været svært gennem de seneste år, forklarer Isaque Araújo: ”Grundet konflikten var det for farligt at rejse rundt i området. Skatteopkræverne (i forhold til træ-afgiften, red.) kunne derfor ikke indkræve skatter, så vi fik færre midler til at lave aktiviteter for”.
FAKTA OM MOZAMBIQUE
Mozambique har omtrent samme størrelse som Norge og Sverige til sammen og ligger med sin ca. 2500 km lange kystlinje på Afrikas østkyst, mellem Sydafrika og Tanzania. Landet opnåede uafhængighed fra Portugal i 1975, hvorefter en borgerkrig hærgede i landet frem til 1992. Regeringspartiet Frelimo har siddet på magten siden, og uroligheder har med jævne mellemrum destabiliseret områder af landet, senest i 2016. Mozambique har gennem de senere år oplevet høje vækstrater, primært på grund af udnyttelse af naturressourcer, som skovhugst, vandenergi og olie. Fremover satses der især på nyligt opdagede naturgasressourcer, som er blandt verdens største naturgasfelter.
Ingen købte grønsager af frygt for angreb
Gennem de seneste par år har der været voldsomme politiske spændinger mellem regeringspartiet Frelimo og oppositionspartiet Renamo. Grundlæggende uenigheder omkring decentralisering af magten til provinserne udgør kernen i striden, som kulminerede med gensidige angreb på folk på hver sin politiske fløj – såvel som angreb på biler, klinikker og lignende. Flere politiske skikkelser enten lever i frygt, har forladt landet eller er blevet myrdet. For eksempel har lederen for oppositionspartiet levet i skjul i flere år efter et mislykket attentatforsøg på ham. Han lever netop i Gorongosa, hvorfor spændingerne har været mest voldsomme heromkring. Her har militærkonvojer på de større landeveje og massiv militær tilstedeværelse udgjort dagligdagen, hvilket har minimeret transport og handel i området. I landsbyen Tambarara i Gorongosadistriktet kender de flere, der er blevet nødt til at flytte, fordi de ikke længere kunne dyrke deres jord, som lå i de konfliktfyldte områder. Flere er derfor flygtet netop til Tambarara, hvor der trods alt var mere roligt. Selvom det var mere roligt, var hverdagen alligevel ikke den samme. Maria Ernesto João, som bor i landsbyen, forklarer om tiden under konflikten – eller krigen, som den mest bliver omtalt: ”De fleste havde ikke noget at spise under krigen, fordi der samtidig også var tørke. Efterfølgende kom der intens regn, der også påvirkede vores muligheder for at dyrke markerne. De grønsager vi kunne dyrke, kom ingen og ville købe, fordi de var bange for angreb på vejene”.
Siden nytår har der været våbenhvile mellem de stridende parter. Først varede våbenhvilen syv dage, mens perioden løbende er blevet forlænget. Nu er den forlænget på ubestemt tid, mens man forsøger at finde politiske løsninger på uenighederne om decentraliseringen samt inkludering af begge parter i den militære magt i landet. Mozambiques præsident har netop mødtes med oppositionslederen for første gang i to år, hvilket bliver opfattet som et stort skridt i den rigtige retning.
”Vi mangler et sted at sige vores tanker højt”
Den normale hverdag i Tambarara er vendt tilbage, og de kan igen sælge og købe varer. Noget af det, der betyder mest for Maria Ernesto Joãos hverdag, er dog, at det tager hende en time at gå hen til den nærmeste vandpumpe for at hente alt det vand, de skal bruge i familien. Hun forklarer dog, at det er meget bedre end tidligere, hvor hun hentede vand i floden i stedet. Det var ikke sundt og familien risikerede dagligt at blive ramt af vandbårne sygdomme.
Arbejdet i komiteen vil også blive nemmere fremover, mener Isaque Araújo. Nu kan de igen få skatter fra afskovningen og kan fortsætte samarbejdet med andre aktører i området, hvor komiteens vigtigste rolle er at repræsentere lokalsamfundet og bringe deres ønsker og behov videre både i forhold til myndigheder og nationalparkens ledelse. Der mener Maria Ernesto João ikke, at de er nået til endnu: ”Indtil nu er komiteen ikke lykkedes med at involvere os som samfund i prioriteringerne. Vi tænker mange tanker, men vi mangler et sted at sige dem højt”. Abdul Setimane fra ADEL Sofala, en mozambiquisk organisation der arbejder med at styrke komiteerne, forklarer, at det blot er et tegn på, at arbejdet stadig er nødvendigt: ”Vores fokus er på at styrke komiteerne, og sikre at de er bæredygtige. Grundlæggende skal de være troværdige og gennemsigtige. Når komiteen er stærk og bæredygtig, er vores arbejde gjort”.
Læs mere om ADEL Sofala
Læs mere om Livaningo
VEDVARENDEENERGIS ARBEJDE I MOZAMBIQUE
VedvarendeEnergi har i 2017, støttet af Danida, opstartet et nyt program i provinsen Sofala i Mozambique med en gruppe lokale organisationer, med ADEL Sofala og Livaningo som ledende organisationer. Programmet skal styrke de lokale komiteer i deres arbejde for at sikre bæredygtige lokale fællesskaber i områder, påvirket af udnyttelse af naturressourcer. Læs mere om programmet på vores hjemmeside sustainableenergy.dk.
Ulrik Gade Husted er freelance-journalist og for tiden bosiddende i Mozambique