Naturlig hakket?
Af Claus Christensen
Kan man erstatte det hakkede oksekød med en plantebaseret variant? Ja, mener virksomheden Naturli`, der har lanceret et soyaprodukt, der i farve og struktur minder om slagterens velkendte hakkede oksekød.
At vi belaster klimaet, når vi indtager (okse)kød, er efterhånden kendt af de fleste. Men når man har svært ved at undvære bolognesen til spaghettien, hakkebøffen med de bløde løg, eller lasagnen med oksekød, hvad gør man så? En mulighed for at undgå kødet er at forsøge sig med ”Naturli` hakket”, som fra årets start har kunne købes i Netto, Føtex og Bilka. Den veganske fars er lavet af hvede, soja, rødbede, kokosolie, mandler, tomater og Karl Johan-svampe, og så er den pakket i den velkendte plastikbakke med transparent overtræk, så den faktisk ligner en gang ”mesterhak”.
”Og nej, det smager ikke som oksekød, men det er bestemt et appetitligt produkt, som Naturli` har lagt i køledisken”.
Anerkendende nik til smagen
Hvordan har reaktionerne så været på den nye fødevare? På TV2´s hjemmeside satte man en gruppe uvildige til at prøvesmage den veganske variant af den danske hakkebøf – lavet af Naturli´s produkt og tilberedt af kokken Tina Møhring Madsen fra ”Den Gamle Kro” i Odense. Anmeldelserne fra Den Gamle Kro var grundlæggende positive. De fleste var dog enige om, at Naturli´s produkt ikke som sådan erstatter oksekød. Både kokken og de spisende gæster nikkede til gengæld anerkendende til plantefarsen med dens nøddeagtige smag, men at sammenligne med den velkendte smag af oksekød giver ikke mening, var de enige om. Så et godt alternativ, men ikke en decideret erstatning, var konklusionen.
Kød-wannabe
Ikke alle jubler dog over den nye vare i køledisken. I Ekstra Bladet kunne man således den 3. januar se overskriften: ”Kødelskere revser kødefterligning. Og det var netop Naturli´s produkt, som kritikken angik. Formiddagsbladet citerede blandt andet et indlæg på Føtex´ Facebook, hvor en person harcelerede: ”Hvorfor skal det ligne kød? Hvorfor skal det smage som kød? Hvis man vælger og leve uden kød, hvorfor, står man så ikke ved det, i stedet for og være sådan en kød wannabe?”. Et svar til den oprørte Facebook-skribent kunne jo være, at det er lettere for den kødspisende forbruger at se, hvor man kan udskifte kødet med plantefarsen, når de to produkter ligner hinanden. Kritik eller ej, så ser COOP er stort potentiale for plantebaserede fødevarer.
Hakkedrenge med bløde løg
Denne artikels skribent var så heldig at være inviteret til sammenskudsgilde for nylig, hvor en gæst bidrog med hakkebøffer, lavet af Naturli´s plantebaserede produkt. Med bløde løg, naturligvis. Og nej, det smager ikke som oksekød, men det er bestemt et appetitligt produkt, som Naturli` har lagt i køledisken. Rundt om bordet var der bred enighed om, at smagen og konsistensen er glimrende, og flere bedyrede, at de næste gang ville prøve at lave lasagne med den plantebaserede fars.
Fakta:
Hvis man gerne vil hjælpe miljøet ved at skære ned på sit kødforbrug, og på samme tid gerne vil have oplevelsen af kød, findes der forskellige køderstatningsprodukter på markedet. Heriblandt fra Quorn, som har forskellige køderstatningsprodukter, hvor proteinkilden består af mycoprotein (svampebaseret protein) og æggehvide. Quorn skriver bl.a. på deres hjemmeside, at man sparer ”CO2-udledning svarende til 20.000 kedler kogt vand ved at bytte oksekød ud med Quorn fars en gang om ugen i et år”.
Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF.