Norden – den internationale klimaleder
Af Melina Antonia Buns
I begyndelsen af maj fornyede de nordiske klima- og miljøministre deres løfte om et stærkt nordisk klimasamarbejde med Oslodeklarationen.
Oslodeklarationen understreger ikke kun, at klimaforandringerne er en af menneskehedens største udfordringer, men deklarationen noterer også med bekymring, at de nordiske lande og hele den arktiske region allerede i dag er tydelig påvirket af klimaforandringerne. For Isabella Lövin, Sveriges minister for internationalt samarbejde og klima, er det derfor ”utroligt vigtigt, at Norden træder frem og indtager en tydelig lederrolle på klimaområdet.”
Norden har og skal også fremover have lederpositionen inden for klimapolitik
Multilateral politik er afgørende
De nordiske miljø- og klimaministre fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland adresserer i deres deklaration om nordisk klimalederskab fire aspekter: Videnskabelig evidens for klimaforandring, international klimapolitik, nordisk lederskab, og internationalt ansvar.
Oslodeklarationen udtrykker især bekymring over, at opvarmningen sker mere end dobbelt så hurtigt i Arktis som i den øvrige verden, og støtter op om klimavidenskab og evidensbaseret policy making – som sidebemærkning til visse statsledere. Derudover udtrykker klima- og miljøministrene deres bekymring over den store diskrepans mellem det nuværende ambitionsniveau af global klimapolitik, og det niveau, videnskaben argumenterer for, er nødvendigt for at kunne begrænse den globale opvarmning med 1.5°C. Ydermere fremhæver deklarationen sammenhængen mellem implementeringen af Parisaftalen og FN’s verdensmål, og påpeger, at multilateral politik er afgørende for at sikre et stigende ambitionsniveau verden over.
Som tredje aspekt udtrykker Oslodeklarationen Nordens beslutsomhed med henblik på, at Parisaftalens parter skal fortsætte arbejdet for en effektiv og fortløbende gennemførelse af Parisaftalen. Den fremhæver, at de nordiske lande har en lang historie med fremtidsorienterede klima- og energipolitikker, samt at Norden allerede succesfuldt kombinerer effektive mitigation-politikker med økonomisk vækst og velfærd. Derudover fremhæver Oslodeklarationen de nordiske landes beslutsomhed med ambitiøse klimapolitikker og internationalt klimalederskab.
Og, som sidste aspekt, opfordrer den også til stærk solidaritet med de lande, der er mest udsatte i forhold til klimaforandringerne og anerkender betydningen af det internationale ansvar i kampen mod klimaforandringerne.
Danmark blegner
For de nordiske lande står det altså klart: Norden har og skal også fremover have lederpositionen inden for klimapolitik. Der passer det godt, at de nordiske lande er ved igen at styrke deres samarbejde indenfor soft politics og har lanceret initiativet Nordiske løsninger på globale udfordringer. Men for at stå frem som en stærk politisk leder på klimaområdet, skal de nordiske lande sørge for, at de ikke hviler på laurbærene, men går fremad med fælles ambitioner og politisk handlekraft – dog kan man spørge, om landenes ambitioner er lige høje?
Den fine presseomtale, deklarationen fik i de andre nordiske lande, gentog sig ikke her i Danmark. Om det var fordi deklarationen konkret understreger vigtigheden af CO2-afgifter og udfasning af subsidier for fossile brændsler i kampen mod klimaforandringer, eller fordi den danske regerings ambitioner blegner ved siden af de andre nordiske farvestråelende miljø- og klimapolitikker, eller simpelthen fordi vores nordiske naboer er mere glade for det nordiske samarbejde, det er vist kun regeringen, der kan svare på.
Melina Antonia Buns er skribent for RÅSTOF.