Økonomisk klimamodel vil sætte skub i den grønne omstilling – og de fossile brændstoffer skal betale

Rundt omkring i verden spredes ordet lige nu om Carbon Fee and Dividend-modellen (CFD), som den internationale klimabevægelse Citizens Climate Lobby (CCL) arbejder for at få vores øjne op for. Den danske afdeling af CCL er blandt initiativtagerne til et EU-borgerforslag – mere om det senere. Men lad os først se på, hvad modellen går ud på, og hvordan den mener at kunne nedbringe drivhusgasudledningerne markant.

”Klimabidrag- og bonus” -modellen som præsenteret i EU-borgerforslaget er en tredelt, økonomisk model for udfasning af fossile brændstoffer.

–          Carbon Fee/ klimabidrag:
Fossile brændstoffer som kul, olie og gas pålægges en afgift afhængig af graden af klimabelastende udledning. Afgiften for hvert tons udledt CO2 skal stige støt år for år. Med en start på 15 euro per tons i 2019 og en øgning på 10 euro pr. år. vil den være oppe på 120 dollars pr. tons i 2030. Ved at starte lavt undgår man et chok i økonomien og skaber gode betingelser for tilpasning . Afgiften eller “bidraget” placeres på upstream-stadiet i produktionen, dvs. på de (fossile) uforarbejdede råstoffer. Dette er desuden den mindst omkostningstunge måde at indkræve afgiften. Den prisøgning, det medfører, vil så forplante sig op i de videre led i produktionen til alle de aktiviteter, servicer og varer, som involverer fossile brændsler. Prisen på de fossile brændsler stiger så støt, indtil alle CO2-udledninger er stoppet. Afgiften er kun rettet mod CO2 og dermed ikke de andre drivhusgasser. Der er dog mulighed for, at modellen kan udbygges til at inkludere de øvrige drivhusgasser .

–          Dividend/ Bonus:
Indtægten fra afgifterne kan borgerne nyde godt af i form af en månedlig check, som er det samme beløb for alle. Checken er tænkt som en kompensation for de øgede afgifter, som også rammer borgerne, når de køber ting og ydelser med en større eller mindre grad af klimabelastning. Klimabonussen har flere formål. Dels tænkes den at holde økonomien i balance, dels vil den især tilgodese lav- og middelklassen og økonomisk udsatte borgere. Og ikke mindst er bonussen til for at sikre den folkelige opbakning til de stigende afgifter, som kommer til at kunne mærkes i form af øgede priser på klimabelastende varer og ydelser. Størrelsen på dividenden afhænger af størrelsen af afgiftspuljen; når afgiften stiger gradvist, vil det afføde en gradvis reduktion i anvendelsen af fossile brændsler, men størrelsen på puljen kan selvsagt ikke forudsiges præcist.

–          Border Carbon Adjustment/ Klimatold:
Det tredje led i EU-borgerforslaget er ”klimatolden” (BCA). Tolden skal pålægges importerede varer fra lande uden klimaafgift og har til hensigt at beskytte EU’s industri mod uretfærdig konkurrence mod lande, der ikke har tilsvarende afgifter. Majken Bilslev-Jensen og Maja Bjerrum Trinkjær fra den danske afdeling af Citizens Climate Lobby uddyber:

Klimatold er en indtægt for EU-kassen, når det pålægges importvarer, og en udgift ved refusion til EU-virksomheder, når de eksporterer til ikke-EU-lande, som ikke har en CO2 pris på højde med EU’s CO2-pris. Da EU er netto-importører af CO2-udledninger (indlejrede CO2-udledninger i varer og fossile brændsler), så vil klimatolden være en netto-indtægt for EU. Ud fra et retfærdighedssynspunkt, så kunne man sagtens argumentere for, at noget af klimatoldpuljen bruges til grøn omstilling i udviklingslandede. Og også til klimasikring.

Væsentligt for klimatolden er, at den skal tilskynde det øvrige, globale samfund til at få tilsvarende afgift. Det hænger sammen med, at klimatolden vil gøre det mindre og mindre økonomisk rentabelt at handle med fossile brændsler. Klimakrisen kan nemlig ikke løses af EU alene. USA, EU og Kina udgør tilsammen 50% af verdenshandlen. Hvis to af disse indfører BCA eller ”klimatold” vil det få en reel afsmitning på den globale indførsel af klimaafgift.

Gevinst for andet end klimaet
I EU-forslaget fremlægges CFD som gavnlig for andet end håndtering af klimakrisen. Det forventes bl.a., at modellen vil mindske luftforurening og på den konto forbedre sundheden og skabe nye jobs. Det fremhæves også, at modellen vil øge incitamentet til grønne investeringer og accelerere udviklingen og kommercialiseringen af lav-udledende teknologier. Og så er modellen selvfinansierende, da udgifter og indtægter går lige op.

Billige fossile brændsler er en markedsfejl
Overordnet skal CFD være med til at sikre, at målsætningerne om en halvering af CO2-udslippet i 2030 og et CO2-neutralt samfund i 2050 i overensstemmelse med konklusionerne fra FN’s klimapanels rapport bliver realiseret.

CFD er tænkt til at adressere den ”markedsfejl”, som præger den globale økonomi; nemlig at prisen på varer og ydelser ikke afspejler de klima- og miljømæssige skadevirkninger. I sin essaysamling ”Vækstøkonomi på Vildspor” (2019) skriver økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen, at den traditionelle, økonomiske tænkning, som præger makroøkonomiske regnemodeller i stort set alle finansministerier verden over, ikke medregner fremtidige scenarier og dermed de klima- og miljømæssige skadevirkninger:

Den grønne bundlinje, som bl.a. Alternativet har gjort sig til fortaler for, kan simpelthen ikke gøres op i kroner og ører, men er i forbindelse med bæredygtighed og fremtidssikring af samfundene mindst ligeså vigtig som BNP og burde derfor med god ret gives samme vægt som BNP ved tilrettelæggelsen af en bæredygtig samfundsudvikling (s. 204).

Råstof spørger til Jesper Jespersens mening om CFD-konceptet. Til det svarer han bl.a.: ”Jo, idéen er god; men ikke lige frem ny”, og at idéen om en ”provenu-neutral CO2-afgift” er set før:

Jeg har i flere omgange – helt tilbage i 1998 – argumenteret for en fordelingsneutral miljøafgift. En idé som senere udmøntede sig i bl.a. en såkaldt ’grøn check’ til husholdninger med en indkomst under ca. 200.000 kr. pr. år. Jeg har også anbefalet, at provenuet blev anvendt til at subsidiere energibesparelser og omstilling til vedvarende energiproduktion – så skal afgiften kun være ca. halvt så høj for at nå et givet mål. (Såkaldt dobbelt-dividende).

USA: Opbakning fra 3500 økonomer
I USA har 3554 økonomer skrevet under på, hvad der angiveligt skulle være ”den største, offentlige erklæring fra økonomer i historien”. Erklæringen ved navn “Economists’ Statement on Carbon Dividends”, som blev udgivet i The Wall Street Journal i januar 2019 , indleder således:

De globale klimaforandringer er et seriøst problem, som kalder på øjeblikkelig, national handling. Vejledt af fornuftige, økonomiske principper er vi forenet i de følgende politiske anbefalinger (min oversættelse).

Punkt ét i erklæringen fremhæver den ”velkendte markedsfejl”, som skal korrigeres:

En kulstof-afgift tilbyder det mest omkostningseffektive greb til at reducere kulstof-udledninger i dén skala og i det tempo, som er nødvendigt. Ved at korrigere en velkendt markedsfejl vil en kulstof-afgift sende et stærkt prissignal, som tøjler markedspladsens usynlige hånd til at styre de økonomiske aktører i retning af en lav-kulstof-fremtid (min oversættelse).

Den amerikanske afdeling af Citizens Climate Lobby advokerer for den såkaldte “Energy Innovation and Carbon dividend act” – en amerikansk version af CFD-modellen . Modellen er tværpolitisk, og i USA ser man både hos republikanere og demokrater interesse for konceptet. Støtteerklæringen fra de 3500 økonomer i år er kommet på et godt tidspunkt, hvor kongressen diskuterer denne “Energy Innovation and Carbon Dividend Act”. Green new deal- bevægelsen, har i amerikansk sammenhæng unægteligt også været med til for alvor at sætte klimaet på den politiske dagsorden. Green New Deal er en større forgrening af politiske idéer og forslag til en økologisk tænkning af den amerikanske økonomi, som adresserer klimakrisen og social ulighed. Bevægelsen har navn fra Franklin Roosevelts ”New Deal”, som var en større politisk reform foranlediget af Den store Depression.

Desuden støtter en IPCC-rapport fra 2014 konceptet om en ”carbon tax” og fremhæver det som den mest effektive og omkostningslette måde at reducere CO2-udledningen på.

En tværpolitisk idé
Netavisen Zetland bragte d. 19. 2019 artiklen ”Jo, der findes faktisk en klimaafgift, som både Cepos og Enhedslisten elsker. Idéen er 45 år gammel”. Artiklen fremhæver CFD-modellen som en idé, begge ender af det politiske spektrum kan bifalde.

Zetland citerer Otto Brøns-Petersen, analysechef hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos: CFD er sandsynligvis den mest perspektivrige model inden for klimaområdet overhovedet. Jeg synes i høj grad, at Danmark kan lade sig inspirere af modellen, der fortjener meget større politisk opmærksomhed.”

I Zetlands artikel citeres også Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Københavns Universitet: “Teoretisk er CFD helt klart en god idé,” samt Enhedslistens klima- og energipolitiske rådgiver Jon Burgwald: “Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange gode ting i en CFD-model”. Der indgår allerede CFD-elementer i Enhedslistens klimapolitiske program (Zetland).

Radikale har som det eneste parti herhjemme tilkendegivet uforbeholden støtte til CFD-modellen, som den er formuleret i EU-borgerforslaget. ”Dette er et af de bedste forslag, vi endnu har set til at sikre en reel pris på CO2-udledning”, siger De Radikales klima- og energiordfører Ida Auken i Information d. 7. maj 2019. Hun uddyber:

Det har et vigtigt socialt perspektiv via tilbageførslen til EU’s borgere af de penge, der kommer ind via CO2-prisen. Samtidig retter forslagets klimatold op på den skævvridning, som i dag via kvotesystemet rammer europæiske virksomheder. Vi har jo ikke et globalt skattesystem, som man kan bruge til at sikre lige konkurrencevilkår, men vi har et globalt toldsystem med domstole osv., og det er jo nærmest genialt at bruge det til formålet.

Europæisk stemning for CFD-lignende tiltag
Den nyvalgte formand for EU-kommisionen Ursula von der Leyen har slået sig op på, at hun inden for de første 100 dage af formandskabet vil plædere for en ”European Green Deal” med det mål, at EU lovmæssigt forpligter sig på at blive CO2-neutrale i 2050 og som led i dette reducere udledningen med mindst 50 % i 2030. EU står for omtrent 10 % af den globale CO2-udledning.
Som komponent i planen vil Von der Leyen foreslå en ”border carbon tax”. Von der Leyen’s idé resonerer i høj graf med CFD-modellens klimatold (BCA) i dén forstand, at en klimatold kan modarbejde CO2-lækage; dvs. at CO2-udledningen bare flytter ud af EU, hvis ikke-EU-landes klimaafgifter ikke står mål med EU’s. En klimatold kunne potentielt påvirke de udledningstunge industrier og varer uden for EU og give incitament for en ”Global New Deal”. Også Frankrigs præsident Emmanuel Macron har talt varmt for en EU-klimatold 

Erfaringerne med CFD
Canada har i april i år som den første nation indført en landsdækkende afgift på alle fossile brændsler, samt en klimabonus. Afgiftens størrelse er 134 kr. på udledt tons CO2. Derfra skal afgiftes stige årligt med 66 kr. indtil 2022, hvor ordningen skal evalueres, skriver Zetland i artiklen ”Jo, der findes faktisk en klimaafgift, som både Cepos og Enhedslisten elsker. Idéen er 45 år gammel”.

Men faktisk foreligger der allerede erfaringer og resultater med CFD. I delstaten British Columbia valgte man for 11 år siden at indføre klimaafgifter. 90 % af klimaafgifterne bliver sendt tilbage til canadiernes pengepung. I de første fire år af ordningen faldt forbruget af de fossile brændstoffer med 17 procent, mens drivhusgasudledningen faldt med 3,7 %. Det var ikke uden folkelig modstand, at idéen trådte i kraft. Men efter det har vist sig, at delstatens GDP (=gross domistic product) mellem 2007 and 2016 er vokset med 19%, og befolkningen har mærket de sundhedsmæssige fordele af mindsket luftforurening, bakker 70 % af borgerne nu op om CFD-modellen (Zetland).

Det er værd at nævne, at elementer af CFD-modellen allerede er i brug rundt omkring i verden. I hvert fald har konceptet om at pålægge afgift på CO2 spredt sig i løbet af de sidste par årtier med det resultat, at ca. 40 regeringer verden over har en eller anden form for CO2-afgift.

//Citizens Climate Lobby DK

Kan CFD løse klimakrisen?
Den danske afdeling af CCL er initiativtagerne bag EU-borgerforslaget, som de sammen med syv andre afdelinger af Citizens Climate Lobby i Europa har søsat. Det afsluttes d. 6. maj 2020. Inden da er det målet at samle mindst 1 million underskrifter, som er det antal, der skal til, for at forslaget kan blive taget op i EU-parlamentet.

Majken Bilslev Jensen og Maya Bjerrum Trinkjær er to af hovedkræfterne i CCL DK og arbejder med at formidle borgerinitiativet til befolkningen og de politiske kræfter.

Efter at have læst om CFD har vi stadig nogle spørgsmål og går derfor til CCL for svar. På mit spørgsmål ”Hvordan forholder CFD-modellen sig til vækst? Er den vækstvenlig eller -kritisk?”, får vi følgende svar:

Modellen forholder sig ikke til vækst. Kun grøn vs. sort vækst. Ved implementering af modellen vil grøn energi vækste, og sort energi vil ikke vækste. (…) Det er ligeså vigtigt at vide, at modellen alene handler om CO2 (men den kan godt udvides til andre drivhusgasser). Den tager altså ikke højde for ressourcer. Man må benytte andre metoder til at fremme cirkulær økonomi. Men vækstdiskussionen i denne forbindelse er ikke så interessant. Vi har et fast mål, og det er at holde de globale temperaturstigninger til max 2 grader og helst så tæt på 1,5 grad som muligt (jf. Parisaftalen). Derfor er IPCCs global carbon budget så godt. Hvor vi så ender ift. vækst, må tiden vise. Det vigtigste er, at vi når målet.

Er CFD et tilstrækkeligt tiltag til at løse klimakrisen?

Modellen kan ikke stå alene. Måske hvis den var implementeret for 30 år siden. Nu har vi alt for lidt tid.
Nogle sektorer er meget lidt følsomme overfor priser. Det kan fx være private benzinbiler. Hvis man fx købte en ny benzinbil for to år siden, så sælger man den ikke i morgen, bare fordi prisen på en liter benzin er steget med 25 ører. Det er det klassiske eksempel på en sektor, der ikke er følsom overfor priser. I dét tilfælde skal der en anden politisk regulering til. En EU Green New Deal ville også være en rigtig god makker til CFD – vi skal have massiv investering i grøn infrastruktur, ellers går det for langsomt. Fx nye togbaner, ladestandere til el-biler osv. 

Kritik fra dansk økonom: Grøn omstilling bør reducere forbruget hos de bedst stillede
Inge Røpke, dansk professor i økologisk økonomi ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, er af flere årsager kritisk over for CFD-modellen. I en mail til VedvarendeEnergi skriver hun:

Først og fremmest er det en dårlig idé at udbetale hele afgiftsprovenuet til borgerne. Det er fornuftigt nok at kompensere grupper med lave indtægter, når der opkræves afgifter, men det er kun godt, hvis afgifter kan reducere privatforbruget hos de bedre stillede.

Desuden er det godt at øge de offentlige udgifter på det private forbrugs bekostning, både fordi dele af det offentlige forbrug og de offentlige investeringer er særligt vigtige (sundhed, omsorg for børn og gamle, forskning, uddannelse mv.), og fordi offentlige udgifter ofte er mindre miljøbelastende end privatforbruget.

Endelig er det et helt forkert signal at sende, at bæredygtig omstilling kan lade sig gøre, uden at det egentlig koster borgerne noget.

Røpke fremhæver altså, at provenuet fra afgifterne ville blive brugt mere fornuftigt i den offentlige sektor frem for at opretholde forbrugsniveauet hos de bedst stillede. Hun mener nemlig, at det er nødvendigt at skære ned på det private forbrug i lande som Danmark, hvis vi skal løse klimakrisen i tide, skriver hun i en mail til os.

Der er således argumenter for og imod, at CFD-modellen bør være en del af løsningen på klimakrisen. Uanset hvad er det positivt at se, at grønne græsrodsbevægelser i disse år gør sig gældende i de politiske processer, sådan som vi ser med Citizens Climate Lobby og talrige andre organisationer og folkebevægelser.