Parisaftalen bygger på underjordiske luftkasteller
Af Palle Bendsen
Der er en præmis for Parisaftalen, som ikke har nået offentligheden: Den forudsætter teknologier, som i den sidste halvdel af dette århundrede skal kunne trække CO2 ud af atmosfæren og lagre den i dybe geologiske lag. Der er tale om BioEnergi-CCS eller BECCS, som ville kræve usandsynligt store mængder af biomasse.
COP21. Den sidste dag. Parisaftalen blev klappet igennem. Alle var tilsyneladende glade. Medierne viderebragte det gode budskab. Og så alligevel: på gaderne i Paris var der tusinder, der demonstrerede og protesterede, fordi aftalen slet ikke var stærk nok. Skilte og bannere og talere var tydelige nok. Aftalen vil ikke sikre det erklærede mål om, at den globale opvarmning skal holdes under de to grader.
Det var om lørdagen den 13. december. Om fredagen havde fem fremtrædende klimaforskere holdt en pressekonference, hvor de vurderede den aftale, der var så godt som færdig. Her var ingen jubel at spore.
Hvorfor denne kontrast?
De fleste forhandlere var lettede over, at der overhovedet kom en aftale. De rige lande og industrilobbyerne var tilfredse med, at aftalen ikke stillede krav til dem, som kunne være svære eller dyre at opfylde.
De fattige lande havde tabt igen, men trøstede sig med, at der trods alt nu var en global aftale, som også de store udledere, USA og Kina, stod bag. Og der kom jo løfter om, at målene skal revideres løbende. Mange NGO’er var også tilfredse med, at der kom en aftale.
Demonstranterne fremhævede, at de to grader blev umulige, og at der kun blev stillet småpenge i udsigt til de fattige landes omstilling og tilpasning. Og aftalens afsnit om tab og ødelæggelser udelukker udtrykkeligt, at de rige lande skal betale kompensation til de fattige.
Forskerne
Klimaforskernes budskab var især, at aftalen ikke har et klart ophæng i videnskaben, at der ikke er referencer til et globalt drivhusgasbudget, og at aftalens ord om, at man ikke alene skal prøve at holde temperaturstigningen under to grader, men oven i købet gerne kun halvanden grad, er umuliggjort fra den første dag, fordi summen af landenes klimaløfter vil resultere i en temperaturstigning på over tre grader. Der er intet i aftalen, som giver håb om hurtige og drastiske reduktioner af udledningerne. Aftalen nævner ikke de fossile brændsler og behovet for, at 90 % af de kendte reserver skal forblive i jorden. Den nævner heller ikke behovet for at få styr på udledningerne fra den internationale skibsfart og luftfart.
Men nogle af dem gjorde også opmærksom på, at aftalens ord om to grader (og især halvanden grad) bygger på forestillingen om meget spekulative teknologier. Det, der især trænger sig på, er BioEnergi-CCS eller BECCS.
Demonstranterne fremhævede, at de to grader blev umulige, og at der kun blev stillet småpenge i udsigt til de fattige landes omstilling og tilpasning
BECCS
Teorien bag BECCS bygger på, at biomasse i løbet af væksten ‘suger’ CO2 ud af luften (fotosyntesen). Når man brænder den af, dannes CO2 igen. Det går lige op, og derfor kalder mange (men ikke alle) bioenergi for CO2-neutral. Hvis man opfanger CO2’en og lagrer den underjordisk, taler man om negative emissioner eller NETS.
BECCS bygger på fire forudsætninger, som hver især er tvivlsomme, fordi de er spekulative.For det første går man ud fra, at CCS som sådan kommer til at fungere. For det andet går man ud fra, at bioenergi er CO2-neutral uanset omfang. For det tredje går man ud fra, at der er så meget biomasse til rådighed, at den vil kunne være grundlag for en global nettolagring af 10 GtCO2 om året. Det er den samme nettolagring, der årligt sker i henholdsvis havene og landmasserne (inkl. vegetationen). For det fjerde går man ud fra, at det ikke vil møde social modstand.
Sporene skræmmer
Hertil kommer, at CCS er rasende dyrt, hvilket har ført til, at prestigefulde projekter med store offentlige tilskud i ryggen er blevet opgivet. Det gælder fx Mongstad i Norge samt White Rose og Peterhead i UK.
CCS er dyrt, fordi der er tale om meget store industrielle anlæg – i Mongstad ville det fylde ca. 14 ha. Det net af pipelines, som ville være nødvendig ved en global udrulning af CCS skulle ifølge IEA håndtere mængder af CO2, der kan måle sig med alle kendte varers samlede mængde, kul, olie, gas, korn og foderstoffer, jern og andre metaller, industriprodukter mv.Men CCS er også dyr, fordi der skal anvendes 25-40 % ekstra energi til at drive processen.
I forvejen vil der ikke være biomasse nok til at erstatte kul på kraftværkerne verden over. Og med et krav om 25-40 % ekstra indfyring er det ren spekulation.Læg hertil at kraftværker, der fyrer med biomasse har op til 50% højere CO2-udledninger end tilsvarende kulfyrede værker pr. kWh. Dvs. at det er endnu større mængder CO2, der skal opfanges, komprimeres, transporteres og lagres.Med de eksisterende markedskræfter vil det øge de skadelige virkninger af storskala biomasseproduktion. Det vil – direkte og indirekte – gå ud over fødevareproduktionen, biodiversiteten og de mennesker, der især i troperne lever i og af skoven.
Palle Bendsen er aktiv i NOAH Energi og Klima
CCS står for Carbon Capture and Storage, på dansk CO2-fangst og -lagring. Vattenfall planlagde CCS ved Vendsysselværket frem til 2011. En alliance af lokale borgere og miljøorganisationer var med til at standse det.
CCS går ud på at fange CO2’en fx i røggassen på et kraftværk, komprimere den og sende den i rørledninger til et underjordisk reservoir, som forventes at holde CO2’en indesluttet i 1.000 år eller mere. Teknologierne hertil er ikke blevet demonstreret i stor skala.
Vattenfall havde planer om, at 30% af brændslet skulle være biomasse dvs. delvis BECCS.
Ifølge NOAHs beregninger ville det kræve 88 % af det bæredygtige potentiale for biomasse.