Privilegiets usikkerhed
Af Melina Antonia Buns
Hvordan reagerer befolkningen i velhavende industrialiserede lande på global opvarmning? Hvorfor er der så få, der agerer? Og hvordan kan de opretholde en hverdag med presserende sociale og økologiske problemer? Disse spørgsmål har Kari Marie Norgaard undersøgt i en landsby i Vestnorge.
I landsbyen Bygdal, som er et pseudonym for en landsby på 10.000 – 14.0000 indbyggere i Vestnorge, kom sneen to måneder for sent i vinteren 2000-2001. Det lokale skiområde åbnede ikke før slut december, og det vel at mærke med 100% kunstig sne. Isfiskeri på den lokale sø har ikke været stabilt i de forgangne ti år, og voldsomme oversvømmelser i Vestlandet prægede vinteren 2000-2001. Da sociolog Kari Marie Norgaard ankom til Bygdal i netop denne periode undrede hun sig over, hvorfor så stort et problem, både økonomisk og miljømæssigt, gik hånd i hånd med så lidt social reaktion. I modsætning til hidtidige sociologiske studier om klimafornægtelse, i betydningen af apati og følelsesløshed, kombinerer Norgaard i sit casestudie følelser (mikroniveau), sociale og kulturelle normer (mesoniveau) og politisk økonomi (makroniveau).
En social organiseret fornægtelse
I studiet undersøger Norgaard paradokset af det, hun kalder for dobbelt realitet (”double reality”): Kløften mellem den almindelige hverdag på en ene side og viden om årsager til klimaforandringer på den anden. Ifølge Norgaard skyldes den beskedne respons ikke, at befolkningen har for lidt viden om klimaforandringer, men derimod en social organiseret fornægtelse (”socially organized denial”) af problemet og dets alvorlighed. Denne socialt organiseret fornægtelse sker som reaktion på sociale omstændigheder og bliver aktivt brugt i den sociale interaktion – altså i et udvekslingsforhold med hinanden. Det er altså de sociale processer (mesoniveau), der gør at borgerne aktivt ignorerer informationer, eller med andre ord ikke omsætter deres viden til forandringer i deres hverdag.
For at undgå ubehagelige følelser […] blev klimaforandringerne i denne vinterperiode kun omtalt som et underligt vejrfænomen.
Slår klimaforandringer samtalen ihjel?
Denne fordrejede realitetsanskuelse, eller sociale bfornægtelse, i den norske landsby skal også ses i lyset af, at det norske samfunds velstand og rigdom er baseret på olie- og gasboringer, hvilket gør det umuligt at stabilisere CO2-emissionsniveauet. Ifølge Norgaard kan dette ses i følelsen af skyld og afmagt blandt landsbybeboerne. For at undgå ubehagelige følelser og sociale situationer blev klimaforandringerne i denne vinterperiode kun omtalt som et underligt vejrfænomen, men undgået i politiske diskussioner eller andre sociale sammenkomster. Som Norgaard understreger, ”climate change killed the conversation”.
Mindske afmagtsfølelsen
Men ifølge Norgaard er det netop de små aktioner og emnets tilstedeværelse i samtaler blandt bekendte, venner og familie, i skoleundervisning og politiske diskussioner, der mindsker afmagtsfølelsen og gør problemet mere synligt. For det er usynligheden – at vælge ikke ikke at beskæftige sig med problemet – der aktivt genskaber den sociale fornægtelse. Det er følelsen af uskyldighed og idéen om miljøretfærdighed. Med til handlingslammelsen hører også de mange problemer i den moderne verden, der er konsekvenserne af et privilegeret liv i et industrialiseret samfund. det er distancen til alvorlige klimaforandringer, der bidrager til at befolkningen vælger at nægte problemet og muligheder for forandring – dette bidrager til klimaforandringens usynlighed i både samfundet og i politik. Det gælder om at gøre klimaforandringer synlige.
Kari Marie Norgaard, Living in Denial: Climate Change, Emotions, and Everyday Life (Massachusetts: MIT Press, 2011).
Melina Antonia Buns er ph.d.-stipendiat ved Universitetet i Oslo.