Rids af atomkraftens historie
Af Hans Pedersen
Om affaldsdeponering fra atomkraftværker, magten over uranreserverne og magten over atomkraftværkerne.
I flg. REO (Reel Energi Oplysning, atomkrafttilhængerne i Danmark, red.) er der 129 atomkraftværker i drift i EU. Det svarer til 120 GW, hvilket er lig med 27% af EU’s elektricitet. Ca. 90% af disse lukker i 2030. REO foreslår en forlængelse til 2050. Og debatten om det forsvarlige i en sådan forlængelse er vigtig. I Tyskland lukkes atomkraftværker efter 35 år. I USA er der forslag om en levetidsforlængelse til 80 år.
Men det vigtigste i REOs nyhedsbrev er, at atomkraften ophører, når de lødige lagre af uran slipper op – og det gør de. Alene af den grund er det vigtigt at satse på det, der skal komme bagefter: vedvarende energi.
Og derfor har regering og folketing for længst slået fast, at Danmark skal være 100% forsynet med vedvarende energi år 2050.
Mens atomkraftindustrien som helhed således er en solnedgangsindustri, så vil der være jobs at hente ved håndteringen af affaldet fra atomkraftværkerne – de næste 100.000 år.
Og udlandet…
En forsvarlig anbringelse af affaldet fra atomkraftværker har endnu ikke fundet en endelig løsning. Det er vanskeligt at forstå, at produktion af atomkraft er sat i verden uden at hele forløbet fra vugge til grav er blevet planlagt. Men sådan er det: Intet steds i verden er der fundet en løsning på opbevaring af affaldet fra atomkraftværker.
I Tyskland opbevares atomaffaldet i 38 midlertidige depoter. En ekspertkomité har netop efter to års arbejde afsluttet en rapport med planer for det ømtålelige emne: Deponering af højradioaktivt atomaffald. Konklusionen er, at der skal igangsættes en proces, hvor befolkningen er involveret i den endelige beslutning. Hvis processen forløber lykkeligt, vil beslutningen kunne tages i 2031 og deponeringen begynde i 2050. Det regner formanden for komitéen Michael Mueller dog for en ”ambitiøs” tidsplan.
I Sverige er det blevet foreslået at deponere højradioaktivt atomaffald i Forsmark nord for Stockholm. Strålsäkerhetsmyndigheten har imidlertid stærkt kritiseret forslaget, fordi de ikke anser kobber, som foreslås, som forsvarlig emballage for det højradioaktive atomaffald. Kobber kan ikke modstå de høje temperaturer, og korrosion vil være en fare i det barske klima. Dertil kommer ifølge Strålsäkerhetsmyndigheten, at projektet er underfinansieret, og at den svenske regering har annonceret en forøget afgift for de igangværende svenske atomkraftværker, hvilket Strålsäkerhetsmyndigheten har talt for i årevis.
I Finland har man ligeledes i årevis arbejdet på en endelig løsning for det højradioaktive atomaffald. Sidste nyt er, at man afventer svenskernes resultater.
Det har ikke været muligt at finde oplysninger om USA’s planer for det højradioaktive affald. Halvdelen af det amerikanske højradioaktive atomaffald stammer fra militærindustrien. Indtil videre opbevares dette affald i betonsiloer.
Mens atomkraftindustrien som helhed således er en solnedgangsindustri, så vil der være jobs at hente ved håndteringen af affaldet fra atomkraftværkerne – de næste 100.000 år.
Grønland
Som bekendt er der verserende planer om at udvinde uran fra Kvanefjeld/Kuannersuit ved Narsaq i Sydvestgrønland. Det vil være rimeligt at afkræve udbyderne til projektet, at de har en plan for hvilke krav, der skal stilles til køberne mht. varetagelse af det kommende affald fra atomkraftværkerne. I det mindste at kravene til uranminen opfylder EU’s mineaffaldsdirektiv, også selv om Grønland ikke er medlem af EU. Det er som bekendt Danmark, der på grund af Rigsfællesskabet skal varetage de internationale konventioner, der kommer i spil ved en eventuel brydning af uran fra Kvanefjeld.
Hvis det bliver besluttet at udvinde uran fra Kvanefjeld, vil det ske i en åben mine. Her stiller EU’s mineaffaldsdirektiv krav om, at der skal være mindst 50 km fra beboede områder. Der er 6 km fra uranminen til Narsaq by.
Forsyningssikkerhed
I disse år kommer 40% af verdensforsyningen med uran fra Kazakhstan. Hvilket er en stigning fra ”zero to hero” på bare 15 år, som det er blevet formuleret. Dermed har Kazakhstan for nærværende en stor del af magten over atomkraftindustrien. Men de geopolitiske magtforhold kan hurtigt skifte.
Forsyningssikkerhed er imidlertid langt mere end magten over råstofferne. I forbindelse med at den britiske regering i september 2016 godkendte opførelsen af Hinkley atomkraftværket, var der kritiske røster, der påpegede det følsomme i, at det var et kinesisk firma, der skulle opføre store dele af værket. Det betyder, at kinesere kommer helt ind i hjertekammeret af en væsentlig del af det britiske energisystem med de muligheder dette giver. Sikkerhedseksperter udtrykker bekymring for, at kineserne vil kunne indbygge svagheder i computersystemerne, som muliggør, at de vil kunne lamme en del af det britiske energisystem. Den britiske efterretningstjeneste M15 beretter, at den kinesiske efterretningstjeneste arbejder imod UKs interesser både i hjemlandet og i det fremmede.
At dette ikke er grebet ud af den blå luft fremgår af, at et amerikansk firma har afsløret en kinesisk spiongruppe ”Unit 61398”, der har infiltreret 141 selskaber i 20 lande, heraf 115 i USA og fem i UK.
Om den kinesiske efterretningstjeneste har afsløret tilsvarende aktiviteter i Kina, melder historien ikke noget om.
Kilder: Nuclear Monitor nr. 827, 828, 829.
Hans Pedersen er redaktør af Råstof