Skal vi betale det gode pensionistliv med vores børns fremtid?
Af Cecilie Holdt Rude
Synspunkt: Vi forsøger at leve klimaansvarligt. Vi spiser mindre kød, sparer på strømmen og tager på cykelferie. Men samtidig investerer vi i ødelæggende sort energi gennem vores pension.
For nogle uger siden afholdte man ”Nordic Clean Energy Week”, hvor mange vigtige, innovative og bæredygtige emner blev diskuteret. Jeg mener dog, at særligt ét emne overskygger mange andre i betydning. Det handler om vores allesammens investeringer i sort energi.
Det er egentligt ret paradoksalt, at vi gennem pensioner sparer op til vores egen fremtid, uden at kende til de konsekvenser vores pensionsopsparinger har for jordens fremtid, vores børns fremtid og ikke mindst andre menneskers liv og fremtid. Vi kan spise nok så mange vegetarbøffer og tage på nok så mange teltferier i Sverige. Vi kan købe solceller og el-biler og generelt prøve at leve et bæredygtigt liv. Men hvad hjælper det, hvis vi samtidig blindt investerer flere tusinde kroner om måneden i virksomheder, der potentielt kan være direkte skadelige for jordens fremtid? Det er da kontraproduktivt!
Pension er noget kedeligt noget at interessere sig for. Men penge er interessante, ikke? Danmarks samlede pensionsinvesteringer nåede ifølge skatteministeriet op på 4000.000.000.000 kroner (4000 mia. kr.) i 2015. Det er det dobbelte af Danmarks samlede BNP! Hvor mange af disse mange milliarder der går til sort energi er svært at vide, da flere pensionsselskaber ikke engang vil fortælle hvad de investerer vores penge i, og da det i så fald ville kræve en dybdegående gennemgang af alle deres investeringer. Organisationen Ansvarlig Fremtid vurderer dog, at 1-4% – ca. 40-160 mia. kr. (eller op til 10 gange mere end hvad der er afsat i Regeringens nye Energiudspil) er placeret direkte i sort energi, såsom kul- olie- og gasindustrien, Det er altså op mod 160 mia. kr. af dine og mine pensionsbidrag, der potentielt støtter ødelæggelsen af vores fælles fremtid. Hvordan kan det overhovedet give mening, når det er den fremtid vi sparer op til?
Med disse ubegribelige store tal har din og min pension en stor indflydelse på de virksomheder, der bliver investeret i. Vi støtter aktivt, at der bliver lavet flere olieboringer og flere kulminer. Omvendt vil en beslutning om ikke at støtte og investere i bestemte virksomheder, have en stor indflydelse på, om de kan fortsætte som hidtil. Hvis kontanterne trækkes ud af fossil-selskaberne, kan de ikke bruge dem på ny kul-, olie og gasudvinding. Verden har ifølge rapporten The Sky’s Limit allerede fossil-infrastruktur nok til at ødelægge klimaet. Vores pensionsinvesteringer bør ikke bruges på at bygge mere.
Den gode nyhed er, at det også er en god økonomisk investering at gå uden om sort energi. Når alle verdens lande i 2015 skrev under på Paris-aftalen om at holde jordens temperaturstigninger på under 2ºC, understregede det sagens alvor. Det satte retningen for, at det er dér, verden er på vej hen. Derfor begynder virksomheder og lande i større grad at skifte til vedvarende energi – og derfor giver det mening økonomisk at investere i disse løsninger i stedet for de gamle energikilder, der ikke bare er ødelæggende, men også på vej væk. Alt i alt vil det også kunne ses positivt på dine afkast i længden at stoppe investeringer i sort energi. Skønt!
Så hvad kan vi gøre for at vores penge ikke bliver investeret i kul-, olie- og gasindustrien? Tal med dit pensionsselsskab. Spørg om de stiller krav til deres virksomheder om at leve op til Paris-aftalens mål. Vi bør tage ansvar for vores fremtidsinvesteringer, så vi ikke nyder vores pensionisttilværelse på bekostning af planeten og vores børns fremtid. Hvis du føler, at det er en stor kamp at kæmpe alene, så eksisterer der allerede et voksende netværk af engagerede pensionskunder – bl.a. gruppen Ansvarlig Fremtid og gruppen Aktive Pensionskunder. På grund af pres fra disse grupper er flere pensionsselskaber nu begyndt at rykke på sig. Bl.a. har MP Pension fornylig udtalt, at de vil stoppe alle investeringer i kul, olie og tjæresand inden 2020. Men mange pensionsselskaber investerer stadig dine og mine penge massivt i sort energi.
Alle gode grønne handlinger hjælper på vejen mod en bæredygtig verden. Men nogle handlinger gør en større forskel end andre, og det er vores individuelle ansvar at undersøge, hvordan vi hver især kan bidrage på den måde, der giver størst mening for både vores egen, vores børns og vores planets fremtid. At stoppe investeringer i det, der ødelægger fremtiden for os alle, er så åbenlyst vigtig en handling, at det undrer mig, at vi ikke for længst har krævet det af vores pensionselskaber.
Indlægget er en let omskrivning af et debatindlæg, som Cecilie Holdt Rude havde i Politiken den 26. maj 2018.
”Tal med dit pensionsselsskab. Spørg om de stiller krav til deres virksomheder om at leve op til Paris-aftalens mål”.
Cecilie Holdt Rude, frivillig i VedvarendeEnergi
Cecilie Holdt Rude er frivillig i VedvarendeEnergi