Slut med at sælge kritisk infrastruktur til kapitalfonde

Udenlandske kapitalfonde stod sidste år klar til at overtage det københavnske elselskab Radius. Men handlen blev aldrig til noget. I stedet blev Radius adskilt fra moderselskabet Ørsted, da det andelsejede SEAS-NVE i september i år lagde 21.3 milliarder på bordet og sikrede, at Radius, der forsyner over én million elforbrugere på Sjælland, kunne forblive på danske hænder.

Ørsteds planer forpurret
Når det lykkedes at få stoppet udenlandske investorer i at overtage Radius, skyldtes det både daværende finansminister Kristian Jensen, der hårdt presset af oppositionen, gjorde det klart over for Ørsted, at der ikke var politisk opbakning til Ørsteds udbudsplaner, men også at et forbrugerepræsentantskabsvalg til Radius´ bestyrelse gav overvældende opbakning til modstanderne af et eventuelt salg til kapitalfonde. At den kritiske presse tilmed havde hældt malurt i Ørsteds bæger ved at gøre opmærksom på en række risici ved et frasalg til udenlandske investorer, gjorde det ikke nemmere for energikoncernen at argumentere for at overlade Radius til en profitskabende køber i det store udland.

Dong og Goldman Sachs
Hele processen foregik til lyden af raslende skeletter fra dengang energiselskabet DONG i 2013 blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Banken, der har ry som skatteunddrager, og som fik stribevis af deres kunder til at gå fallit under finanskrisen i 2008, købte sig ind i DONG til en pris af 31,5 milliarder, men efter salget mente analytikere, at den rette pris burde have været 52,5 milliarder kroner. En dårlig forretning med andre ord, men måske endnu mere kritisk: Privat udlicitering af vores nations infrastruktur til en tvivlsom amerikansk investor.

Dobbelt op på elpriser
I flere lande i Europa er kritisk infrastruktur blevet liberaliseret. For eksempel blev elsektoren i England for en stor dels vedkommende lagt over på private hænder i 1990erne, og herhjemme husker vi det dubiøse salg af teleselskabet TDC, som i 1998 blev opkøbt af en kapitalfond, der trak et milliardudbytte ud af koncernen. Liberaliseringen af infrastrukturen hænger sammen med den modebølge, der opstod i 1980erne, og som Englands Thatcher-regering blev bannerfører for. ”New Public Management”, altså ideen om at markedsorientere den offentlige sektor, hed ledelsesværktøjet, og man så også muligheder i at privatisere infrastrukturen, så forbrugerne i sidste ende skulle betale mindre for fx vand og elektricitet. Markedet ville med andre ord gøre forsyningen mere omkostningseffektiv. Flere undersøgelser har siden vist, at det ikke skulle gå sådan. I Danmark steg elprisen for eksempel til det dobbelte i 2010 efter at elmarkedet blev liberaliseret i 1998.

Tilbage til start
Med årene blev lufthavne, teleselskaber, elværker, varmeværker og vandværker privatiseret rundt om i Europa. Men noget bemærkelsesværdigt er sket. I de senere år har privatiseringsbølgen lagt sig, og i stedet har flere lande forsøgt at få gennationaliseret infrastrukturen. En hollandsk undersøgelse fra 2015 viste, at vandforsyningen i 37 lande er blevet bragt tilbage på nationale eller kommunale hænder, hvilket berører over 100 millioner mennesker. I Berlin må byens borgere nu betale for en fejlslagen privat udlicitering, som betød at man over en 15-årig periode fik 35 procent prisstigning på vand. Vandforsyningen er nu tilbage i det offentlige, men det vurderes at berlinerne i de næste 30 år skal betale af på den gæld, som er opstået ved at delstaten har købt ejerandelene tilbage.

Herhjemme har vi også oplevet kraftige prisstigninger på elektricitet. Det kan ikke alene forklares ved, at den grønne omstilling koster. Det handler, ifølge professor Frede Hvelplund fra Aalborg Universitet, også om, at private selskaber skal tjene penge: ”Før var prisen (på elektricitet, red.) lig med omkostningerne, nu er prisen lig med omkostningen plus fortjenesten”, som Hvelplund ridser det op. Politisk har udviklingen fået konsekvenser. Uden om den daværende borgerlige regering vedtog et flertal i april måned i år en beretning, der skal forhindre flere udliciteringer af kritisk infrastruktur (se nedenfor). Det betyder, at vi fremover kan fastholde infrastrukturen hos det offentlige eller hos danske forbrugerejede selskaber.