Sort guld: En kommentar til Norges hykleriske klimapolitik
Af Melina Antonia Buns
Vi henviser gerne til vores nabo på den anden side af Skagerrak, når vi skal give eksempler på progressiv elbilspolitik: Gratis parkering i Oslo, fri bompassage og afgiftsfritagelse skal lokke borgerne til at købe og køre elbiler. At nordmændene kan lide guleroden, som elbilerne får serveret, er tydeligt i Oslos gader. Medaljen af denne ambitiøse klimapolitik har dog en bagside: Det sorte guld.
Grøn eller sort politik i Norge?
I forrige uge har nordmændene afgivet deres stemme til Stortingsvalget – et valg der blev dækket ganske lidt af danske medier. Man kunne spørge, hvad det er, nordmændene har at klage over – eller hvilken betydning valget har for os i Danmark eller i Europa? Ikke særlig meget vil mange mene. Vender man derimod klimapolitikkens medalje om, bliver en konflikt tydelig, der både har national og international betydning, men som alligevel ikke havde så stor indflydelse på valgkampen som forventet.
“Olje-Norge trenger en realitetsorientering”
WWF-Norge generalsekretær Nina Jensen
Erna Solbergs blå-blå regering, der – sådan ser det ud ved redaktionens afslutning – får lov til at regere fire yderligere år efter valget den 11. september, har konkrete planer for olieboring i Lofoten, Vesterålen og Senja (LoVeSe). Området i Lofoten og Barentshavet huser ikke kun et unikt og artsrigt marint økosystem, men eksporterer også fisk af en værdi på mere end 100 milliarder norske kroner om året. Olieboringerne udgør altså ligeledes en risiko for fiskebestanden og fiskeri og dermed den norske økonomi. I den politiske kamp mellem fiskeri- og olieindustrien bliver det internationale klima dog næsten usynligt. Ligesom 194 andre lande har Norge underskrevet Paris-aftalen. Ifølge International Energy Agency (IEA) skal mindst to tredjedel af alle fossile ressourcer forblive i jorden. At Erna Solbergs blå-blå regering ikke er interesseret i disse beregninger er tydeligt, men selv Arbejderpartiets leder Jonas Gahr Støre nægter at anerkende, at Norge skal levere sit bidrag: ”IEAs mål er for verden, ikke land for land. Den oljen og gassen som utvikles må komme fra land med lave utslipp og effektiv produksjon og på sikt helst med fangst og lagring av CO2.”
Valg som vendepunkt for klima
Sådanne holdninger nægter flere og flere nordmænd at støtte. I begyndelsen af september satte en række organisationer og partier fokus på Stortingsvalgets betydning for klima og opfordrede til at gøre valget til et vendepunkt for klimaet. ”Olje-Norge trenger en realitetsorientering”, sagde WWF-Norge generalsekretær Nina Jensen allerede for et år siden, da forslagene om boring i Lofoten blev lagt frem. Om selve valget nu også bliver til et vendepunkt for klimaet og retter sig mod virkeligheden, afhænger af, om Kristelig Folkepartis (KrF) pietistisk-konservative værdier for samfundet vejer højere end bekymringerne for dette nationale naturområde – for det er ikke for klimaets skyld.
De falske klimahelte
Det virker efterhånden som om, at kun nordmændene har erkendt det hykleriske ved deres klima- og energipolitik. For ”i virkeligheten kan man si at Norge, som er Europas største eksportør av gass, ikke er med på å ødelegge miljøet, men tvert imot gjør det bedre, siden vi utvinner det fossile brennstoffet på en så ren og god måte, og siden utslippene ikke er vårt ansvar, men ansvaret til de landene som kjøper oljen og gassen av oss ”, som forfatteren Karl Ove Knausgård ironisk bemærkede. Men hvis virkeligheden betyder, at politikere uden ambitiøs national klimapolitik kan proklamere sig som klimahelte i international politik, er det så ikke virkeligheden, der trænger til en realitetsorientering?
Melina Antonia Buns er ph.d.-stipendiat ved Universitetet i Oslo.