VedvarendeEnergis unge gav festival et grønt løft
Af Claus Christensen
Klimaquiz, powertalks om klimaforandringer og bæredygtig samkørsel. En gruppe af VedvarendeEnergis unge frivillige gjorde dette års Roskilde Festival endnu grønnere. Vi har lavet en fotoreportage om UngEnergis indsats på festivalen.
De fik lov at svede for sagen, de unge frivillige, på den varmeste Roskilde Festival i mands minde. Udstyret med fire trækvogne med klimaquiz, et ukueligt engagement og naturligvis vandflasker, var de på farten hver dag i de såkaldte warm-up days, som er dagene op til musikken begynder. Interessen for klimaquizzen blandt de tusinder af festivaldeltagere var stor. Det ene øjeblik skulle gæsterne svare på facts om klimaet, det næste skulle de finde en person på festivalpladsen, der ikke havde fløjet med fly det seneste år. Quizzen sluttede af med, at deltagerne skulle afgive et personligt klimaløfte, og på den måde kunne man være med i lodtrækningen om en billet til næste års Roskilde Festival.
Tuina Nikienta Olivier var inviteret fra Burkina Faso for at fortælle om klimaforandringer i det vestafrikanske land. Tuina arbejder for en burkinsk NGO, som VedvarendeEnergi er partneret op med, og hans oplæg blev holdt på Flokkr-scenen, som er stedet, hvor der på festivalen foregår debatter og talks. Et par hundrede mennesker lyttede på, da Tuina og UngEnergis Frederick Stender diskuterede, hvordan vi kan angribe de udfordringer, som det ændrede klima allerede nu byder os.
Den tredje og sidste opgave, som VedvarendeEnergi havde sat sig for i samarbejde med Roskilde Festival, var at få mere samkørsel til og fra festivalpladsen. Til formålet var der lavet en Facebook-side – en samkørselsplatform – hvor man kunne lave kørselsaftaler. Se promotion-filmen, som UngEnergi-Roskilde lavede til Facebook.
Det ene øjeblik skulle gæsterne svare på facts om klimaet, det næste skulle de finde en person på festivalpladsen, der ikke havde fløjet med fly det seneste år.





Claus Christensen er redaktør af RÅSTOF.