Vestas og VedvarendeEnergi sammen om lokal grøn strøm i Kenya
Af Claus Christensen
Små vindmøller i lokalsamfund skal skabe velstand og lokale arbejdspladser i Østafrika, og samtidig skal lokalsamfundene sikres en bæredygtig energiforsyning
Danmarks nye udviklingspolitik lægger i høj grad op til samarbejder mellem private virksomheder og udviklingsorganisationer. Et innovativt projekt mellem vindmølleproducenten Vestas, DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og VedvarendeEnergi har fået stor bevågenhed. Så stor, at både udenrigsminister Kristian Jensen og udviklingsminister Ulla Tørnæs var med under præsentationen af projektet, hvilket foregik i Aarhus hos Vestas.
Bæredygtig strøm betyder også vækst
Projektet handler om at skaffe kenyanere adgang til billig og bæredygtig strøm, som skal frembringes af små vindmøller i lokalsamfund. Men målet er ikke kun at sikre grøn energi. Energien skal også skabe vækst og jobs, og i det hele taget sætte skub i lokal udvikling i Kenya. Der er ikke tale om kæmpe vindmøller, der transporterer strømmen væk fra lokalområdet og videre ud på det store elnet, men derimod om små møller, der skal indgå i den lokale elproduktion. På den måde kan lokalsamfundets borgere få umiddelbar glæde af elproduktionen. Forskellige dele til møllerne skal produceres i Kenya og vil dermed også bidrage til industriel udvikling og lokale arbejdspladser.
“Vi er rigtig glade for, at Vestas har mod på at satse på en ny type projekt med små vindmøller, hvor strømproduktionen næsten bogstaveligt talt er i øjenhøjde med den lokale befolkning”.
Bjarke Rambøll, projektleder i VedvarendeEnergi
Fordele for lokalbefolkningen
”I VedvarendeEnergi har vi i årevis arbejdet med borgernær udvikling i afrikanske lokalsamfund, og vi tror på, at den bedste måde at sikre de lokales opbakning til et projekt er, at fordelene umiddelbart kommer lokalbefolkningen til gode. Vi er rigtig glade for, at Vestas har mod på at satse på en ny type projekt med små vindmøller, hvor strømproduktionen næsten bogstaveligt talt er i øjenhøjde med den lokale befolkning,” siger Bjarke Rambøll, projektleder i VedvarendeEnergi.
Partnerskaber
Udenrigsminister Kristian Jensen lagde vægt på, at fremtiden kræver, at både den offentlige og private sektor bliver involveret i udviklingsarbejdet: ”Der blæser nye vinde i regeringens udviklingspolitiske engagement. Nøgleordet er partnerskaber med den private sektor, fonde, civilsamfund, internationale organisationer og regeringer. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal leve op til de 17 nye ambitiøse verdensmål om at fjerne al fattigdom og skabe bæredygtig udvikling inden 2030.”
Læs også om projektet i magasinet Ingeniøren: www.ing.dk
Claus Christensen er redaktør af Råstof.