Vinterpakke fra EU er ikke en ren gave
Af Claus Christensen
Uambitiøse klimamål frem mod 2030 og vanskelige forhold for lokale energiprojekter. Det er to af problemerne ved EU’s vinterpakke, ifølge Gunnar Boye Olesen fra VedvarendeEnergi. Til gengæld ser han med tilfredshed på de skærpede krav til biomasse og et forslag om særlige regler for VE-fællesskaber
Den hidtil største ”energipakke” i Europa. Det er EU-kommissionens seneste udspil på energiområdet, som blev lagt på bordet i slutningen af november 2016. Mere end 1000 sider og i alt 8 EU-lovforslag, der berører alle dele af energisektoren i form af forslag til forordninger og direktiver, suppleret med mere uforpligtende meddelelser. En stor mundfuld, men hovedpunkterne er de 5 direktivforslag: – Vedvarende energi – Elmarkedet – Energiunionen – Energieffektivitet – Bygningsenergieffektivitet
Vinterpakken omfatter hele energisektoren i EU, og man forudser, at den kan skabe 900.000 nye arbejdspladser i Europa. Men først og fremmest handler det om at sikre, at EU når sit mål med udbygningen af vedvarende energi og samtidig når at realisere sit mål om energieffektivisering, samt ikke mindst målet om 40% mindre drivhusgas i 2030 i forhold til 1990.
“Det ærgrer mig, at det nye direktiv er en svækkelse af det gamle, som havde et mål for hvert lands udbygning med vedvarende energi indtil 2020.” Gunnar Boye Olesen.
Nye energimål er en svækkelse
Gunnar Boye-Olesen, politisk koordinator i VedvarendeEnergi, er ikke umiddelbart begejstret for direktivforslaget for vedvarende energi: ”Det ærgrer mig, at det nye direktiv er en svækkelse af det gamle, som havde et mål for hvert lands udbygning med vedvarende energi indtil 2020. Landene havde simpelthen ikke lyst til et forpligtende mål for 2030, og det betyder jo, at nogle lande vil kunne slippe af sted med at gøre ganske lidt.”
Mindre statsstøre mere udbud
EU-kommissionen lægger også op til at begrænse støtten til vedvarende energi i form af begrænsninger for national støtte til VE. Det vil betyde, at udbudsformen får en større plads frem for en fast støtte pr. produceret kWh. ”Det kan betyde rigtig meget for mindre, folkelige energiinitiativer, når man ikke ved, hvor meget man kan få for fx elproduktionen. Endnu vigtigere er, at det kræver, at projekterne er klar, når udbudsprocessen kører. Der er ikke tid til at en lokal organisering kommer på plads. Vi må forudse, at mindre aktører får det sværere. Man har i EU-Kommissionen valgt at fokusere på formelle konkurrenceforhold. Men hvis systemet modvirker projekter, der gavner lokalt, så mener vi i VedvarendeEnergi, at systemet er forkert konstrueret”, siger Gunnar Boye Olesen. Til gengæld indeholder direktivforslaget en artikel om, at landene kan give særlige fordele for lokale VE-fællesskaber med mindst 50% lokalt ejerskab.
Helt tilfreds er Gunnar Boye-Olesen heller ikke med den fælles målsætning i EU om tilføjelses af mere vedvarende energi: ”Jeg mener, at den fælles målsætning om 27% vedvarende energi i 2030 er for uambitiøs til at sikre en reduktion af EU’s drivhusgasser, der er forenelig med EU’s ansvar for at nå Paris-aftalens mål.
Til gengæld er Gunnar Boye-Olesen mere optimistisk med EU-kommissionens udspil omkring biomasse i energiforsyningen. Her lægger EU op til, at afbrænding af halm, træ og andet nedbrydeligt affald skal imødese flere krav: ”Det er rigtig godt, at der er mere fokus på bæredygtighed i forhold til biomasse. Hvis vi stiller som krav, at biomasse skal være bæredygtigt, så kan den få en langt mere positiv rolle som erstatning for fossil energi.”
Claus Christensen er redaktør af Råstof.